48 timer i Miami

undefined

Tekst og foto:  Henrik Møller

 

Miami bliver ofte brugt som start- eller slutby på en rejse til Florida, til USA, til Caribien eller som udgangspunkt på et krydstogt. Ofte er man her en dag eller to for at ryste jetlaggen af sig eller blot for at opleve byen, og det fortjener den. Vagabond REJS besøgte byen i 48 timer og fik mange store oplevelser.

 

Miami har i mange år været præget af kriminalitet og narkotika. Byen fik tilnavnet ”USA’s Murder City Number One” – men samtidig med den berømte tv-serie ”Miami Vice” i slutningen af 1980’erne kom det store vendepunkt. Mange store ændringer er sket i byen, der i dag har et indbyggerantal på 5,5 millioner og som nu bærer kælenavnet ”The Magic City”. Miami er førende inden for design og kunst med blandt andet den berømte art deco arkitektur ude på Miami Beach som noget helt enestående og specielt for byen. Miami har også en naturlig funktion som hovedstad for latinoerne og med ca. 65% spansktalende indbyggere rummer byen mange kvarterer med hvert sit særpræg og historie og med Little Havana som noget helt særligt. 

Selv på et kort besøg på 48 timer kan man komme vidt omkring og her er nogle tips til spændende besøg og oplevelser.

 

1. Lincoln Road Mall, Miami Beach

Start allerede på ankomstaftenen med en lille gåtur rundt i det kvarter, hvor dit hotel ligger. Vi boede ude på Miami Beach og valgte en lille tur fra hotellet til Lincoln Road Mall, som går på tværs af Miami Beach øen mellem 16th og 17th gade. Lincoln Road Mall er en shopping og restaurant/bar gade i art deco stil med mange af de førende modebutikker, en af byens bedste boghandlere, genbrugsbutikker, en Apple shop og en hel del barer og natklubber. Her er ingen lukkelov, men fuldt af liv det meste af døgnets 24 timer.

 

2. ”Robert Is Here”

undefinedundefined

 

 

Når man besøger Miami, er man så tæt på det store naturområde Everglades, at et besøg på en alligatorfarm og en tur med en Everglades ”airboat” er et must.

På turen derud stoppede vi for at smage en ægte amerikansk frugtsmoothie ved en berømt frugtbod på landevejen – ”Robert Is Here” hedder stedet, der ligger på 19200 SW 344th St. Homestead sydvest for Miami. And usually Robert is here - med mindre han er i sine marker for at samle friske tropiske frugter til sin frugtbod. Stedets historie fortæller, at Roberts forældre drev et lille landbrug her og gerne ville sælge nogle overskydende kasser agurker til de forbipasserende på landevejen og de placerede deres seksårige søn Robert med nogle kasser ved vejkanten. Men da dagen var omme, var der ikke solgt en eneste agurk – ingen havde stoppet. Det forstod faderen ikke, men han fik så den ide at sætte et stort skilt op med teksten ”ROBERT IS HERE”  og næste dags aften havde drengen solgt hele varelageret.

 

undefined

 

Sådan er det næsten gået siden og  ”Robert is still here”  og har sammen med sin familie drevet sin frugtbod i 38 år med meget fin frugt og grøntsager. I butikken findes et stort udvalg af marmelader og chutneys, som bør ses. Snup en smoothie, gå en tur rundt i butikken og nyd synet af de fine og farverige produkter, eller se den lille udstilling af gamle John Deere landbrugsmaskiner, som familien har brugt gennem tiderne. 

Se også www.robertishere.com  - her er gode tips og opskrifter.

 

3. Everglades Alligator Farm 

Efter en god start med morgensmoothies er der kun 15 minutters kørsel til Everglades Alligator Farm på 40351 SW 192nd Avenue.

 

undefined

undefined

 

Denne farm på kanten til Everglades Nationalparken er privatejet. Her plejer og opdrætter man alligatorer og tilbyder spændende rundvisninger på farmen, hvor man stifter bekendtskab med og får megen viden om dyrelivet i Everglades. På farmen lever ca. 2000 alligatorer i alle størrelser, lokale slanger og man kan også tage på en ”airboat” tur ud i Everglades, hvor bådføreren fortæller om dyrelivet i sumpen og viser både de frit levende alligatorer og det store fugleliv. Har man begrænset tid i Miami, men gerne vil opleve bare en snert af det store og spændende dyreliv og en kort tur med en ”Everglades airboat” – så kan vi anbefale stedet. Det hele kan klares på en halv dag og alligevel kører man derfra med en stor oplevelse.

