Islamisk Cairo: Østens mystik i overflod

undefined

Tekst og foto: Anders Stoustrup. 

 

Cairo er efter alle målestokke en gammel by. En by med en stolt og farverig historie. Fra det øjeblik man træder ud af hotellets glasdøre, er man omringet af denne historie. Man kan se den, smage den og sågar høre den, når man begiver sig rundt i Cairos kaotiske gader. Men intet sted i Cairos menneskehav synes tiden at være gået i stå i samme grad som i det gamle islamiske middelaldercentrum.

 

Det gamle hjerte i Cairo vågner langsomt. Solen kaster allerede sine gyldne stråler på Mausoleet for An-Nasir Mohammed, hvilket får den smukke gamle facade til at skinne med en orange glød. Dagens første bøn er for længst forbi, og imamens syngende stemme er forstummet og erstattet af heftig aktivitet i de smalle, støvede gader. Nu hvor den åndelige del af morgenritualet er klaret, kan man koncentrere sig om de mere jordiske gøremål. Siden middelalderen har Khan al-Khalili været Cairos vigtigste basar og det er stadig her, man kommer for at købe og sælge alt mellem himmel og jord.

 

undefined

 

Butikkerne i gyden er endnu lukkede, men folk er godt i gang med at åbne døre og skodder. I et lille tehus bliver stole og små borde stillet ud i morgensolen, mens en dreng er i fuld gang med at varme kul til dagens første vandpibekunder. Et par gamle mænd har allerede sat sig for at ordne verdenssituationen over en krydret mint-te. En gruppe lokale kvinder i den karakteristiske sorte klædedragt går fordi dem med hastige skridt. Flere af dem har varer på hovedet.

Over hele sceneriet hænger en smukt udskåret altan i træ. Fra disse kunne kvinderne i tidligere tider beskue folkelivet på gaden under sig, uden at de kunne ses af folk fra gaden. Om der sidder nogle deroppe og kigger ned på os denne morgen, er svært at sige. Men gør der det, vil de være vidner til et skue, der ikke har ændret sig meget gennem århundrederne.

 

Arkitektonisk skatkammer

Islamisk Cairo er hverken mere eller mindre religiøst end resten af Cairo. Navnet skyldes derimod, at området er et rent skatkammer af islamisk arkitektur.

Den islamiske tro kom til Egypten omkring år 640 e.Kr. som del af et erobringstogt. Dengang lå her en lille romersk by. Muslimerne udvidede byen og byggede Cairos første moské lige uden for de gamle mure. Flere dynastier fulgte hinanden, og hver satte de deres præg på den hastigt voksende by. Primært i form af storslåede byggeprojekter.

Men det var med Fatimid-dynastiet, at området omkring Khan al-Khalili tog form. I 969 e.Kr. besluttede man at bygge en ny hovedstad nord for den eksisterende by. Den kom til at hedde ’al-Qahira’, hvilket på arabisk betyder ’den sejrrige’. Det er dette navn, det engelske ’Cairo’ er afledt af. Ambitionerne var store, og man søgte at tiltrække de dygtigste kunstnere og arkitekter fra hele den muslimske verden.

 

undefined

 

Resultaterne stod mål med ambitionerne. Langsomt rejste al-Qahira sig fra ingenting. Administrative bygninger skød op sammen med boliger, storslåede haveanlæg og springvand. Man byggede tillige to enorme paladser med mere end 4.000 værelser og en mængde imponerende religiøse bygningsværker. Paladserne og haverne er i dag væk, men især ét bygningsværk fra perioden giver en klar idé om hovedstadens pragt: Al-Azhar-moskéen, der stadig den dag i dag dominerer området omkring Khan al-Khalili. Andre overlevende Fatimid-bygningsværker er al-Hakim-moskéen og de tre store byporte, der alle kan besøges.

Mange stolte nationer har kæmpet om herredømmet i Egypten, og Fatimid-dynastiet fik da heller ikke lov til at beholde magten. Seljukerne, mamelukkerne, ayyubiderne, mongolerne og endda korstogsridderne satte alle deres præg på Cairo i middelalderen. Det kan ses, når man går rundt i det gamle område. Islamisk Cairo fremstår derfor som en blanding af islamisk arkitektur fra mange perioder. Det gør dog ikke noget, for tilsammen fremstår de mange forskellige bygninger som et af de mest komplette middelaldermiljøer i den islamiske verden i dag. Helhedsindtrykket er så imponerende, at UNESCO har optaget hele området på deres liste over verdens ypperste kulturarv.

