Zanzibars mange eksotiske sider

undefined

Tekst: Mette Christina König. Foto: Martin Reinhard, Baraza Resort &Spa, Kilindi Zanzibar, Bliebay Beach Resort & Spa, Zanzibar Serena Hotel, Emerson Spice Hotel.

Alene navnet emmer af det stof, som drømme er lavet af. Men Zanzibar er mere end luksuriøs afslapning i en hængekøje under svajende kokospalmer på en bounty-strand. Øriget ved Tanzanias kyst vidner om en dramatisk historie med sultaner, søfarere og slavehandel, der gør fortællingerne fra Tusind og én nats eventyr lyslevende. Vi har samlet de bedste oplevelser til et af verdens mest eksotiske rejsemål lige her.

 

Zanzibars perlehvide sand omkranser den palmeklædte tropeø som en lysende glorie i det turkisblå vand. I bølgerne sejler traditionelle træbåde, dhows, henover smukke koralrev med et farverigt mylder af liv. Og på land blæser monsunvinden de skønneste dufte af eksotiske krydderier rundt.

Det er ikke uden grund, at Zanzibar kaldes ’Tanzanias juvel’. Gennem århundreder har øriget været et vigtigt knudepunkt for arabiske, persiske, indiske og europæiske handelsmænd, der sejlede langs den østafrikanske kyst. Storhedstiden var i 1800-tallet, hvor den arabiske sultan af Oman regerede. Her spandt handelslivet guld på slaver, elfenben og kryddernelliker, og opdagelsesrejsende brugte øen som udgangspunkt for ekspeditioner til Afrikas dybe indre. Zanzibar var en smeltedigel af kulturer, religioner og traditioner og et af de rigeste dynastier, Afrika har set.

I 1890 kom Zanzibar under britisk protektorat, men det var først i 1964, at sultanen endelig blev væltet ved en blodig revolution, og i dag er Zanzibar en separat stat i republikken Tanzania. Slavemarkedet er lukket, og øens vigtigste indtægtskilde er nu krydderier og især turisme. En økonomisk faktor, der nærer zanzibarianernes ønske om helt at frigøre sig fra fastlandet for at blive et selvstændigt ørige. 

 

Paradisisk ø-eventyr

undefined

Zanzibar ligger i Det Indiske Ocean og består af et utal af småøer samt de to hovedøer: Zanzibar, der er den største og officielt kaldes Unguja, samt Pemba. For nogle er den gamle bydel Stone Town – der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste og indbegrebet af traditionel swahili-kultur – den største attraktion på Zanzibar. Andre drages af det turkisblå vand, der byder på kitesurfing, snorkling og dykning i verdensklasse. På land finder du de velduftende plantager, som har givet Zanzibar tilnavnet ’Spice Island’. Og ved Kizimkazi kan du møde delfiner, i Jozani-regnskoven de røde colobus-aber og på Prison Island de hundrede år gamle kæmpeskildpadder. Og så er der de kilometerlange sandstrande. Zanzibar er et ægte eksotisk paradis, uanset om du er til afslapning, eventyr eller har lyst til en badeferie efter en safari i Tanzania.

undefined

Selvom de fleste vælger at bo på et af de mange hoteller langs kysten, så er Zanzibars historiske hovedstad værd at bruge mindst én overnatning på. For Stone Town er et sandt skatkammer af gamle bygninger, kulturel mangfoldighed og farverig, lokal atmosfære. Her kan du handle på myldrende markeder, spise på øens bedste restauranter og besøge moskéer, templer og paladser. Gå i den verdensberømte opdagelsesrejsende, David Livingstones, fodspor og se den legendariske Queen-forsanger Freddy Mercurys barndomshjem. Du kan nyde den smukke strand, høre reggaemusik og drikke arabisk te på en af byens små åbne pladser. Mød mennesker med alle hudfarver og påklædninger: indiske turbaner, farvestrålende kjortler, sarier, stramme kjoler og enkelte sorte niqab'er.