Se mere om ture og åbningstider på www.everglades.com

 

4. Svøm med delfiner i Miami Seaquarium

undefined

 

Et besøg i Miamis største turistattraktion – Miami Seaquarium – er også et ”must”. Det ligger i den sydlige del af byen, 4400 Rickenbacker Causeway, og byder på delfiner og spækhuggere, 4 forskellige dyreshows og præsentationer hver dag, men hovedattraktionen er det område, hvor man selv kan svømme og træne med delfinerne. Det foregår dog under kyndig ledelse af dygtige instruktører. Man udstyres med våddragter og deltager i træningen af de fantastiske dygtige og intelligente dyr, som man jo mange gange har set på film eller tv, men her er man midt i bassinet sammen med dem og det hele ender med en svømmetur, hvor delfinen trækker dig af sted med stor fart fra den ene ende af bassinet til den anden. De fleste vil sent glemme den oplevelse! Forsøg dog at undgå at sluge det vand, de svømmer rundt i – det vil maven ikke synes om, og så kan det korte ophold i Miami let blive ødelagt.

Se mere om priser og åbningstider på www.miamiseaquarium.com

 

5. Middag på Raleigh Hotel på South Beach

undefined

 

Har man lyst til en middag, der hvor mange berømtheder har spist, så tag til Raleigh Hotel på South Beach. Raleigh Hotel er et fantastisk smukt eksempel på art deco arkitektur. Hotellet ligger lige ud til Atlanterhavet med egen strand og mellem hotellet og stranden ligger en af verdens mest fotograferede og filmede swimmingpools. Hotellet ligger kun 2 blokke fra Lincoln Road på 1775 Collins Avenue, Miami Beach. Hotellet har bevaret sin fantastiske atmosfære og mange billeder af berømte gæster pryder væggene.

Har man lyst til en god middag i haven lige ved den berømte pool, så er muligheden tilstede. Måske er man heldig og kan få en rundvisning på hotellet og se, hvordan man også på værelserne har bevaret den berømte art deco stil. På hotellets store balkon er der en meget flot udsigt over den berømte pool og stranden og Atlanterhavet nærmest lige op til baghaven.

Se mere på www.raleighhotel.com

 

6. Aftentur og drink på berømte Ocean Drive.

Fra Raleigh Hotel er der kun en kort gåtur til berømte Ocean Drive, hvor en lang række af art deco bygninger ligger. Det er en turistgade med masser af hoteller, restauranter og barer, og om aftenen oplyst i masser af pastelfarver.  Her er der sikkert tid til en Mojito og til for en stund blot at se livet på Miami Beach passere forbi.  Ocean Drive løber fra Espanola Way i nord og ca. 2 km næsten ned til sydspidsen af Miami Beach - kun adskilt fra Atlanterhavet af den lange grønne Lummus Park og stranden på den anden side af parken.

 

7. Miami City Tour med Dragonfly Expeditions

Normalt er artiklens forfatter ikke meget for organiserede og ofte kedelige byrundture, men mere til selv at gå på opdagelse på egen hånd, men ingen regel uden undtagelse og hvis man kun har kort tid, så kan en byrundtur trods alt give et godt indtryk af den by, man besøger. Dragonfly Expeditions tilbyder ”grønne” rundture og rejser, som er planlagt ud fra respekt for miljø, kultur og historie. Dragonfly Expeditions program rummer alt fra spændende og anderledes byrundture i Miami og omegn til oplevelsesrige safarier ude i Everglades Nationalpark. På grund af det korte ophold på 48 timer valgte vi en byrundtur ”Miami Magic Tour”  under kyndig ledelse af en fantastisk fortællende guide  - Charles Kropke, som er leder og ejer af Dragonfly Expeditions.

