Dansk Vestindien - Christiansted

 

 undefined

I halvandet århundrede var St. Croix hjertet i den danske koloni i Vestindien. Her blev rigdomme grundlagt, drømme udlevet og formuer tabt.

Tekst og foto: Anders Stoustrup

 

Strandgade ligger som en sidegade til Dronningens Tværgade. Sammenlignet med de større hovedgader gennem byen, Kongensgade og Kompagnigade, ser den lille gyde ikke ud af meget. Men den er en af de vigtigste historiske gader i byen, for det var her, det hele startede. Efter danskerne købte St. Croix af franskmændene i 1733, påbegyndte man straks udlægningen af byens første rigtige gade, og denne gade var Strandgade.

De tidlige kolonister havde ikke ret mange byggematerialer med sig, så man måtte bruge, hvad man kunne finde. Løsningen var dog nær ved. Ud for kysten ligger et lille koralrev, hvorfra man huggede store klumper af, som man brugte som mursten. Kigger man godt efter, kan man den dag i dag stadig se koralblokke i murværket flere steder i Strandgade. Det umiddelbart mest iøjnefaldende ved den lille sidevej er dog den vældige slyngplante, hvis grene og rødder holder de gamle mure fast i et brydetag, som om træet langsomt, men sikkert forsøger at knuse de hårde sten.

 

En plan er en plan

Christiansted var først og fremmest en handels- og udskibningsby. Derfor blev den nøje designet af arkitekter hjemme i København, således at de vigtigste handelshuse lå ud til havnen, mens beboelseskvarterne blev flyttet længere ind i landet. Den samme byplan blev brugt på St. Thomas. Desværre havde ingen af disse arkitekter nogensinde set hverken St. Croix eller St. Thomas. Og deres plan viste sig hurtigt at være noget nær umulig at udføre i St. Thomas’ bjergrige terræn. Men planen skulle holdes og de steder på St. Thomas, hvor vejene blev for stejle, byggede man i stedet trapper. Christiansted derimod ligger på et fladt stykke land, og her virkede planen efter hensigten. Strandgade blev derfor anlagt som den nye bys centrum nær fortet og havnen.

 undefined

Det er kun få minutters gang gennem Kongensgade (Kings Alley) til den boardwalk, der i dag løber langs havet i Christiansted. Det er i øvrigt i Kings Alley, at byens indbyggere en gang om ugen afholder den særlige sportsdisciplin: Krabbevæddeløb. Flere smukke gamle huse ligger ud til vandet. Ikke mindst byens lille bryggeri, Brew Pub, der har til huse i en smuk victoriansk trævilla med en forrygende udsigt over havet og Christiansteds eneste eksisterende sukkermølle.

 

Det gule fort

Knap havde man underskrevet købsaftalen med franskmændene i 1733, før man påbegyndte bygningen af et fort. Fortet havde flere funktioner. Selvfølgelig skulle det beskytte den unge danske koloni, men det skulle i lige så høj grad signalere den danske tilstedeværelse til omverden. Nu var øen dansk, og ingen andre magter skulle få gode ideer. Et tidligere primitivt fort lå allerede på dette sted, men det blev hurtigt fjernet, og et nyt blev grundlagt. Langsomt tog byggeriet form, men desværre viste det nye fort sig mindre stabilt end forventet, og en kraftig orkan jævnede det med jorden, lige før det var færdigt. Dette var naturligvis et nederlag for de hårdtprøvede kolonister, men der var ikke andet at gøre end at starte forfra. Denne gang gjorde man sig mere umage. Man lavede detaljerede planer for fortet og brugte mursten, der var kommet til St. Croix som ballast på handelsskibene. Det virkede, og de gamle mure står endnu. Det samme gør kanonerne, der blev støbt i den norske by Larvik i 1786. Disse kanoner var den centrale del af beskyttelsen af Christiansted, men yderligere to små bastioner blev bygget rundt om havnen, sådan at eventuelle sørøvere kunne beskydes fra tre sider samtidig. Den ene af bastionerne lå på den lille ø Protestant Cay ude i bugten, hvor en overgroet gammel kanon stadig kan ses liggende på jorden.