 

Jagten på Khan al-Khalilis sjæl

Det er med lidt nervøse skridt, at vi kaster os ud i Khan al-Khalilis gader på jagt efter stedets sjæl. Hvor skal man starte? Hvor skal man gå hen? Vi har intet egentligt mål, som vi går ned af den travle gade Al-Muski. Vi kaster os blot ud i det og ser, hvad der sker. Butikkerne er nu åbne og sælgere råber fra skyggefulde parasoller ud mod alt, hvad der rører sig på gaden i håb om at tiltrække mulige kunder.

Et sted sidder en ældre mand og reparerer sandaler. Et andet sted forsøger en kraftigt svedende mand at bugsere sin æselkærre gennem mylderet. Andre bærer selv enorme mængder varer på ryggen. En storsmilende, yngre mand passerer os med en bunke mursten stablet op på den ene skulder. Han udveksler et par grinende ord med en fyr, han passerer på gaden, smiler til os og forsvinder ned af en gyde. Alt imens kvinder i lange sorte dragter kigger på sko mellem sække fyldt til randen med farvestrålende krydderier, der giver den ellers støvede luft en særlig krydret aroma.

Udover et meget lille område nær Sayyidna al-Hussein-moskéen og det første stykke ad Al-Muski er Khan al-Khalili er på ingen måde turistet. Tværtimod er det en levende bydel fyldt med folk, der lever deres liv, om turisterne var der eller ej. Det er netop dette allestedsnærværende liv, der gør området så fascinerende.

 

undefined

 

Men man skal væk fra de overivrige sælgere i den turistede del af basaren for rigtigt at fornemme områdets sjæl. Man må ud i de små gyder. Derfor drejer vi snart fra Al-Muski op ad den væsentlig mindre gade Al-Muizz Li-Din Allah.

Dette viser sig hurtigt at være et godt valg. Snart kan vi overraskende nok gå nogenlunde i fred. Vejen er smallere end Al-Muski og mere støvet. Over os hænger elkabler på kryds og tværs som et enormt edderkoppespind mellem faldefærdige to- og treetages bygninger. Gadens begrænsede bredde forstærker blot det hektiske indtryk og gør det svært at rumme al den aktivitet, der foregår omkring os.

En mand passerer os med en trækvogn fyldt med sodavand. Blot et øjeblik efter bliver vi overhalet den anden vej af en mand, der slingrer forbi på en gammel cykel med en kurv fyldt med brød balancerende på hovedet. Vi lader os blot glide med strømmen, der langsomt, men sikkert fører os længere og længere ind i denne lille verden af hektisk handel i krogede gyder mellem arkitektoniske mesterværker.

Snart passerer vi de storslåede mausoleer for Barquq, An-Nasir Mohammed og Qulaun. Disse tre står skulder ved skulder og skaber en af de flotteste facader i Cairo. Bygningerne, der samtidig også fungerer som koranskoler, er under restaurering, så vi kan kun se dem udefra. Men lever deres indvendige pragt op til deres rigt udsmykkede facader, og det siges der, at de gør, gemmer der sig bag de store, lukkede porte en indendørs verden af ekstrem detaljerigdom.

En anden tidligere lukket verden, der i dag er åben for offentligheden ligger blot få hundrede meter længere nede ad gaden …

 

Den skjulte verden indenfor

Beit el-Suhaymi er et af Cairos bedste eksempler på en rigmandsvilla, som de så ud fra middelalderen og frem til det 18. århundrede. Huset er i dag museum, og man kan frit gå rundt i dets labyrint af gange, værelser og opholdsrum spredt over adskillige etager. Ind imellem bygningerne ligger små hyggelige haver, hvor man finder noget så sjældent i Cairo som fred og ro.

Ved siden af Beit el-Suhaymi ligger et gammelt karavanserai. Det var her, varer og kameler blev opbevaret mellem karavaneturene. Det er svært at overskue hele komplekset, men giv det tid og gå på opdagelse.

Fra huset fører en fristende lille gyde væk fra Al-Muizz Li-Din Allah-gaden og ind i det ukendte. Vi kan se flere af de smukke træbalkoner længere nede i gyden. Et par mænd sidder i en solstribe og nyder en mint-te, og hele gaden emmer af en dragende ro. Alligevel vælger vi at fortsætte af den travle Al-Muizz Li-Din Allah op til den nordlige byport.

 

En verden af løg

Som de fleste basarer i Mellemøsten er også Khan al-Khalili opdelt i områder med forskellige varer. Den første del af Al-Muizz Li-Din Allah er helt tydeligt området for varer som metalting, lamper og vandpiber. Mens den sidste del frem mod den nordlige byport er et løgmarked. Her ligger løg og hvidløg i kæmpebunker på jorden. Midt i det hele sidder sælgerne og kigger på folk, der går forbi, mens de fordriver tiden med snak og vandpiber.

