Nilen - livets flod

Tekst og foto: Anders Stoustrup

 

 

Der findes ingen andre floder som Nilen. Den flyder tusindvis af kilometer gennem en glohed ørken uden nogensinde at løbe tør, og dens livgivende vand gav grobund til en af verdens første store civilisationer. Alligevel skulle der gå flere tusinde år, før man fik svaret på, hvor vandet egentlig kommer fra. Menneskene i denne del af verden har været tæt knyttet til Nilen siden tidernes morgen. Men hvordan er livet langs floden i dag? Vi fulgte Nilen hele vejen gennem Egypten i håbet om at få en større forståelse for, hvad det er, der gør verdens længste flod så unik.

 

”Stop! Du står nu på grænsen til mit rige, og se, hvilken mægtig farao jeg er. Mig skal du ikke lægge dig ud med!” Således synes Ramses II at sige med sit prægtige tempel Abu Simbel, hvis 20 meter høje statuer af faraoen selv er hugget ud af et lille bjerg i den sydligste del af det nuværende Egypten.

 

 

På Ramses II’s tid – omkring år 1300 f. Kr. – udgjorde dette sted grænsen mellem Det Gamle Egypten og de nubiske stammer mod syd, og enhver, der kom rejsende nordpå ad Nilen, sejlede lige forbi Ramses’ iøjnefaldende magtdemonstration. Ramses understregede sin pointe yderligere ved at udsmykke væggene med billeder af sine militære sejre, og ved indgangen til templet ses et relief af krigsfanger, der bliver ført bort i lænker. Således kunne ingen være i tvivl om, at de nu rejste ind i et stærkt, velorganiseret og militært overlegent rige. Men det mægtige tempel var aldrig blevet rejst, og Det Gamle Egypten ville aldrig være blevet en blomstrende civilisation, havde det ikke været for én altafgørende faktor: Nilen. Den græske historiker Herodot skrev i det femte århundrede før vores tidsregning, at ”Egypten er Nilens gave”. Intet sted er denne gave smukkere end ved Aswan 280 km nord for Abu Simpel.

 

Aswan – Nilens have

 

I dag er Aswan en moderne egyptisk by med et travlt marked, flere glimrende museer og en ubrudt strøm af turister. Men det er Nilen, der gør byen speciel. Uden Nilen ville Aswan blot være endnu en støvet arabisk by. Men på grund af Nilen er Aswan en af de smukkeste byer i hele Nordafrika. 

 

Her flyder flodvandet som et blåt bånd af liv ind mellem høje, gyldne sandklitter, der indrammer det idylliske landskab på dramatisk vis. Enkelte træer og buske har slået rod langs floden, men bag disse tager ørkenen over og fortsætter ubrudt tværs over Afrika. På floden vugger lokale felukka-både med deres karakteristiske hvide sejl yndefuldt ind og ud mellem de grønklædte småøer og granitklipper, der hæver sig op af vandet. Dette er ikke et let sted at sejle. Men felukkaer har været brugt på disse kanter i årtusinder, og de solbrune felukka-kaptajner i traditionelle klædedragter sidder roligt ved roret, mens de med kendermine styrer bådene rundt på floden. På den fjerne bred ses resterne af gamle adelsgrave, mens ruinerne af et kristent kloster fra det 7. århundrede fortæller historien om en langt yngre religion, der uden held forsøgte at bide sig fast på disse kanter.

 

 

På de fleste dage er Aswan en travl by med en heftig trafik. Men på Nilens småøer er tempoet et andet. Det gælder ikke mindst for øen Elefantine, der fremstår som et levn fra en for længst forsvunden tid. Elefantine er som en lille, tidløs verden med små gyder og traditionelle huse, hvor æsler er en naturlig del af gadebilledet, og folk stadig maler billeder over døren, når de vender hjem fra en pilgrimsfærd til Mekka.

