Cairos ukendte kristne enklave

 

Tekst og foto: Anders Stoustrup

 

I den sydlige udkant af Cairo ligger en lille lukket verden gemt bag høje mure. En verden fyldt med historier om Egyptens tidlige kristendom samt enestående bygninger med rødder tilbage til tiden før, Islam gjorde sit indtog i landet. Kun meget få besøgende i Cairo finder vej til denne lille enklave, der uden tvivl er blandt byens bedst bevarede hemmeligheder.

 

Med en metallisk raslen trillede metrotoget ind på den lille station Mar Girgis i det sydlige Cairo, hvor det bremsede med et højlydt hvin. Der var ikke mange mennesker med toget denne formiddag, og ud over et par lokale egyptere, var vi da også de eneste, der hoppede af på stationen. Vi fandt hurtigt ud på gaden, hvor vi kiggede os lidt forvirret omkring for at orientere os. Lyset var stærkt, og solen bragede ned over Cairo præcis, som den har for vane på de fleste dage.

 

Heldigvis skulle vi ikke gå ret langt. For lige over for stationen fik vi øje på en jordfarvet kuppel med et kors på taget. Dette måtte være Det Koptiske Cairo, vi var på udkig efter. Vi fortsatte ned ad gaden, og ganske rigtigt. Lidt længere fremme blev vi mødt af en stor port flankeret af gamle vagttårne, der førte os ind i et muromkranset område af storbyen, der ikke lignede noget andet sted i Egyptens hektiske hovedstad.

 

Jesus søgte tilflugt her

Det Koptiske Cairo har i 19 århundreder været hjertet af byens kristne samfund. Men områdets historie går meget længere tilbage. Et nilometer lidt derfra fortæller, at man i Det Gamle Egypten målte Nilens vandstand på dette sted. Men der er ingen tegn på en by fra denne periode. Først omkring 600 år før vores tidsregning opstod et lille persisk samfund på denne Nilbred, og i det første århundrede efter vores tidsregning grundlagde romerne et fort ved navn Babylon på dette sted. Resterne af de gamle romerske mure kan stadig ses flere steder, og vagttårnene ved indgangsporten stammer også fra denne periode. De blev bygget af kejser Trajan i år 98 e. Kr. med det formål at beskytte fæstningen mod angreb fra flodsiden.

 

Men det skulle blive de kristne, der gav området det udseende, vi kender i dag. Hellige tekster fortæller, at Josef og Jomfru Maria søgte tilflugt her med deres nyfødte på flugt fra Herodes, der havde givet ordre til at slå alle førstefødte drengebørn ihjel. Andre historier fortæller om apostlen Markus, der ankom til Alexandria omkring år 42 e.Kr. og begyndte at omvende de lokale egyptere til den nye tro. Kristendommen var på dette tidspunkt en undergrundsreligion, der var nødt til at skjule sine aktiviteter for den romerske overmagt. Alligevel tog romerne ingen chancer, og da rygter om en forestående revolution begyndte at florere, besluttede kejser Trajan at bygge fortet på dette sted langs Nilen.

 

Det koptiske Cairo opstår

Men trods romerne gjorde, hvad de kunne for at holde kristendommen nede, lykkedes det Markus og de andre tidlige kristne at omvende en stadig større del af befolkningen. Med tiden blev den kristne befolkning så stor, at romerne måtte reagere. Flere kejsere forsøgte at slå ned på de kristne med forfølgelse og hårde straffe. Men lige lidt hjalp det, og i år 313 mødtes kejser Konstantin af Det Vestromerske Rige med kejser Licinius af Det Østromerske Rige for at diskutere sagen. Resultatet blev det såkaldte Milano-edikt, der sikrede kristendommen ligestilling med de øvrige religioner i Romerriget. Endda med den tilføjelse, at al kirkelig ejendom, som var blevet konfiskeret af romerne, skulle leveres tilbage til kirken.

 

Nu havde de kristne pludselig frit råderum til at udvikle deres samfund, og dette blev starten på Det Koptiske Cairo, vi kender i dag. I årtierne der fulgte, blev adskillige nye kirker bygget, men snart opstod der indre stridigheder i kristendommen. I år 451 mødtes kirkens overhoveder i byen Chalcedon – der i dag er kendt som forstaden Kadiköy i Istanbul – for at diskutere en række indviklede teologiske spørgsmål. Men det lykkedes ikke at nå til enighed, og den koptiske kirke i Egypten valgte derefter at adskille sig fra de øvrige kristne retninger. Siden da har den koptiske kirke valgt sin egen pave, hvoraf den nuværende Pave Tawadros er nummer 118 i rækken.

 

Den hængende kirke

 

Det var denne gamle, kristne verden, vi trådte ind i på en solbeskinnet forårsdag i Cairo. Fra indgangen førte et virvar af små gyder i alle retninger. Alle var de flankeret af høje mure, så det varede ikke længe, før enhver ide om retning forsvandt. Der var ikke mange mennesker at se, men vi fandt en lokal familie at følge efter, og inden længe stod vi foran den største, vigtigste og mest unikke af alle bydelens kirker.

Den hængende kirke har fået sit navn, fordi den er bygget oven på en af de gamle romerske indgangsporte således, at det er muligt at gå under den. Kirken er et imponerende syn den dag i dag. Men den høje placering var endnu mere markant tidligere, hvor jordniveauet var seks meter lavere.