 

undefined

 

Vores tur gik først til bydelen Coral Gables, den smukke by og Miamis ”Bel Air”. Coral Gables blev anlagt af ejendomsmanden George Merrick, der købte en noget ussel citronplantage lidt syd for Miami og ændrede dette noget ugæstfrie område til den flotte og imponerende bydel, som Coral Gables er i dag. De mange villaer er bygget i middelhavsstil – fransk, spansk, italiensk byggestil alt efter området og flotte anlagte vandløb slynger sig rundt i bydelen. Miracle Mile er centrum for bydelens butiksliv og midt i det hele ligger områdets store fantastiske hotel Biltmore med Amerikas største swimmingpool. Fra Coral Gables fortsatte turen gennem en anden berømt bydel – Coconut Grove, som i 1960 var hjemsted for Miamis hippiekultur, men har i dag ændret sig som mange andre bydele i Miami og er i en bydel for businessfolk og studerende.

 

undefined

 

Vores bytur gik derefter til Miamis rådhus, der ligger i den nu restaurerede og meget flotte gamle art deco vandflyverterminal fra 1933. Her er der i dag byrådssal og kontorer, hvor der før var Pan American Airways Seaplane Terminal med afgangshal og lufthavnsliv. Denne terminal var den største vandflyverterminal i verden og blev grundlaget for Pan Am’s verdensomspændende rutenet. Fra Miamis rådhus er der ikke langt til en anden af Miamis berømte bydele – Little Havana – der fungerer lidt som Cubas forkontor. Her bor stadig mange flygtninge og efterkommere af flygtninge fra Cuba. Her er masser af latinamerikansk mad, kultur, musik og ikke mindst cigarfabrikker. På pladser og i parker sidder ældre mænd og spiller domino og ryger cigarer og lytter til salsamusik. Little Havana kan stærkt anbefales og lad et besøg i en af de mange cigarbutikker være en del af turen. Her vises, at det gamle håndarbejde med cigarrulning stadig eksisterer. 

 

undefined

 

Hele byrundturen med diverse gode og meget interessante stop tager ca. fire timer, men er en fantastisk oplevelse og en god mulighed for på kort tid at få et fint overblik over, hvad Miami kan tilbyde.

Se turforslag og beskrivelse på www.dragonflyexpeditions.com

 

8. Frokost på Bubba Gump Shrimp Co. – Bayside Marketplace.

undefined

 

Hej, mit navn er Forrest, Forrest Gump – temaet fra filmen Forrest Gump er taget med i fiskerestauranten Bubba Gump Shrimp Co. Et lidt turistet sted med hurtig og frisk servering og specialiteter i fiskeretter og en super amerikansk atmosfære. Naturligvis hører der en butik med Bubba Gump Shrimp Co. souvenir til restauranten.

Se adresse og menuer på www.bubbagump.com

 

9. Shopping i Aventura Mall 

Hvis man ikke har sat tid af til shopping, så har man ikke været i USA. Den lave dollar indbyder til shopping og der er mange gode tilbud og penge at tjene på de mange mærkevarer og især på IT og fotoudstyr. Vi tog til det største Mall, vi kunne finde – Aventura Mall ca. 30 min kørsel nord for Miami, 19501 Biscayne Blvd. Her er alle de kendte butikker som Nordström, Bloomingdale’s, Macy’s, JCPenney and Sears, Apple og en mængde af specialbutikker  – 280 butikker og restauranter i 2 etager og masser af gratis P-plads. Amerikanerne ved, hvad der skal til, når man skal på shopping.

Der findes naturligvis mange andre mindre ”malls” i Miami området, men hvis man har begrænset tid og vil have det hele serveret på et sølvfad, så er Aventura Mall stedet.

Se butiksliste og oversigt på www.shopaventuramall.com

 

Der er masser af vælge på, hvis man har 48 timer i Miami, og man kan få et rigtig godt indtryk af en meget spændende by, der vinder ved nærmere bekendtskab, og gerne byder velkommen til et nyt besøg.

 

 

LINKS

www.sas.dk/rejsemaal/usa/miami

www.miamiandbeaches.com

www.miamiandbeaches.com/visitors/iphone_app.asp

www.mondrian-miami.com 

www.epichotel.com 

 

*Senest opdateret den 21 september 2017.