 

Nilen afgjorde skatterne

 

På Elefantines sydlige spids ligger også ruinerne af oldtidsbyen Abu, der i Det Gamle Egypten var helligdom for guden Khnum. Denne gud med vædderhoved var særdeles vigtig for de gamle egyptere. Ikke blot havde han skabt mennesket. Det var også ham, der kontrollerede nilvandets løb. Hvert år gik Nilen over sine bredder og drænede den ugæstfrie ørken. Med sig bar vandet ufattelige mængder frugtbar vulkansk jord fra Afrikas højland, der blev efterladt på markerne, når vandet atter trak sig tilbage. Det var dette næringsrige mudder, det gjorde det muligt at brødføde en hel civilisation fra det smalle bånd af marker langs floden. Derfor var det et spørgsmål om liv eller død at holde sig på god fod med Khnum. I dag ligger byen og hans tempel i ruiner, men det er stadig muligt at se det gamle nilometer, der blev brugt til at måle omfanget af oversvømmelserne med.

 

 

Et nilometer er reelt set en trappe, der fører ned under vandet. Langs siderne af trappen er der indhugget mål for, hvor højt over bunden, man befinder sig. Når vandet i Nilen begyndte at stige, blev trappen oversvømmet, og man kunne aflæse vandhøjden på siden af trappen. Jo højere vandstand, jo bedre en høst kunne man forvente. Derfor blev målingerne ved Abu brugt til at bestemme, hvor meget bønderne skulle betale i skat til faraoen det pågældende år.

 

Et tidsløst billede

 

Denne metode for skatteopkrævning bruges ikke længere. Men Nilens vand er stadig afgørende for bønderne langs Nilen. Dette oplever man tydeligt i de små landsbyer nær Luxor, hvor årets gang også den dag i dag dikteres af Nilens rytme. Ikke meget synes at have ændret sig på disse kanter siden Det Gamle Egypten. Her rider drenge iført kjortel stadig på æsler mellem frodige palmelunde, mens kvinder bærer dagens indkøb hjemad i bylter på hovedet. I markerne høstes afgrøderne med simple værktøjer, og med jævne mellemrum triller en hestekærre ind på stierne mellem rislende vandingskanaler, hvor hvide hejrer og ibisser jager godbidder i det lave vand.

 

 

Den moderne verden har naturligvis meldt sin ankomst i den nærliggende by Luxor, hvis mægtige templer og prægtige kongegrave tiltrækker tusindvis af besøgende årligt. Dette er en af Egyptens vigtigste turistbyer, og floden er fuld af småbåde, overfyldte færger og luksuriøse krydstogtskibe. Her er mobiltelefoner, turbusser og cowboybukser en naturlig del af gadebilledet, og Nilen synes blot at være en smuk kulisse for hverdagens gøremål. Men i landsbyerne på vestsiden af floden er Nilens livgivende mirakel lige så uvurderligt for bønderne i dag, som det altid har været. Uden Nilen ville der ikke være andet end sand, støv og solbagte klipper på dette sted – og moderne Luxor ville næppe have eksisteret overhovedet.

 

Jagten på Nilens udspring

Men hvor kommer alt det vand fra, der år efter år får floden til at gå over sine bredder? Det havde de gamle egyptere ingen anelse om, så de anså vandmasserne for at være en gave fra guderne. I årtusinder holdt farlige strømfald og krigeriske stammefolk syd for Aswan egypterne fra at opsøge sandheden – men selv disse formidable forhindringer kunne ikke holde folk væk for evigt. Både de gamle grækere og senere Romerriget sendte ekspeditioner af sted for at finde ud af, hvor vandet kom fra – men uden held. Senere tog andre europæiske eventyrere over, og midt i 1800-tallet var jagten på Nilens udspring nærmest blevet en besættelse i Europa. Dette var de store opdagelsesrejsers tidsalder, og storstilede ekspeditioner blev søsat mod de fjerneste hjørner af Afrika. Frygtløse eventyrere som Livingstone, Speke, Stanley og Baker trodsede ekstreme udfordringer i deres forsøg på at løse gåden om Nilens vand. Mange bukkede under undervejs, mens andre kun overlevede med nød og næppe. En del af drivkraften var naturligvis et videnskabeligt ønske om at udfylde de hvide pletter, der stadig fyldte datidens landkort over det indre Afrika. Men ekspeditionerne var i lige så høj grad et kapløb om ære, berømmelse og en glorværdig plads i historiebøgerne.