 

undefined

 

Ved den nordlige byport skifter gaden igen karakter. Her forlader man den gamle bydel, hvilket er en brat opvågning til det 20. århundrede med alt, hvad det indebærer af kaotisk trafik og boligblokke i beton. Et hurtigt kig på bymuren og vi vender om og forsvinder igen ind i Khan al-Khalilis tidsboble. Vi drejer ind ad den lille gyde ved Beit el-Suhaymi og zigzagger langsomt tilbage mod vores udgangspunkt ad de små navnløse gyder. En tur, der kræver hjælp fra adskillige lokale vejvisere.

 

Smag på området

Hen mod middag står vi således igen foran Sayyidna al-Hussein-moskéen. Samme sted, hvorfra vi et par timer tidligere kastede os ud i Al-Muskis menneskemylder. At vandre i dette område er et konstant bombardement af ens sanser. Her udfordres man konstant af fremmede dufte og eksotiske lyde. Man ser hele tiden noget ud af øjenkrogen, der lige fanger ens opmærksomhed samtidig med, at man skal passe på ikke at blive kørt ned af cyklister eller en æselkærre. At vandre i disse gader er en totaloplevelse. Berigende, men positivt udmattende.

Heldigvis er der råd for dette. Tæt herved ligger områdets uden sammenligning bedste restaurant kaldet ”Khan el-Khalil Restaurant”. Her kan man trække sig tilbage i overdådige omgivelser inspireret af maurisk arkitektur. Så snart man har sat sig ved de små lave borde, synes gadens støv, larm og leben langt væk. Der falder en ro over én, og man kan begynde at koncentrere sig om de mange smukke detaljer i rummet. Den umiskendelig søde duft af vandpiber hænger tungt i luften, og bidrager på smukkeste vis til helhedsindtrykket. Tjenerne er ulasteligt uniformerede og serverer alt fra te og sandwich til mere substantielle retter.

 

undefined

 

Kan man ikke få nok af gadelivet, findes der andre mere ’lokale’ muligheder. Man kan gøre som de fleste egyptere og tage en hurtig snack til frokost. En kort tur gennem tunnelen under den store vej bringer os til Al-Azhar-moskéen. Vend ryggen til indgangen og gå ca. 100 meter væk fra denne, og man finder en filial af den meget populære kæde GAD, der serverer glimrende flutes med kebabkød og krydderier for meget få kroner.

Men ligegyldigt, hvordan man vælger at stille sin sult, kan der ikke være tvivl om, hvor man bagefter skal drikke sin te! Trods masser af tehuse, lokalt kaldet et ahwas, kæmper om vores opmærksomhed, er der kun én reel kandidat til titlen som det mest atmosfærefyldte tehus i Khan al-Khalili. I en smal gyde, ikke langt fra Khan el-Khalil Restaurant, finder vi mellem sutsko og læderpunge ”Fishawi’s Coffeehouse”. Stedet summer af liv. En samling stole og små borde med bordplader i banket messing ciseleret med fine mønstre fylder hele gyden. Høje mure rejser sig på hver side og skaber en meget intim atmosfære. Lyden af boblende vandpiber fylder luften, og den søde aroma overalt i gyden er ikke til at tage fejl af. Trods den meget begrænsede plads i gyden virker stedet ikke indelukket. En række store, gamle spejle i tunge trærammer pryder væggene og får stedet til at virke større, end det er.

Vi sætter os ved et bord og bestiller to mint-te. Snart kommer tjeneren med en kande te og to små glas fyldt med mintblade. Ideen er at hælde teen over bladene og lade det trække et par minutter. Resultatet er en meget forfriskende varm drink, der forståeligt nok er populær i de lange sommermåneder, når temperaturen i Cairo sniger sig over 40 grader.

Vi havde kastet os ud i Khan al-Khalilis gyder i jagten på stedets sjæl. Islamisk Cairo er en berusende oplevelse. En overflod af Mellemøstens mystik. Varmt, støvende, larmende og vidunderlig kaotisk! En totaloplevelse, der angriber alle sanser. Stedets sjæl findes i gaderne, gyderne og naturligvis i de mange lokale mennesker. Men få steder fornemmes denne sjæl bedre end ved et gammelt vippende bord på ”Fishawi’s Coffeehouse” med en mint-te i hånden til lyden af klukkende vandpiber. Her sidder man midt i det hele og det bedste er, at man ikke er tilskuer til livet i Khan al-Khalili. Man er deltager.

 

Kunsten at tage en taxa i Cairo

Fra Al-Azhar-moské en nær ”Fishawi’s Coffeehouse” er det relativ let at fange en taxa. Men det er straks sværere at få én til den rigtige pris. I Cairo handler det om at spille bedrevidende, når man kører i taxa. Der er intet taxameter, og chaufføren går ud fra, at man ca. ved, hvad det skal koste at køre den ønskede strækning. Spørger man om prisen inden turen, ved han, at man er ny og vil forlange en uhyre overpris.