Umiddelbart uforenelige elementer, men i Stone Towns atmosfærefyldte gader trylles det hele sammen og giver dig følelsen af at være dumpet ned i en fortælling fyldt med arabiske sultaner, flyvende tæpper og magiske lampeånder.

undefined

Lad dig forføre og frivilligt fare vild i byens smalle, støvede stræder. De lidt over 80 gader er et fascinerende sammensurium af europæisk kolonistil, arabiske former og indisk ornamentering, og de gamle stenhuse er dekoreret med smukt udskårne trædøre og balkoner.

Begynd ved parken Forodhani, hvorfra du kan opleve havnefronten og tre af byens mest betydningsfulde historiske bygninger: Palace Museum, House of Wonders og Det Gamle Fort – og bevæg dig herfra længere ind i byens pulserende hjerte.

 

Slavemarkedet

undefined

Zanzibars fortid som Østafrikas største slavemarked står i blodrød kontrast til den smukke ø. Over 50.000 afrikanere blev årligt solgt som slaver, da handlen var på sit højeste i 1800-tallet. I dag er der kun få men dystre spor efter rædslerne, der endeligt ophørte i begyndelsen af 1900-tallet.

En anglikansk katedral er blevet opført på grunden, hvor slavemarkedet lå, og altret markerer det sted, hvor slaverne blev bundet og pisket til blods. I nabobygningen, som i dag huser St. Monicas Hostel, har man bevaret fangekældrene, hvor slaverne blev stuvet sammen uden mad og drikke i dagevis. Uden for katedralen står et monument, der er et stærkt vidnesbyrd om slavetiden. Fem slaver står i et dybt hul og om deres hals hænger de originale kæder.

Darajani er et helt andet marked, nemlig byens største og ældste marked. Her køber de lokale alt fra friske råvarer til mobiltelefoner, og en gåtur mellem markedets boder er et sansebombardement af farver, larm og lugte. I hallerne flækker slagterne ko-hoveder og hælder blodige indvolde op i skåle, fiskehandlerne kaster dagens fangst op på bordet og saver hovederne af de største fisk på gulvet, mens du i et lille tilstødende hus kan udpege en levende høne, som du gerne vil have slagtet og plukket to-go. Udenfor finder du en labyrint af boder med frugt, grønt og krydderier. Besøg markedet om morgenen, inden det bliver overrendt og alt for varmt. 

 

Kunstfærdige trædøre

Stone Towns gamle huse er prydet med mesterligt udskårne trædøre, der efterlader et spektakulært indtryk. For historien bag hver enkelt dør er lige så rig som dens fascinerende detaljer. I udskæringerne finder du ord og symboler, der fortæller om husejerens økonomiske status, hjemegn og beskæftigelse.

Der findes to hovedtyper af døre – en indisk, der kendes på sine firkantede skodder, og en arabisk, som ofte har inskriptioner fra den hellige koran og en rigt dekoreret frise. Nogle døre er også dekoreret med spidse messingknopper, der traditionelt forhindrede elefanter i at smadre indgangen. Men da der aldrig har været elefanter på Zanzibar, mener man, at dekorationen er inspireret af Indien og blevet brugt til at afspejle ejerens rigdom.

I dag er der omkring 500 originale døre tilbage i byen, hvoraf mange af dem er ældre end selve huset. Den ældste trædør finder du på Det Gamle Fort, og en af de mest berømte på den tidligere slavehandler Tippu Tips hus.

 

Shopping

undefined

Stone Town er som en Aladdins hule for købelystne. Byen har mange butikker og bazarer, hvor du kan finde alt fra souvenirs, sandaler og haremsbukser til traditionelt håndværk, smykker og cd’er med afrikansk musik. Den gode, lidt dyrere shopping finder du på Kenyatta Road. Er du på jagt efter billigere varer, bør du begynde på Gizenga Street og følge netværket af små gader, der også er byens eventyrlige centrum.