 

 

Vi fandt trapperne, der førte det sidste stykke op til indgangen, hvor vi kunne træde indenfor i mørket. Ved første øjekast lignede kirken mest en moské med islamiske mønstre og nicher i retning mod Mekka. Men i selve kirkerummet var der ingen tvivl om, hvilken religion man tilbad. Billeder af helgener prydede væggene omkring alteret, og midt i rummet stod en flot udskåret prædikestol. På et tykt forhæng var broderet St. George´s kamp mod dragen, og da vi kiggede godt efter, fik vi øje på fisk og andre tidlige kristne symboler udskåret i træværket. Kirken var næsten tom denne formiddag. Men når klokkerne fra de to kirketårne ringer til gudstjeneste, er det her, rigtig mange af byens kristne samles for at bede. 

 

Labyrinten fra tidernes morgen

Vi forlod det kølige kirkerum og begav os dybere ind i den gamle bydel. Høje mure tårnede sig op overalt omkring os. De fleste var uden udsmykning og bar tydeligt præg af deres høje alder. Men her og der blev de solbagte jordfarver brudt af overraskende dekorationer. Det kunne være en smukt udskåret træaltan eller lamper i støbejern. Et andet sted havde en pilgrim prydet en dør med et farvestrålende udklip i pap, der viste Jesus med et kors i den ene hånd og kalken fra den sidste nadver i den anden.

 

Vi drejede ned ad en smal gyde og gik igennem en port, der førte ind på en kirkegård. Sammenlignet med den til tider klaustrofobiske verden mellem de høje mure, virkede kirkegården stor og luftig. Sarkofager i sten lå i lange, lige rækker. Men det var bygningerne langs den fjerne mur, der tiltræk sig mest opmærksomhed. Her var byens rigeste og mest betydningsfulde kristne blevet stedt til hvile i overdådige gravmæler, der mest af alt lignede små huse på rad og række. Enkelte gravsteder så ødelagte og misvedligeholdte ud. Men friske blomster ved nogle af gravstæderne fortalte alligevel med al tydelighed, at kirkegården stadig er aktiv.

 

Egyptens ældste synagoge

 

Det er ikke kun kirker, der ligger i Det Koptiske Cairo. Da jøderne blev fordrevet fra Det Hellige Land i år 70 e.Kr. søgte en del til Egypten, hvor de fandt beskyttelse bag byens tykke mure. Med sig havde de deres religion, og Egyptens første synagoger blev sandsynligvis bygget mellem de kristne kirker. Der er intet bevaret af disse i dag. Men landets ældste synagoge Ben Ezra ligger her. Bygningen var oprindelig en koptisk kirke. Men i år 1115 så det koptiske samfund sig nødsaget til at sælge den til jøderne for at kunne betale skat til den muslimske hersker Ibn Tulun.

 

Synagogen er naturligvis ekstremt helligt for Egyptens jøder. Men også kristne pilgrimme valfarter til synagogen for at besøge en lille kilde nær bygningen, der to gange nævnes i Biblen. Første gang er i Det Gamle Testamente, hvor faraoens datter finder Moses i sivkurven på dette sted. Samme kilde er beskrevet i Det nye Testamente, hvor Jomfru Maria henter vand for at vaske sit lille spædbarn.

 

En ny religion melder sin ankomst

 

Således er Det Koptiske Cairo stadig omdrejningspunkt for byens kristne, og kirkerne bag de gamle mure holder liv i historien om Cairos kristne rødder. Men det er en helt anden religion, der præger byen i dag, og denne religion kan opleves en kort gåtur fra Det Koptiske Cairo i byens ældste moské.

 

Amr ibn al-As moskeens historie kan føres tilbage til år 642 e.Kr, hvor den blev opført for at markere Islams erobring af Egypten. Den originale moské blev efter sigende bygget af palmestammer med et tag af blade, så den er naturligvis for længst forsvundet. Men en ny og større moské blev grundlagt i år 827, og det er den, der i dag kan besøges – om end bygningen er blevet restaureret mange gange.

 

Den koptiske tro lever

 

Islams indtog var naturligvis et hårdt slag for Egyptens kristne, der dog fik lov at fortsætte deres religiøse aktiviteter inden for de gamle mure. Alt imens muslimerne lod en ny, prægtig storby opføre få kilometer mod nord. Det er denne by, der med tiden er blevet til Cairo, og rigtig mange levn fra de tidlige muslimske perioder kan opleves i bydelen kendt som Det Islamiske Cairo.

I dag er islam den altoverskyggende religion i Egypten, hvor slanke minareter hæver sig over selv de mindste landsbyer og sender imamens kald til bøn ud over hustagene. Men det betyder ikke, at den koptiske kirke er død og borte. Egypten har stadig en lille, men trofast skare af kristne, der holder gang i de gamle kirker og traditioner. Det understreges tydeligst, hvis man besøger Det Koptiske Cairo under en gudstjeneste eller helligdag. Eller endnu bedre tager turen til den koptiske kirkes absolutte højborg, Wadi Natrun, der ligger i en afsides oase halvvejs mellem Cairo og Alexandria. Da vil man se, at den koptiske kirke lever i bedste velgående.

 

 

Læs mere om rejser til Afrika her:

Der står en elefant på mit dørtrin og Safari i Okavango Deltaet, Botswana

Ned i varmen, De kanariske Øer

Alexandria - En historisk by rejser sig fra glemslenCharmerende Sharm, En lummer dag i SafagaIslamisk Cairo: Østens mystik i overflod og Nilen - livets flod, Egypten

Durban og dragende Draktensberg, Sydafrika

Zanzibars mange eksotiske sider, Tanzania

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 1 / 2015 den 1. januar 2015

*Artiklen er senest opdateret den 11. juni 2018.