Durban og dragende Drakensberg

undefined

Tekst og foto: John Njor.

 

Det er en spøjs ændring af oplevelser, når man tager turen fra Cape Town og tværs over det sydlige Afrika til Durban. Det føles kultur- og klimamæssigt næsten som at smutte fra San Francisco til Miami i USA.

 

Cape Town minder med sin livlige og meget underholdende Waterfront, samt med den tidligere flugtsikre fangeø Robben Island i det forholdsvis kolde hav uden for, ikke så lidt om San Francisco med byens turistfyldte Fisherman’s Wharf og den ikke mindre skræmmende fængselsø Alcatraz nogle få kilometer ude i vandet, hvorfra ingen fanger heller lykkedes at flygte.

Men så er vi pludselig (omend efter en lang køretur) i Durban på den anden side af Cape provinsen ved det lunere Indiske Ocean med nogle helt vindunderlige sandstrande, hvor man dog gør klogt i kun at svømme de steder, der er beskyttet mod hajer af lange net et lille stykke ude. For lige som ved Miami Beach kan man også her risikere at komme galt af sted, hvis et af disse store havdyr skulle dukke op.

Det er dog ikke specielt det, der får mig til at tænke på Miami Beach. Det gør derimod de mange art deco-agtige huse, der i de senere år er blevet bygget ud mod strandpromenaden med et herligt parkanlæg på esplanaden ganske tæt ved centrum i Durban, hvor de giver byen et ret charmerende præg.

Det er herligt at se busser med skolebørn, der får en slags historieundervisning med henvisninger til en rytterskulptur af Dick King, helten som på 10 dage i 1842 red 965 kilometer til Grahamstown og hentede hjælp til de lokale soldater, der var blevet omringer af fjender her i byen.

Børnene er iklædt nydelige skoleuniformer, der hverken røber fattigdom eller standsforskelle, og de guffer ispinde og boltrer sig på stranden og i parken. Her finder også voksne plads til en picnic i skyggen under palmer og andre store træer, babyer fodres og et par er i gang med et romantisk møde, hvor de kysser og krammer i en uendelighed.

 

På godt og ondt

Desværre er der ikke langt herfra til nogle triste slumkvarterer, det ikke kan anbefales at besøge. Det er Sydafrika på godt og ondt. Kontrasterne er store og ligger tæt. Ofte kun adskilt af solide mure og pigtråd. Drejer man imidlertid af før de skumle gader og i stedet går mod centrum i den gamle bydel med de velbevarede bygninger fra kolonitiden, dukker nye oplevelser op. Også her mødes rige og fattige, men her er sikkerhedsvagter. Og det gør en stor forskel for trygheden.

 

undefined

 

Her er bumser, som er helt til rotterne, både farvede og hvide med deres cider-flasker. Gader er proppet med små ladvogne og teltlignende boder med alle loppemarkedets udbud, skidt og kanel i en pærevælling, og bag ved på begge sider er skyggegivende træer, statuer af forskellige kendte mænd og pompøse bygninger som det tidligere rådhus med det flotte klokketårn fra 1885. Det er nu hovedpostkontor. Her på trappen holdt Winston Churchill i 1899 en brandtale til folket, mens han arbejdede som krigskorrespondent for en britisk avis.

 

Skriften på væggen

Jeg kigger på indskrifterne på vægge og skulpturer, for den slags kan ofte give et hurtigt indblik i et stykke lokal historie; derfor ved jeg nu blandt andet, hvorfor byen hedder Durban. Det stammer tilbage fra 1835, da kaptajn Allan Gordiner, som siden blev missionær, ankom hertil og navngav den nye bastion efter Capes guvernør sir Benjamin d’Urban, der meget hurtigt blev til ”D’Urban” med en apostrof, som siden forsvandt.

Den gamle hovedbanegård er i dag omdannet til shoppingcenter i et par etager med et større udvalg af de bedre butikker, barer og spisesteder. Bygningen er fra 1894-98 og i sig selv et stykke historie i hælene på Sydafrikas første jernbane, der åbnede i Durban i 1860 med hele 5 kilometerskinner fra St. Pauls kirken og videre ud af det, der i dag meget apropos hedder Farewell Street.