Efter shopping og traven i Stone Towns farverige gader er den lille park Forodhani på havnefronten et populært sted at holde en pause. Sæt dig i skyggen af et træ eller på en bænk med udsigt til skibene. Når solen går ned, begynder de lokale at opstille madboder, og parken bliver omdannet til et livligt aftenmarked, hvor både turister og zanzibarianere kommer for at nyde et billigt, velsmagende swahili-måltid: Fra seafood-kebab, grillede grøntsager og nybagt brød til eksotiske frugter, fyldte pandekager og friskpresset saft af sukkerrør.

 

Drømmestrande

undefined

Zanzibars strande er et kapitel for sig. Det er nemt at komme med superlativer, når snakken falder på verdens smukkeste strande. Med en kridhvid kyst, der er omfavnet af slanke kokospalmer på den ene side og et turkisblåt hav med levende koralrev på den anden side, lever øen op til drømmen om et bounty-paradis.

Zanzibars mest populære strande finder du på den nordlige halvdel. På den nordvestlige spids ligger hoteller, restauranter og barer langs stranden og tilbyder alt, hvad hjertet begærer. Langs østkysten er strandene mere fredelige og afstanden mellem hotellerne længere. Til gengæld skal du være opmærksom på tidevandet, der trækker sig tilbage og gør badning vanskeligt på visse tidspunkter af dagen. Det giver i stedet mulighed for at udforske revene langs kysten. Er du på jagt efter mindre og mere afsidesliggende strande end dem på fastlandet, kan du hyre en båd, der kan sejle dig til en af de omkringliggende øer, hvor du kan finde din helt egen krog af paradis.  

 

Afslapning ved Kendwa

Et par kilometer syd for fiskerbyen og partystranden Nungwi ligger turistparadiset Kendwa Beach. En bred og blændende hvid strand med rustikke solsenge under stråklædte parasoller, hængekøjer mellem svajende palmer og små strandbarer med loungemusik og kolde drinks. Langs kysten ligger luksuriøse resorter, små hoteller, charmerende bungalows og forskellige restauranter. Selvom Kendwa ikke længere er en ukendt strand, er den stadig fredfyldt og med god grund et populært sted at nyde Zanzibars eksotiske rammer.

Matemwe Beach er langt fra så besøgt af turister, som nabostranden Kiwengwa, og er oplagt til tosomhed og slentreture langs den betagende kyst. Stranden er kendt for både at være øens længste og for at have det fineste, blødeste sand. I den lille nærliggende landsby kan du møde de lokale, der ernærer sig af øens mere traditionelle erhverv, fiskeri og tanglandbrug.

Den halvmåneformede Pongwe Beach nævnes til gengæld ofte som det tætteste, du kan komme et tropisk paradis. Med sin palmeklædte kyst, den tætte grønne bevoksning og få turister er stranden ideel til et romantisk getaway. Derudover gør bugten, at Pongwe har mindre tang end resten af østkysten og er dermed beriget med Zanzibars mest krystalklare vand. 

 

Øhop til Chumbe Island

Et par kilometer fra Zanzibars sydvestlige kyst finder du det fredede reservat Chumbe Island Coral Park, der nemt kan nås på en dagstur med båd fra Stone Town. Den lille ø er omgivet af et Østafrikas mest mangfoldige koralrev med over 200 koraller og 350 forskellige fiskearter, der tiltrækker flokke af delfiner og skildpadder. Inde på land finder du uberørte sandstrande – og når tidevandet er lavt, kan du vandre hele vejen rundt om øen, der også er hjem for 60 forskellige fuglearter og den fredede palmetyv: verdens største landlevende krabbe, som kan veje op mod fire kilo!

Zanzibar er verdensberømt for sine pastelfarvede solnedgange, og tilbage i Stone Town bliver stranden centrum for et stemningsfuldt liv i takt med, at den tropiske varme bliver mere sval. Skolebørn boltrer sig i vandet, unge mænd øver akrobatiske færdigheder i sandet, fiskerne hænger ud ved molen, og venner mødes for at spise i parken.

Byens bedste udsigt får du fra tagterrassen på The Africa House Hotel, der ligger med udsigt til vandet. Og med en bar, der serverer forfriskende drinks for alle besøgende, har hotellet de perfekte rammer til at nyde dagens sidste, smukke stråler.