 

Det længste kys i historien

 

Hvilken kilde er kraftig nok til at skabe en flod, der løber gennem tusindvis af kilometer ørken uden at løbe tør? Gåden blev kun yderligere kompleks, da det stod klart, at der ikke blot er én Nil – men to. Fra Tana-søen i det etiopiske højland flyder Den Blå Nil gennem ufremkommelige bjerge, dybe kløfter og brusende vandfald, inden den flader ud og forenes med Den Hvide Nil nær Sudans hovedstad Khartoum. Den Hvide Nil har rejst endnu længere, før den når hertil. Fra de store søer i Tanzania og Kenya har den banet sig vej over solbagte savanner og gennem labyrintiske papyrussumpe, inden den når ørkenen og sin søsterflod fra bjergene. Her forenes de to enorme vandveje i det, arabiske poeter har kaldt for ”Det længste kys i historien”, og fortsætter udelt nordpå gennem ørkenen mod Egypten.

 

De store ekspeditioner i 1800-tallet viste, hvor vandet starter sin lange rejse. Men trods mange heltemodige indsatser lykkedes det aldrig de opdagelsesrejsende at forklare, hvor vandet rent faktisk kom fra. Denne gåde blev først knækket langt op i det 20. århundrede, og kun ved hjælp af moderne teknologi.

 

Nilens sande kilde

 

Nilen har nemlig ikke ét udspring. Den har heller ikke to. I bund og grund var de gamle egyptere ikke langt fra sandheden, når de sagde, at vandet blev sendt fra guderne. Vandet kommer nemlig som sendt fra himlen. Mellem de centralafrikanske regnskove og Østafrikas stepper hæver de mægtige Ruwenzori-bjerge sig mere end fem kilometer mod himlen. På det lokale sprog betyder Ruwenzori ”Regnmager”, og størstedelen af året er disse vindomsuste og gletsjerdækkede bjergtoppe indhyllede i tætte, tunge regnskyer. Ufattelige mængder regn falder her, hvorfra vandet bliver ledt ned i Østafrikas søer og videre ud i Den Hvide Nil. Længere mod nord falder monsunregnen over det etiopiske højland, hvilket får Tana-søen til at svulme op og sende det mudderrige vand ned ad Den Blå Nil mod ørkenen. De to vandveje mødes i Sudan, og Nilen, som vi kender den i Egypten, er født.

 

Mellem højhuse og betonforstæder

 

I det sydlige og centrale Egypten synes tiden mange steder at have stået stille. Men længere mod nord ændrer dette billede sig radikalt. Fra Luxor løber Nilen nordpå mod millionbyen Cairo, hvor den for en stund forlader ørkenen og flyder ind mellem højhuse, luksushoteller og de uendelige forstæder med faldefærdige huse i beton. Også her er der meget trafik langs floden. Men det er af en anden art end længere mod syd. I Cairo er det først og fremmest biler, der dominerer livet langs floden. Tusindvis af biler, der døgnet rundt krydser broerne over floden i et dyttende inferno.

 

 

Et nilometer på den lille ø Rhoda i den sydlige del af Cairo står som levn fra den tid, hvor man også her var afhængig af de årlige oversvømmelser. Men i dag tænker de færreste af Cairos indbyggere ret meget over Nilens livgivende kvaliteter. For dem er floden mest af alt et åndehul. Et sted at søge hen, når Cairos kaotiske gadeliv og overdøvende støjbillede bliver lidt for meget. Hver aften kan man se unge kærestepar spadsere i Al-Zuhreya-parken langs Nilen, mens familier på udflugt hygger sig med medbragt mad. Andre sidder på de store luksushoteller langs floden og nyder synet af Nilens vand, der stille og roligt strømmer gennem byen i skæret fra neonskilte og millioner af elektriske lys. 