 

undefined

 

 

Lokomotivet på jomfrurejsen hed ”Natal” lige som provinsen, der blev navngivet af den siden så berømte portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama, da han ved juletid besøgte området på en af sine store udflugter til Indien den 25. december i 1497. Inspireret af højtiden (Natal=jul på portugisisk) døbte han stedet: Natal. Bugten udenfor blev til Rio do Natal, da han fejlagtigt troede, det var et enormt flodudløb.

400 år senere i 1897 forærede den portugisiske regering Durban den såkaldte victorianske Vasco da Gama Clock, som stadig kan ses på Victoria Embankment. Det rigt dekorerede gade-ur med form som en stor klokke på lange tynde ben har på toppen fire store urskiver, der vender hver sin vej.

 

Drinks til lavpris

Vi smutter ved frokosttid ind på en bar i den tidligere banegård, hvor en cricketkamp kører på tv-skærmen. Tilskuerne rundt om i lokalet arrangerer indbyrdes væddemål om kampen, eller om den næste kaster snupper et gærde eller bliver grebet ud. Ret underholdende. De fleste er unge sorte, lapsede i tøjet og temmelig muntre. Om vi ikke vil spille med? Nej, vi kigger bare på! Lidt senere betaler vi og går. Regningen for vores seks store øl og et glas vin blev på 64 rand, små 60 kroner.

En lokal ”parkeringsvagt”, som havde fået penge af os til at putte i P-automaten, hvis de rigtige vagter skulle komme forbi, scorede selv afgiften, så vi havde ingen seddel i forruden, da vi kom tilbage for at køre ud til et af de velstående områder, Umhlanga, ved byens nordlige strand, hvor vi boede hos danske venner.

Det var dog ikke badevejr, både fordi bølgerne var ret høje, og fordi vandet på et stort område var stærkt forurenet, da strømmen førte udløbet fra den møgbeskidte Umgeni-flod i vores retning. Floden erstatter nemlig stadig mere et stærkt savnet kloaksystem fra flere hastigt voksende townships langs dens bredder.

 

Akrobatik i dragesnor

I stedet driver vi i solen på balkonen og betragter herfra de fantastisk dygtige kite-surfere, som drøner rundt på de store bølger på deres surfbrædder trukket af store drager i snor. Dygtigt udnytter de vinden og termikken og lader den opstigende luft over stranden suge dragerne med, mens de nedenunder laver ren akrobatik på det stærkt skummende hav. Meget fascinerende.

Over dem patruljerer med korte mellemrum kystvagtens helikoptere brummende forbi, og længere ude i havet venter en forbavsende mængde enorme tank- og containerskibe på at komme ind i havnen og losse og laste, for Durban har kontinentets travleste havn.

At der er en voksende farvet middelklasse i Sydafrika, havde vi bemærket i Cape Town, men det bliver mere synligt her i den finere del af Durban, især i det enorme tre etagers shopping-center Gateway med et væld af velbesøgte spisesteder, både inde og ude, samt en uendelighed af butikker med stort set alle de dyre mærkevarebutikker repræsenteret. Og hvor man i forhold til priserne i Danmark kan gøre mange gode køb.

I betragtning af, hvor mange fattige trøstesløse og overbefolkede områder, vi havde passeret på vores rundtur i Sydafrika, er det trods alt opmuntrende at se, hvor mange farvede og velklædte familier, der har råd til at fylde indkøbskurvene her på en almindelig hverdag.

 

Den sidste bastion 

I den enestående Durban Country Club med golf-, tennis- og lawn-bowling lige ud til havet trives den gamle kolonistil i bedste velgående. Her ses de farvede nu kun som caddies, tjenere, kokke og alle de andre jobs, som holder klubbens funktioner i gang for dens hvide medlemmer og deres gæster, som forbløffende nok kun må slippe 400 rand – godt 300 kr. – i greenfee for en runde golf på en af Afrikas bedste baner.