 

Præsten ofrede sig

Det har ikke været nogen let opgave at bemande disse mure. Soldaterne kom fra Danmark og meldte sig for seks år ad gangen. De fleste var frivillige, der nok havde en eller anden årsag til at søge langt væk hjemmefra. At man befandt sig tusindvis af kilometer fra Danmark betød dog ikke, at de danske militære regler var sat ud af kraft. Tværtimod gjaldt der de samme forskrifter for soldater i Dansk Vestindien som i Danmark. Det betød for eksempel, at når soldaterne på voldene i Fredericia skiftede til vinteruniform, skulle soldaterne på St. Croix gøre det samme. Og det til trods for, at temperaturerne kun sjældent kommer ned under 25 grader på disse breddegrader.

 undefined

Varmen var ikke det eneste, der gjorde en udstationering på St. Croix aldeles uattraktiv. Altødelæggende orkaner strøg ind over øen med jævne mellemrum, folk bukkede under for mystiske tropesygdomme, og et nye slaveoprør lurede altid lige under overfladen. Derudover var det ganske simpelt hårdt arbejde at opbygge en ny koloni. Øens første præst, pastor Stout, skrev i sine papirer, at han ”ofrede sig” ved at tage dette embede. En kirke havde han ikke engang til at starte med, så han måtte holde sine gudstjenester på fortet.

 

Usømmelig opførsel

På den måde havde det gamle gule fort – der i øvrigt var hvidt en overgang – mange funktioner ud over de rent militære. Det var her, slaverne blev placeret, indtil de blev bortauktioneret til deres nye ejere. Dette fandt sted i gården af det pakhus, man kan se på den anden side af græsplænen. Fortet havde naturligvis også et fangehul. Her kunne 17 personer sidde lænket ad gangen. Til særligt slemme fanger brugte man det såkaldte ”sorte hul”, hvor isolationsfangen dårligt kunne stå oprejst. Der skulle ikke altid meget til for at ende i fangehullet. Det fortælles for eksempel, at byens berømte søn Alexander Hamilton – der arbejdede på USA's uafhængighedserklæring sammen med George Washington og blev landets første finansminister – på et tidspunkt sendte sin kone i fangehullet for ”usømmelig opførsel”.

 

Kong Sukker

Sukker var altafgørende for St. Croix’ succes som koloni. Så vigtig var den søde afgrøde, at man sagde, at ”Kong Sukker regerede i Vestindien”. Christiansted var primært bygget op omkring sukkerproduktion. I selve byen lå der ingen sukkerørsplantager, men det var herfra, at sukkeret blev udskibet og påbegyndte sin lange rejse tilbage mod Europa. Før det ”hvide guld” kunne forlade St. Croix’ kyst, blev eksporten nøje registreret i det smukke gule toldhus, der ligger på græsplænen foran fortet.

undefined 

I dag ånder alt fred og ro på den store åbne plæne foran fortet, men i slutningen af 1700-tallet, hvor St. Croix oplevede sin guldalder, ville man være blevet mødt af et helt andet og langt mere hektisk skue. Dengang ankom tungt læssede hestevogne fra øens plantager med sukkermasse eller rom, og fik først deres varer vejet i det lille gule vejerhus, hvor vægten stadig står. Herefter blev det læsset ombord. Den berømte danske guvernør Peter von Scholten startede faktisk sin karriere i Dansk Vestindien som vejermester i dette vejerhus. Oftest var destinationen København eller Flensborg, hvor sukkeret blev raffineret til det hvide sukker, vi kender i dag. 

 

Grundig med slaverne

Det var nu ikke eksport det hele. Man modtog også varer på havnen i Christiansted. For eksempel var danske mursten i høj kurs. Det samme var alle de luksusvarer, det bedre borgerskab kendte fra deres rejser til København. Men den mest værdifulde last, der kom i land på disse kyster, var slaverne. Også disse blev nøje registreret, før de blev ført til fortet, hvor de kunne afvente deres skæbne. Alt blev registeret: Køn, alder, helbredstilstand, oprindelsessted osv. En del af disse ”importoversigter” har overlevet og udgør i dag en uvurderlig skat for historikere, slægtsforskere og andre med en interesse i St. Croix’ historie. De er også et godt bevis på den danske grundighed, der på dette punkt var helt enestående i Caribien i denne periode.

 

Kirker og skiftende hårmode

Med sukkerhandlen kom uhyre rigdomme til St. Croix, og med denne rigdom blev smukke byhuse og andre bygninger opført af velhavende plantageejere. Andre huse blev beboet af handelsfolk, læger, frikøbte slaver og andet godtfolk, man fandt i sådanne fjerne kolonier. Gadenavnene var danske, selvom det mest talte sprog i byen var engelsk.

Øen fik sin første lutheranske kirke i 1753, og kirken går i dag under navnet Steeple Building. Da denne blev for lille, flyttede man til den smukke lutheranske kirke i Kongensgade, der stadig trækker fulde huse hver søndag. Ved flytningen tog man al inventaret med over i den nye kirke – inklusive den danske guvernør, der var begravet under kirkens gulv!

Sidenhen er Steeple Building blevet brugt til så forskellige formål som militærbageri, hospital, rådhus, pakhus og skole.