 

Oplevelser

Hvis du tror, at en rejse til Zanzibar er lig med at ligge på en eksotisk strand med en bog i den ene hånd og en kokosnød i den anden – tja, så har du ret. Men selvom et besøg på bounty-øen aldrig vil være komplet uden dejligt dovne dage, så er der meget mere at se end hvidt sand og palmer.

 

Krydderisafari

undefined

Har du én gang oplevet Zanzibar, vil du aldrig mere ønske uvenner hen, hvor pebret gror. For det gør det på smukke Zanzibar. Her vokser den friske, grønne peber sammen med muskat, vanilje, gurkemeje, chili, citrongræs, kanel, kardemomme og alle de andre krydderier, som vi herhjemme først ser i supermarkedet, når de er kvast til ukendelighed og kommet på glas og i poser. På de såkaldte ’spice tours’ får du lov til at røre, dufte, smage og gætte (måske rigtigt) på, hvilke krydderier du bliver præsenteret for på krydderiplantager.

 

Fængselsøen Changuu Island

En halv times sejlads fra Stone Town ligger den lille jungleø Changuu Island, der også er kendt som ’Prison Island’. Oprindeligt blev øen brugt af slavehandlere til at opbevare besværlige slaver, og i 1893 byggede englænderne et fængsel, som dog aldrig blev taget i brug, men i stedet brugt som et karantænecenter for patienter med gul feber.

Selvom bygningerne i dag står tilbage som et historisk mindesmærke, er fængslet ikke øens hovedattraktion. Det er de landgående kæmpeskildpadder, der blev bragt hertil fra Seychellerne i begyndelsen af 1900-tallet. Skildpadderne kan veje mere end 200 kilo og blive op mod 200 år gamle. Skildpadderne går frit, og det er tilladt klø dem.

Husk at medbringe badetøj og snorkeludstyr, da øen er omkranset af koraller og smukke, hvide sandstrande.

 

Zanzibars sejlbåde

Overalt langs kysten ser du den ikoniske dhow – en traditionel sejlbåd bygget af mangotræ og rigget til med et trekantet, nærmest hajfinne-formet hvidt sejl. Oprindeligt blev båden brugt af arabiske handelsmænd, når de krydsede Det Indiske Ocean, men i dag bliver de primært brugt til fiskeri og turisme. En sejltur ved solnedgang er blandt Zanzibars mest populære attraktioner.

Ved fiskerbyen Nungwi kan du se tømrerne bygge bådene, men også møde fiskerne, der sidder i skyggen af palmetræerne og lapper deres fiskenet.

 

Undersøisk eventyr

Turkisblåt vand med en gennemsnitstemperatur på 27 grader og en sigtbarhed på op til 35 meter. Smukke koralrev med et hypnotiserende mylder af 350 farvestrålende fiskearter. Havskildpadder, delfiner, rokker og pukkelhvaler. Kort sagt: Zanzibar har for længst vundet titlen som Østafrikas bedste dykke- og snorkling-destination.

Den største undersøiske oplevelse får du ved den lille atol Mnemba, der ligger 2,5 km fra Zanzibars nordøstlige kyst. www.zanzibaroneocean.com

 

Surf med drager

Kitesurfere fra hele verden flokkes om tropeparadisets pålidelige vinde og indbydende laguner. I højsæsonen fra juni til oktober prydes Paje Beach af en farverig collage med hundredvis af drager. Det ser halsbrækkende ud, når surferne mestrer vilde tricks og svimlede hop med en drage ti meter over sig, men instruktørerne lover, at selv nybegyndere kan blive flyvende efter et tredages kursus. www.airbornekitecentre.com

 

Traditionelt spa

undefined

Øens eksotiske paradisidyl kalder på selvforkælelse, og de senere år er antallet af spaer vokset betydeligt. Men er du ude efter en mere sanselig og autentisk wellness-oplevelse, end hvad hotellets sofistikerede spa kan tilbyde, skal du besøge Mrembo Tradtional Spa.