 

undefined

 

 

Men alene det at kunne se et halvt hundrede af klubbens aldrende medlemmer, klædt i hvidt fra top til tå, bowle med en enestående teknik trods de stive ben (naturligvis med egne mærkelige let ovale bolde medbragt i fornemme læder-étuier) på den meget velholdte græsplæne, som var der ikke noget vigtigere i denne verden, er pengene værd. Kolonitidens sidste bastion.

 

Golf i en vild natur 

Vi skal nu også spille golf på en anden helt enestående bane i Champagne Sports Resort, godt et par timers kørsel længere nordpå i de fantastiske Drakensbjerge. Sidste halvdel af køreturen derop byder på vidunderlige panoramaer over et smukt landskab med spredte akacietræer og forunderlige bjerge i baggrunden, mens man langs vejen passerer et langt stykke typisk Afrika.

 

undefined

 

Fortrinsvis er her minimale jordlodder med bittesmå, simple huse. Ind imellem ses en typisk rund lerklinet zulu-hytte, men mest simple murstenshuse eller bræddeskure med et enkelt værelse til en stor familie og toilet i form af en bølgebliks afskærmning lidt derfra. Fattigt og alligevel noget bedre end slum-beboelserne i storbyernes udkanter. Det er ubegribeligt, hvordan disse mennesker, og der er millioner af dem i Sydafrika, er i stand til at overleve, når arbejdsløsheden er skræmmende høj.

Området, vi bevæger os i, har foruden de fortryllende bjerge også herlige strande med yndige flækker som St. Lucia og flere naturparker, hvor man kan opleve vilde dyr, som elefanter, næsehorn, leoparder, flodheste, løver, mange slags hjorte og zebraer. Dyr har vi set andre steder, så vi stiler målrettet mod Champagne Golf Resort i Drakensberg, et stykke inde i Dragens bjerge.

 

2500 år gamle hule-malerier

Her kan man også hike og trekke i en helt vidunderlig natur med drabelige kløfter og skove på mere end tre kilometer høje bjerge, der for manges vedkommende ser ud, som om de er blevet skåret helt flade på toppen af en gigantisk sav. Her findes også verdens næstlængste vandfald, det 947 meter dybe Tugara Falls. Rekorden har Salto Angel i Venezuela, der falder 979 meter.

I området kan man møde hjorte og andet vildt, blandt andet store eland-antiloper, hvis forfædre/-mødre man kan se afbilledet på nogle imponerende op til 2500 år gamle klippemalerier i en række sandstens-grotter. Her holdt San-folket til fra stenalderen, indtil de sidste blev udryddet for deres hestetyverier under kolonitiden i 1800-tallet. San-folket mente, som mange andre naturfolk, at naturen er fælles ejendom, og dermed også indvandrernes heste. UNESCO har siden fredet hele området som menneskehedens arv og således givet San-folket ret - men desværre for sent.

Man kan finde omkring 600 grotter eller større klippeområder i denne del af Sydafrika, hvor der sammenlagt er omkring 35.000 af disse klippemalerier. Utroligt mange er særdeles velbevarede gengivelser af mennesker, elefanter, giraffer, løver, hjorte, fugle og mange andre dyr, foruden jagtscener og fantasi-figurer, der må have haft plads i deres historier, tro og overtro. De ældste billeder er omkring 2400 år, men der er fundet farverester fra nogle, som har været mindst 1000 år ældre. Tegningerne er stort set alle malet i hvide, orange, brune, røde, gule og sorte farver, fortrinsvis skabt ved brænding af ler og jord.

 

Luksus til lavpris

Vores primære mål, ud over at opleve Drakensbergs natur, er at spille på en af landets mest eventyrlige golfbaner. Nemlig Champagne Sports Resort, hvor vi har lejet os ind i nogle meget charmerende stråtækte hytter med udsigt til bjergene og ned over en del af golfbanen. Der er hotelværelser på stedet, men vi er en gruppe på 11, og da hytterne hver har tre dobbeltværelser med bad samt et stort fælles opholdsrum, vælger vi hytte-løsningen. Der er både tv og gode køkken-faciliteter, samt en dejlig terrasse, hvorfra man kan betragte vildtet, der kommer helt tæt forbi. Ofte kommer for eksempel en nysgerrig blesbok med flotte horn hen og kigger ind til os.