I dag bliver den historiske bygning bevaret som et museum, og et stort maleri pryder nu langsiden i den gamle bygning. Billedet viser en kirkescene fra slutningen af 1700-tallet og giver et godt billede af det syn, der har mødt datidens kirkegængere. En sjov detalje har sneget sig ind på billedet. Læg mærke til de mandlige kirkegængeres frisure. I denne periode så man nemlig et skift i den mandlige hårmode fra det socialt acceptable lange hår med hestehale til det vovede og dybt rebelske korte hår.

 

Danske huse i danske gader

Den unge by skulle naturligvis have en regering, og da St. Croix var hjertet i den danske koloni, blev de tre øer styret fra det smukke Government House i Kongensgade. Bygningen blev påbegyndt i 1747 af Dansk Vestindien og Guinea Kompagni. Siden blev den købt af den danske regering, der indrettede den som administration.
Bygningen var langt mindre dengang, men efterfølgende guvernører – med Peter von Scholten i spidsen – byggede så meget til, at regeringsbygningen til sidst var blandt de mest storslåede i hele det østlige Caribien. Det var her, vigtige beslutninger blev taget. Men Government House lagde også rammerne om øens sociale liv, når øens elite mødtes til storslåede fester i den smukke balsal på første sal.

undefined 

Med sine neoklassicistiske facader og smukke grønne skodder er Government House stadig et storslået syn, og det er i dag svært at forstå, at den prægtige bygning i 1997 var tæt på at blive revet ned. Årtiers manglende vedligeholdelse bragte langsomt den før så stolte bygning i knæ, og da orkanen Hugo i 1989 lagde St. Croix i ruiner, fik også Government House dødsstødet.

I 7-8 år lå bygningen hen som et vrag, indtil regeringen satte omkring 6 millioner dollars af til restaurering. 14 millioner dollars senere var bygningen igen indflytningsklar, og siden da har øens administration holdt til i de historiske sale. Selv balsalen er ført tilbage til samme pragt som i 1917. Igen danses der vals på de smukke mørke mahognigulve, men i modsætning til tidligere kan alle i dag leje de storslåede omgivelser for en aften.  

 

Dansk nostalgi og amerikansk kultur

Den lokale avis på St. Croix hedder stadig St. Croix Avis. Du kan spise på Restaurant Tivoli-garden beliggende på Dronningens Tværgade, og slår du op i en telefonbog, vil du finde utallige danskklingende efternavne. En gåtur ad Kongensgade eller Kompagnigade er som at gå gennem et friluftsmuseum fyldt med farvestrålende byhuse fra den danske periode, og på de fleste dage vejer Dannebrog over Government House sammen med Stars and Stripes og US Virgin Islands eget flag.

undefined 

Umiddelbart skulle man tro, at byen stadig holdt fast på sin danske arv. Et indtryk, der kun forstærkes, når man taler om Danmark med den lokale befolkning. Mange elsker Danmark og ser forunderligt nok tilbage på det danske styre med en god portion rosenrød nostalgi. ”Da danskerne regerede, var der styr på tingene,” har jeg hørt udtalt adskillige gange. Jeg er også mere end én gang blevet forvisset om, at St. Croix gerne vil sælges tilbage til Danmark. Det til trods for, at 4.027 stemte for salget til USA ved en uofficiel afstemning på øerne i 1917, mens kun 7 stemte imod.

Alt dette er meget smigrende, men kigger man bagom de historiske huse og minderne om øens historiske guldalder, indser man hurtigt, at St. Croix’ beboere i dag lever et meget amerikansk liv. Shoppingscentrene er bygget efter amerikansk forbillede, maden er amerikansk, og kulturen er på mange punkter gennemført amerikansk. Men det hele er tilsat et vidunderligt strejf af caribisk varme og afrikanske rødder – og kigger man rigtig godt efter, fornemmer man stadig en lille smule Danmark inde bag det hele.

Bestyreren af Hotel Caravelle i Christiansted dekorerer ofte sine negle med Dannebrogsflag og serverer sin rom iført et Gammel Dansk forklæde. Den dansk-vestindiske venskabsforening har utrolig mange tilhængere på øen, og folk med danske efternavne er stolte af deres familiebaggrund. Det ændrer dog ikke på, at St. Croix ikke længere er dansk. Hverken politisk eller kulturelt. Men de nostalgiske minder om Danmark lever stadig i bedste velgående mellem Christiansteds gamle danske huse.