Mrembo betyder ’kvinde, der kan lide at forkæle sig selv’, og er et lille spa, der tilbyder traditionelle behandlinger, som zanzibarianerne har udøvet i hundredvis af år. Her bruges kun lokalt dyrkede blomster, urter og krydderier i 100% naturlige skønhedsprodukter. www.mrembospa.com

 

Afrikansk musik

Sauti za Busara er ikke alene Østafrikas største, men også anerkendt for at være en af verdens bedste afrikanske musikfestivaler. Hvert år i februar tiltrækker den gæster fra hele verden, som vil opleve magien, når op mod 400 kunstnere mødes for at fejre den afrikanske musikkulturs mangfoldighed. Sauti za Busara (’lyden af visdom’) afholdes på Det Gamle Fort, der året rundt lægger scene til et væld af kulturelle arrangementer.

 

Restauranter:

Zanzibars køkken dufter af tusinde krydderier og er en fusion af den indiske, arabiske, kinesiske og afrikanske kogekunst. De traditionelle swahili-retter består oftest af alt godt fra havet – fisk, blæksprutter, krabber og hummere – grillet over kul og serveret med krydrede ris, kokos og frugt.

De fleste restauranter finder du i Stone Town, der også huser flere af øens bedste. Bemærk eventuelt ændrede åbningstider i forbindelse med lavsæson og Ramadan, samt at flere restauranter ikke serverer alkohol.

 

Emerson Spice Restaurant

undefined

Med en tagterrasse på toppen af et gammelt palads, der i dag er et stemningsfuldt hotel, har Emerson Spice Restaurant ikke bare en unik udsigt over Stone Towns historiske midte, men også ry for at være Zanzibars bedste restaurant. Restauranten inviterer på cocktails i solnedgangen kl. 18.00 og serverer menuen kl. 19.00. Det anbefales at bestille bord på forhånd.

Stone Town, Tharia Street

 

Archipelago Restaurant

Er du sulten efter friskfanget fisk og skaldyr, og føler du dig ikke fristet af Forodhanis kulørte gadekøkken, skal du besøge Archipelago. Restauranten ligger ved siden af Forhodhani og har en fortryllende udsigt ud over parken og vandet fra terrassen på første sal. Retterne er simple, portionerne store og priserne fornuftige. Restauranten har ingen bar, men du er velkommen til at medbringe din egen alkohol.

Stone Town, Shangani Street

 

Livingstone Beach Restaurant

Med sin unikke placering på stranden og med møblerne placeret fint under et tag af palmer, kan du på Livingstone Beach Restaurant nyde klassiske anretninger med fisk og lækre kolde drikke, mens du borer tæerne dybt ned i det bløde, hvide sand og falder i staver over havudsigten. Om aftenen spiller lokale musikere alt fra reggae til traditionel afrikansk musik.

Restauranten ligger i det tidligere britiske konsulat, og er opkaldt efter David Livingstone. Efter sin død blev han bragt hertil, så befolkningen kunne sige deres sidste farvel til den afholdte mand.

Stone Town, Shangani Street

 

Zanzibar Coffee House

Østafrika er verdensberømt for sin kaffe, og på Zanzibar finder du øens bedste kop mokka hos Zanzibar Coffee House, der er en del af et lille charmerende boutique-hotel. Den indbydende café, der er indrettet med respekt for den traditionelle swahili-arkitektur, har et stort udvalg af kaffedrikke, samt smoothies, milkshakes, crepes, salater og sandwich. De brygger kaffen på deres egne bønner, som er høstet på Zanzibar og i Tanzania, og den serveres af udlærte baristaer. Chef-baristaen var den første, som vandt Tanzanias Barista Championship i 2009.