 

undefined

 

 

Vil man ikke selv stå for husholdningen, kan man spise både morgenmad og frokost i golfklubben eller i den fremragende restaurant i resortet, hvor en formidabel buffet med en uendelighed af tilbud koster under 100 kr. pr. person. Det ligner livretter hele vejen rundt. Og vinen er også pænt under danske priser. (Vi medbragte dog selv vores sydafrikanske favoritvine fra supermarkedet og måtte kun betale 25 kr. i proppenge pr. flaske til restauranten for at nyde den der. Meget fordelagtigt for os.)

Prisen for en hytte til seks er kun 1600 kr. i døgnet. Greenfees på den helt fantastiske bane er 165 kr. for 18 huller, når man bor på resortet, og da banen er ret kuperet, må man benytte en buggy. Den koster 175 kr. for to. Hvilke andre steder på denne klode kan man spille golf for 250 kroner på en bane af verdensformat i en næsten ubeskrivelig natur? Det ligner et mirakel.

Fra hytternes terrasser kan de morgenduelige se flotte solopgange, mens vi andre satser mere på at følge solnedgangene, når den rødbedefarvede skive efter et kort ophold på en af de flade ildfaste bjergtoppe synker langsomt ned på bagsiden for at tegne skyerne rosa i mange nuancer. Samtidig får dens sidste lys den lange række af store grantræer til at ligne vældige savklinger på det ene bjerg, før mørket sænker sig, og en gnistrende stjernehimmel folder sig ud over os, mens landskabet går i sort.

 

Lyn fra en klar himmel

Den sidste eftermiddag når vi knapt tilbage til terrassen fra golfbanen, før vejret skifter brat, som det ofte er tilfældet i bjergene. Hvidvinen har næppe fået glassene til at dugge, da nogle lavt hængende skyer maser sig gennem bjergkløften, vi har foran os. Det er næsten, som tågen bliver pumpet ind mod os for at pakke landskabet ind lige foran vores øjne, samtidig med, at himlen over os - og i hele horisonten - skifter fra blåt til det meget mørkegrå, nærmest sortgrå. Det ser meget betændt ud.

Temperaturen falder i et tempo, man ikke behøver termometer for at registrere, og det sidste vi ser af golfbanen, før den bliver pakket ind i tågen, er spillere, som ræser tilbage mod klubhuset i deres små køretøjer. Vi finder vores lune trøjer frem og venter på uvejret. Det kommer hurtigt, båret frem af en buldrende torden i det fjerne, næsten uden pauser. Så følger lynene, som flænser den mørke himmel på kryds og tværs. Jævnligt hamrer de fede flammestreger zig-zaggende ned i jorden. Nærmere og nærmere mod os.

Blesbokkene flygter i flokke mod skovene. Deres lange spidse horn må også trække lyn til sig som antenner. Vi trækker os selv stadig længere tilbage under terrassens tag. Flere går indenfor, så vi er kun et par tilbage, da et lyn knalder blændende i jorden tæt ved os, fulgt af et øredøvende brag et splitsekund efter, samtidig med at vi kaster os bagover og ender chokerede på gulvet bag de væltede stole. Så kommer også vi inden døre.

Begge mener vi, at lynet var slået ned en meter fra os. Men det er der nu ingen spor efter, da vi kigger os omkring i nærmeste omegn næste morgen. Men tæt på var det. Så vores sidste indtryk af besøget i et spændende stykke Afrika står lynende klart mejslet ind i vores erindring, da vi op ad formiddagen kører tilbage mod Durban. Men vi vil alle gerne komme igen. For Drakensberg drager.

 

 

undefined

 

Læs mere om rejser til Afrika her:

Der står en elefant på mit dørtrin, Botswana

Islamisk Cairo: Østens mystik i overflod og Alexandria - En historisk by rejser sig fra glemslen, Egypten

Zanzibars mange eksotiske sider, Tanzania

 

*Artiklen er senest opdateret den 25. april 2017.