Skattejagt på Bali: 5 hemmeligheder du vil elske at finde

Skrevet af Ayu Triska , Stjernegaard Rejsers dansktalende rejseleder og destinationschef på Bali.

 

Mød Stjernegaard Rejser på Rejsemessen for kvalitetsrejer d. 21 og 22 oktober 2017. Køb din billet HER

 

Trods sit spæde areal, der er mindre end Sjælland, er der altid noget nyt at komme efter på Bali. En hemmelig vej leder dig mod unikke landsbyer eller skjulte vandfald. Langt væk fra lands lov og ret dukker en chokoladefabrik op, og når du mindst venter det, præsenterer den skønne ø et naturvidunder, du bare må dykke ned i.

 

Jagten på vandfaldet

 

Bali byder på flere vandfald, og alle har de charme og sjæl. Men mens nogle ligger lige der, hvor turistbusserne stopper, kræver andre lidt mere arbejde at komme til. Og det kan have sine fordele. Ved Aling Aling vandfaldene, der ligger syd for Lovina, finder du en skønt lille refugium, hvor du bliver ét med naturen.

Aling Aling vandfaldene er i sig selv en skøn oase, men snyd ikke dig selv for det, der gemmer sig længere henne. Fortsætter du langs vandløbet, når du til en samling af naturlige swimmingpools, der er omgivet af skøn natur i form af klipper, vandfald og grøn beplantning. Det er de færreste, der når helt herhen, men det er hele turen værd. I sommerperioden, når det ikke regner, er vandet krystalklart – og helt uimodståeligt.

 

Se Stjernegaards rejser til Bali

 

En lokal tidslomme

 

En gang var Ubud stedet, du tog hen, når du var på udkig efter det autentiske Bali. Ubud er stadig skøn, men uspoleret kan vi vist ikke længere tillade os at kalde den lille by. Autenticiteten lever dog stadig. Blandt andet i Sidemen, hvor rismarkerne pryder landskabet i alle retninger, blot afbrudt af Mount Agung, der knejser over det grønne landskab.

Sidemen har en særlig ro over sig, men den er også særlig lokal. Bevæg dig gennem området til fods, så du virkelig formår at komme helt ned i det lokale tempo, og nyd, at du ikke har andet for end at observere, hvordan dagligdagen udspiller sig for en andehyrde med sin flok. At leve sig ind i den lokale stilhed er en overset oplevelse, som du vil takke dig selv for bagefter.

 

Pool med udsigt

 

Nusa Penida er officielt ikke Bali, men den hører med. Af flere grunde bør du ikke snyde dig selv for en afstikker til den lille perle, der kan prale af overdådig natur, der primært spiller på de blå og grønne nuancer på farvepaletten, og en af grundene hedder Angel’s Billabong.

Som de bedste skjulte skatte er denne skønhed også tricky at lokalisere, og det kræver lidt anstrengelser. Til gengæld er turen over klipperne det hele værd, for når du når frem venter den smukkeste infinity pool – skabt af naturen selv, naturligvis. Det kan anbefales at besøge stedet i morgentimerne eller sidste på eftermiddagen, hvor du kan være heldig at have stedet og den storslåede udsigt helt for dig selv.

 

Tag på stranden og spis chokolade

På østsiden af Bali finder du selvfølgelig en række fantastiske strande. Men du finder såmænd også en chokoladefabrik, som kan være udgangspunkt for en lidt anderledes dag på stranden. Chokoladefabrikken, der er sat i verden af en mand ved navn Charlie, beskæftiger en stor del af landsbyen, og besøger du stedet på de rigtige dage, kan du se, hvordan økobønne bliver til en velsmagende chokoladebar. Chokoladebaren bør selvfølgelig nydes under de svajende palmer på stranden.

 

Grønt er godt for øjnene

 

Sekumpul vandfaldene er flere gange udnævnt som de smukkeste vandfald på Bali, og vil du selv vurdere det, kræver det en lille vandretur, som uden tvivl er anstrengelserne værd. Er du i topform kan turen ned til vandfaldet og tilbage igen klares på omtrent en time, men uanset formen er der ingen grund til at forhaste sig.

Sekumpul består af hele syv vandfald, der ligger smukt placeret i de grønne klipper, og synet af de forfriskende vandfald er smukt både tæt på og langt fra. Brug lidt tid i området, tag en forfriskende dukkert og sug naturens skønhed helt ind i sjælen, inden du igen begiver dig op ad trapper og stier.

 

Se Stjernegaards rejser til Bali