 

Livet og døden

 

I mere end 3000 år var Det Gamle Egypten et prægtigt rige, hvor kunstnere og arkitekter opførte storslåede monumenter langs Nilens løb. Under størstedelen af sin rejse er Nilen livets flod. Men på ét bestemt sted spillede floden også en helt central rolle i døden. Uden for Cairo hæver de mest ikoniske af alle Det Gamle Egyptens bygningsværker sig mod himlen: Pyramiderne i Giza.

Da pyramiderne blev bygget for ca. 4.500 år siden, var Nilens løb anderledes, og pyramiderne lå meget tættere på vandet. Dette var vigtigt af flere årsager. For det første ville pyramiderne næppe været blevet bygget, hvor de er, havde det ikke været for Nilen.  Man ved, at sten blev hentet så langt væk som Aswan og sejlet til Giza, hvor de indgik i byggeriet af pyramiderne.

 

 

Men Nilen spillede også en langt mere kosmologisk rolle i det vigtigste af alle Det Gamle Egyptens ritualer: Begravelsen af en afdød farao. En faraos vigtigste opgave var at sikre balance mellem gudeverdenen og den jordiske verden. Kun ved at opretholde denne balance, blev Nilen ved med at flyde. Men når faraoen døde, blev balancen forstyrret, hvilket kunne få katastrofale konsekvenser for befolkningen. Hele landet holder vejret i spænding. Vil oversvømmelsen komme igen i år, eller vil guderne straffe Egypten og holde vandet tilbage? Kun en succesfuld rejse til Dødsriget ville genoprette balancen og sikre Nilens fortsatte løb – og i løbet af denne rejse skulle faraoen stå til regnskab for sine gerninger over for guderne. For at hjælpe faraoen på vej blev hans mumificerede krop sejlet ad Nilen til Giza, hvor ceremonier blev afholdt, inden faraoen blev stedt til hvile i pyramiderne. Selve pyramiderne – og senere kongegravene ved Luxor – var nøje konstruerede til at hjælpe faraoen på den farefulde rejse mod Dødsriget. Deres placering var udmålt efter stjernerne, og væggene i kongegravene er fyldt med magiske formularer. Arkæologer har endda fundet et begravet skib i fuld størrelse nær pyramiderne, som faraoen kunne bruge på sin rejse mod Dødsriget.

 

 

Rejsen slutter

Mens Nilens udspring har været genstand for utallige spekulationer gennem tiderne, har der aldrig været tvivl om, hvor floden slutter. Nord for Cairo forgrener Nilen sig i det uendelige og skaber det store Nildelta. Her suges de sidste livgivende kræfter ud af vandet, inden det løber ud i Middelhavet efter mere end 6.600 kilometers rejse gennem Afrika.

 

 

Undervejs har den skabt en stribe af liv i et tørt og ugæstfrit hjørne af Afrika. Mennesket har været afhængig af dette vand siden tidernes morgen, og livet på disse kanter ville unægtelig se meget anderledes ud uden Nilens velsignelser. Det gælder både i dag og for de utallige generationer, der gennem tiderne har levet med flodens luner. Uden Nilen ville Det Gamle Egypten næppe have udviklet sig til den blomstrende civilisation, den blev – måske ville den slet ikke være opstået. Så vigtig er Nilens vand for alle, der lever i denne del af verden, og det er først og fremmest denne livgivende karakter midt i en verden af sand, der gør Nilen så unik.

 

 

 

Læs mere om rejser til Afrika her:

Der står en elefant på mit dørtrin og Safari i Okavango Deltaet, Botswana

Ned i varmen, De kanariske Øer

Alexandria - En historisk by rejser sig fra glemslen, Cairos ukendte kristne enklaveCharmerende Sharm, En lummer dag i Safaga og Islamisk Cairo: Østens mystik i overflod, Egypten

Durban og dragende Draktensberg, Sydafrika

Zanzibars mange eksotiske sider, Tanzania

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 7 / 2013 den 1. juli 2013

*Artiklen er senest opdateret den 11. juni 2018.