Vi vifter en taxa ind til siden, sætter os ind uden at sige andet end: ”To Al-Azhar Park please”. Han nikker og kører os de cirka tre kilometer til parkens indgang. Vi betaler ham, hvad der svarer til cirka fem kroner, hvilket er en fin pris for den korte tur, og begynder at gå væk fra bilen. Ganske som forventet hører vi et hyl bag os, og chaufføren begynder tydeligt fornærmet at råbe efter os med himmelvendte øjne, mens han med armene gestikulerer en række vilde fagter. Dette er blot en del af spillet, og da han indser, at vi godt ved, at han har fået rigeligt, putter han tilfreds sedlen i lommen og kører igen.

 

Cairos bedste udsigt

Al-Azhar-parken er en succeshistorie. For blot ti år siden var dette område en losseplads. I dag er det Cairos bedste park med en fabelagtig udsigt over Islamisk Cairo. Når man kigger ud over byen herfra, går det op for én, hvor stor ikke bare Cairo er, men også hvor stort et område Islamisk Cairo dækker, samt hvor lidt af dette, vi har besøgt på dagens gåtur. Man kan se ned mod Khan al-Khalili og Al-Azhar-moskéen, hvor vi kom fra. Men man kan også se ned til den sydlige byport, Bab Zuweila, og længere sydpå mod mesterværkerne Ar-Rifai-moskéen og Sultan Hassan-moskéen. Ved man, hvad man skal se efter, kan man måske få øje på den gamle Ibn-Tulun-moské og kniber man øjnene sammen og lader dem vandre mod udkanten af byen, kan man på en klar dag skimte den umiskendelige silhuet af Giza-pyramiderne. Over det hele hæver Saladins gamle citadel sig med Alabast-moskéens enorme kuppel og tynde himmelstræbende minareter.

 

undefined

 

Men det er ikke kun udsigten, der gør et besøg i Al-Alzar-parken til et must. Parken er i sig selv en sjælden grøn juvel i en ellers overbefolket og grå by. Luften er stadig forurenet, men det føles alligevel som om, der er mere af den her.

Under udgravningsarbejdet dukkede en 1,3 kilometer lang portion af den gamle bymur fra Ayyubide-perioden frem. Den er i dag en integreret del af parken, der desuden rummer en lille sø, et større stisystem samt flere restauranter og caféer. Alle bygninger er nøje gennemtænkt og designet i supermoderne islamisk stil med tydelige paralleller til arkitekturens historiske udvikling. Derfor fuldender en tur i parken på glimrende vis dagens øvrige vandringer mellem flere århundreders islamiske bygninger i Khan al-Khalili for foden af bakken. Også selve parken er designet med et godt blik for klassisk islamisk havekunst. Men moderne elementer fortæller os alligevel hele tiden, at vi befinder os i det 21. århundrede.

Efter at have gået hele parken rundt sætter vi os på Trianon-caféen. Et åbent område med borde på parkens højeste punkt. Herfra har vi en superb udsigt over citadellet og det sydøstlige Cairo. Så er det bare at vente på, at solen går ned.

Fra vores bord på Trianon-caféen kan vi se solen farve himlen over Cairo orange. Dette får de mange minareter til at stå frem som silhuetter i et spektakulært, eksotisk skue. Herfra ser alt ud til at ånde fred og ro i Islamisk Cairo. Men selvom vi ikke kan fornemme det liv, der udfolder sig i de nu skyggelagte gyder for foden af højen, ved vi efter formiddagens gåtur kun al for vel, at det er der. Og godt for det. For det fantastiske ved Islamisk Cairo er, at historien ikke kun kan ses i bygningerne. Den kan mærkes, ses, lugtes og smages i gadelivet omkring én. Området er levende og føles med meget få undtagelser fuldstændig som om, var man stået ud af en tidsmaskine i 1600-tallets Cairo.

Det kan være en overvindelse at begive sig ind i Khan al-Khalilis kaotiske gader. Men det ville være synd ikke at unde sig selv den oplevelse det er at vandre rundt i dette ufatteligt stemningsfyldte kvarter. Her er så mange indtryk at suge til sig, at det meget vel kunne blive den største oplevelse, man får med sig fra Cairo.

 

undefined 

 

Læs mere om rejser til Afrika her:

Der står en elefant på mit dørtrin og Safari i Okavango Deltaet, Botswana

Ned i varmen, De kanariske Øer

Alexandria - En historisk by rejser sig fra glemslen, Cairos ukendte kristne enklaveCharmerende Sharm, En lummer dag i Safaga, og Nilen - livets flod, Egypten

Durban og dragende Draktensberg, Sydafrika

Zanzibars mange eksotiske sider, Tanzania

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 3 / 2008 den 1. marts 2008

*Artiklen er senest opdateret den 11. juni 2018.