 

En velbevaret og værdifuld arv

Danmarks caribiske kolonieventyr sluttede med salget af øerne i 1917, der blev kulminationen på flere årtiers tilbagegang. Slaverne var frigivet, der var konkurrence på sukkermarkedet fra andre øer med billigere arbejdskraft, og hjemme i Danmark havde man fundet ud af at producere sukker fra sukkerroer. En efter en stoppede sukkermøllerne på St. Croix med at snurre. Plantagerne forfaldt, og der blev længere mellem, at tungt lastede skibe satte ud fra Christiansteds lille havn med retning mod Danmark. Efterhånden glemte verden den lille ø i Caribien, og St. Croix faldt i en dyb Tornerosesøvn, den kun netop er ved at vågne op fra.

 undefined

Mens øen sov, blev charter-turismen opfundet, og folk flokkedes til Caribien for at nyde solen, kulørte drinks og det dejlige varme vand. St. Croix kom aldrig rigtig med i det eventyr – og det er vores held i dag. For netop den manglende udvikling har sikret, at byer som det historiske Christiansted og den nærliggende by Frederiksted har overlevet og er forbavsende intakte. De er ikke blevet erstattet af grimme betonhoteller og ligegyldige souvenirbutikker i håbet om at tiltrække turister fra det kolde nord. Derimod har Christiansted bibeholdt sin historiske charme. Ikke fordi ret mange folk værnede om den i 1960’erne og 1970’erne, men fordi der simpelthen ikke var penge til at rive de gamle bygninger ned.

I dag har verden så småt fået øjnene op for St. Croix' enestående arv, og øen sidder med et trumfkort, næsten ingen andre caribiske øer har: St. Croix har nemlig formået at bibeholde sin oprindelige caribiske sjæl og sin vidunderlige afslappede atmosfære. Selvfølgelig vil St. Croix udvikle sig og nyde godt af turisternes komme, men hvor er det heldigt, at øens værdifulde arv overlevede længe nok til, at folk for alvor begyndte at værdsætte den. Dette giver håb om, at Christiansteds gamle gule huse også vil overleve i fremtiden.

 

ST. CROIX

Rejsen dertil: Det er muligt at flyve til Christiansted fra København med American Airlines. Du skal dog forvente en meget lang rejsetid, da du højst sandsynligt skal mellemlande i både London og Miami. Alternativt kan du flyve direkte til Miami med SAS og finde derfra et fly videre til St. Croix. 

Du kan eventuelt blive i Miami et par dage og ryste det værste jet-lag af dig. Læs artiklen 48 timer i Miami og få lidt inspiration til et lynbesøg i Miami. 

Et sted at spise: Sin størrelse taget i betragtning byder Christiansted på usædvanlig mange fantastiske restauranter. Rumrunners på Hotel Caravelle ligger helt ud til vandet og er med rette populær blandt både lokale og turister. www.rumrunnersstcroix.com

Det nærliggende Brew Pub, der brygger sin egen øl, og Restaurant Bacchus er andre velbesøgte steder. Mange lokale sværger desuden til den italienske restaurant Tutto Bene i udkanten af byen. Restauranter kommer og går i Christiansted, men se de seneste restaurantanmeldelser og lokale tips på www.gotostcroix.com.

Priser: St. Croix er ikke et billigt rejsemål. Men alt er relativt, og en ferie her behøver ikke nødvendigvis at ruinere feriebudgettet. En hovedret på eksempelvis Rumrunners og Tutto Bene koster fra under 100 kr., og mange restauranter har gode frokosttilbud, det er værd at holde øje med. Transport er ikke en udgift, da man kan gå alle steder hen i Christiansted. Prisen på taxaer til andre steder på øen er desuden rimelig. De fleste historiske attraktioner er enten gratis eller koster et par dollars i entré.

Værd at vide: Der er ingen strand i selve Christiansted. Men en lille færge sejler i pendulfart mellem det historiske centrum og den lille ø Protestant Cay, der har en fin lille offentlig strand. Overfarten tager under fem minutter og koster et par dollars. Øens bedste strande ligger uden for byen.

Det er ikke altid muligt at kigge inden for i Government House. Men smiler man lidt til vagten, og fortæller man er en historieinteresseret dansker og ikke ser al for farlig ud, får man gerne lov. Det er værd at spørge.

Døren til Steeple Building er ofte låst, men billetpersonalet ved fortet har en nøgle, som de af og til låner ud.

Det er en god idé at tjekke sikkerhedssituationen, før man besøger den historiske kirkegård i udkanten af Christiansted. Går man i en mindre gruppe, er der dog sjældent problemer.

Mere information: www.gotostcroix.com fortæller alt, hvad man kunne drømme om at vide om St. Croix og mere til. Især kalenderfunktionen er rigtig god, og gør det muligt for besøgende at deltage i lokale arrangementer, man ellers aldrig ville have hørt om.

*Senest opdateret den 18. maj 2017.