Stone Town, Market Street ved Tharia Street

 

The Rock

Scenisk beliggende på en kalkstensklippe, der skyder op af det azurblå vand, er The Rock måske Zanzibars mest affotograferede restaurant. Omgivet af Det Indiske Ocean er restauranten også et must for alle, der vil nyde en middag i eksotiske rammer, der er lidt ud over det sædvanlige. På menuen finder du dagens friskfangede fisk og skaldyr, bl.a. salat med blæksprutter, seafood-spaghetti og grillet hummer. Ved lavvande kan du gå ud til restauranten, men ved højvande skal du sejle i båd fra stranden. Restauranten har kun 12 borde, så det anbefales at reservere bord i forvejen.

Michanwi Pingwe Beach

 

Hoteller:

Baraza Resort & Spa

undefined

Baraza Resort & Spa ligger på de internationale magasiners lister over verdens bedste hoteller. Og lige fra du ankommer til det femstjernede hotel ved den smukke Bweejuu Beach, bliver du forført af en fortryllende verden af romantik og ultimativ luksus. Hotellet, der er en del af den privatejede og eksklusive hotelkæde The Zanzibar Collection, består af 30 villaer, som er indrettet i en fuldendt fusion af arabisk, indisk og traditionel swahili-design og giver dig følelsen af at bo på sultanens palads.

Luksus / www.thezanzibarcollection.com

 

Kilindi Zanzibar

undefined

Bestående af 15 hvide luksusvillaer med runde, hvælvede rum og organiske former er Kilindi øens mest unikke hotel. Alle villaer har havudsigt, egen have, to små pools og er smukt minimalistisk indrettet. Omgivet af en tropisk oase og med masser af plads mellem hver villa og en personlig butler, der bringer alt, hvad du har brug for, er Kilindi et intimt og fortryllende ferieparadis ved Kendwa Beach.

Særklasse / www.kilindi.com

 

Bluebay Beach Resort & Spa

undefined

Af Zanzibars større hoteller er Bluebay Beach Resort ved Kiwengwa Beach blandt de mest populære. Hotellet, der er stilfuldt indrettet i traditionel swahili-stil, har tre restauranter, to barer, spa og motionsrum, samt en stor swimmingpool. Derudover er der mulighed for et væld af aktiviteter, bl.a. dykke- og snorklingsudflugter, windsurfing og sejlads i kano og sejlbåde. Alle værelserne ligger fredeligt placeret i en idyllisk have. Ved siden af Bluebay Beach ligger søsterhotellet Sultan Sands Island Resort, der tilbyder overnatninger i mellemklassen.

Femstjernet resort / www.bluebayzanzibar.com

 

Zanzibar Serena Hotel

Med en ideel beliggenhed i Stone Town – lige ved stranden og det historiske centrum – er Zanzibar Serena et af byens mest populære hoteller. Den smukke swimmingpool tilbyder et fredfyldt åndehul midt i det simrende byliv, og restauranten på tagterrassen har en fantastisk havudsigt. Hotellet har 51 værelser, der er enkelt og komfortabelt indrettet, og suiterne har balkoner ud mod stranden.

Førsteklasses hotel / www.serenahotels.com

 

Emerson Spice Hotel

Emerson Spice ligger i et smukt restaureret sultanpalads fra 1800-tallet og er et af Stone Towns mest atmosfærefyldte hoteller. Hotellet har en charmerende indre gårdhave og er beriget med smukke, traditionelle detaljer. Træudskårne døre og balkoner, farvet vinduesglas, grønne potteplanter, kulørte lamper – og som et scenisk twist til hotellets swahili-stil er væggene malet i stærke farver. De 11 værelser er indrettet med unikke møbler og antikviteter, der forstærker den sanselige oplevelse. På tagterrassen finder du en af byens bedste restauranter.

Boutique hotel / www.emersonspice.com

 

undefined

 

Rejser til Zanzibar kan du bl.a. købe gennem Benns Rejser. Se mere HER. 

undefined

Læs mere om rejser til Afrika her:

Der står en elefant på mit dørtrin, Botswana

Islamisk Cairo: Østens mystik i overflod og Alexandria - En historisk by rejser sig fra glemslen, Egypten

Durban og dragende Draktensberg, Sydafrika

 

 

*Artiklen er senest opdateret den 26. april 2017.