Det Centrale Java's hemmeligheder

Tekst og foto; Anders Stoustrup.

 

Den indonesiske ø Java er fyldt med vulkaner, der hæver sig over de tropiske landskaber som tydelige tegn på den termiske aktivitet i undergrunden. Men det er ved Mount Bromo, at øens vulkanske landskaber viser sig fra deres mest storslåede og dramatiske side.

 

Det var stadig mørkt, da vi trådte ud af jeepen. Vi var mere end 2.500 meter over havets overflade, og morgenluften var forbavsende kold, selvom vi befandt os nær ækvator. Vores chauffør gjorde intet tegn til at ville følge med os ud i den javanesiske morgen. Han sad trygt og godt bag rettet iført en stor dynejakke med bilens varmeapparat tændt på fuld knald. Vi begyndte at gå i samme retning, som alle de andre mennesker omkring os. Vi var langt fra alene på bjerget denne morgen. Andre forventningsfulde turister banede sig vej gennem mørket, og langs vejen havde lokale handelsfolk opstillet små butikker og boder. Nogle solgte kunsthåndværk, mens andre satsede på grillede majskolber. De ubetinget mest populære boder var dog dem, hvor man kunne købe friskbrygget kaffe og varme nudelsupper.

 

 

Antallet af mennesker tog til, jo tættere på toppen vi kom, og da vi nåede udsigtspunktet, var det propfyldt. Langt de fleste var asiater, men også adskillige vestlige sprog kunne høres i mørket. Vi banede os vej gennem menneskemængden og fandt en god plads på kanten af balkonen. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på solopgangen.

 

Et unikt naturfænomen

 

Gradvist begyndte mørket at fortage sig omkring os, og vi kunne for første gang ane det enorme krater, der lå for vores fødder. Også himlen blev lysere. Sort blev erstattet af lilla, der langsomt gled over i en smal rød stribe. Så steg solen over horisonten og badede de storslåede landskaber i sit gyldne morgenlys. Der gik et sus igennem forsamlingen. Skyerne fordampede, og nu lå Bromos forrevne månelandskab til åben skue.

Under os kunne vi tydeligt se det kolossale ydre krater, der strakte sig mod den rygende vulkan Gunung Semeru i det fjerne. Krateret er over 10 kilometer i omkreds, og det skjuler en hel lille verden i sit indre. Den ydre vulkan er ikke længere aktiv, og bunden af krateret er i dag dækket af en enorm grønklædt slette, de lokale har døbt ”Sandhavet”. Midt i Sandhavet rejser tre mindre vulkaner sig, hvoraf den aktive Mount Bromo på 2.392 meter er den mest berømte. Det var også Mount Bromo, der var vores næste mål. Så da vi havde stået lidt og nydt udsigten samt morgensolens livgivende varme, vandrede vi tilbage mod den ventende jeep.

 

Sandhavet

 

Der var mange jeeps parkeret nær udsigtspunktet. Men vi fandt vores chauffør uden større søgen. Temperaturerne var allerede på himmelflugt, og det så ud til at passe vores chauffør glimrende. Han vinkede smilende til os, da han fik øje på os: ”Good, yes?” Vi nikkede. Han sprang tilfreds ud af jeepen og åbnede bagdøren, så vi kunne sætte os ind bagi. Lige inden han lukkede døren, udbrød han med et smørret grin: ”You wait. Next place much better”. Bilen satte i bevægelse og bumlede langsomt ned ad den hullede vej med kurs mod Sandhavet.

Ude på Sandhavet fladede landskabet ud, og de stenede veje blev erstattet af et sandet hjulspor. Vi var nu fuldstændig omringet af det ydre vulkankraters grønklædte klippevægge, der løb rundt om Sandhavet som en cirkelrund mur. Set fra udsigtspunktet ved solopgang lignede Sandhavet mest af alt en græsfyldt slette. Men her tæt på kunne vi tydeligt se det gråbrune vulkanske sand mellem græstotterne.

Vores chauffør havde tydeligvis kørt denne tur mange gange, så han susede af sted over sandet. Bagi havde vi nok at gøre at med at holde os fast, mens vi betragtede Sandhavets vidtstrakte landskaber, der fór forbi uden for vinduet. Men med ét bremsede han op og steg ud af bilen for at åbne døren for os. ”You go that way”, sagde han energisk, mens han pegede i retning af Mount Bromos brede kegle, der rejste sig dramatisk op af Sandhavets flade slette.

 

Legender i Sandhavet

 

”You want horse?” Knap var vi kommet ud af bilen, før spørgsmålet fløj os i møde. Det var ikke nogen lang gåtur til Mount Bromo, men en flok lokale mænd havde alligevel set mulighederne i at fragte turister til foden af vulkanen på hesteryg. Vi afslog høfligt, for vi havde fået øje på det lille hindutempel, Pura Luhur Poten, der lå på vejen mod vulkanen. Det meste af tiden ligger templet forladt og aflåst hen, men én gang om året er det vært for en storslået ceremoni, hvor folk fra de lokale landsbyer kommer til dette afsidesliggende sted for at bede om gudernes velsignelse. Ved den lejlighed går de bl.a. i procession mod toppen af Mount Bromo, hvor ofringer til guderne kastes i krateret.

 

 

Mange farverige legender fortælles om disse vulkaner. En historie beretter for eksempel, at hele området blev udgravet med en halv kokosnøddeskal af en ulykkelig ork, der ikke kunne få den prinsesse, han elskede. En endnu mere sejlivet historie fortæller om kongen Joko og dronningen Roro Anteng. Kongeparret ønskede sig brændende en arving til tronen, men trods mange års ægteskab havde de stadig ingen børn. Derfor bad de vulkanernes gud om hjælp. Det virkede, og inden for de næste år fødte dronningen ikke færre end 25 børn. Men der var en betingelse fra gudens side. Som tak for hjælpen skulle den yngste søn – der også var kongefamiliens yndling – ofres i krateret. Da tiden kom, nægtede dronningen at opgive sin søn. Men man bryder ikke ustraffet en aftale med guderne. Det vidste sønnen, der stak af hjemmefra og kastede sig selv i vulkanens flammer for at rede kongeriget fra gudens straf.

 

Mod toppen af Mount Bromo

Vi trak i døren til templet. Men den var låst, og der var tydeligvis ingen ceremonier i gang denne dag. Så vi fortsatte mod Mount Bromo til fods. Det første stykke var fladt, og vores fødder sank ned i sandet for hvert skridt, vi tog. Men gradvist blev jorden hårdere, og landskabet begyndte at stige op mod et lille plateau neden for toppen. Det var let at finde vej, for der var mange andre besøgende på vej til eller fra vulkanen. Her og der fik vi øje på vestlige turister, men langt størstedelen af folkene omkring os var lokale indonesere, der stadig var indpakket i huer, handsker og halstørklæder. Det til trods for, at solen nu skinnede ned over os fra en høj, blå himmel.

Det sidste stykke mod toppen foregik i gåsegang på trapper. På vejen op gjorde vi holdt og kiggede tilbage mod Sandhavet og de farvestrålende jeeps, der lyste op i landskabet. Vi kunne også se templet, der lå alene og forladt som den eneste menneskelige bebyggelse i disse storslåede omgivelser. Det eneste sted i miles omkreds, hvor der syntes at være mange mennesker, var på toppen af vulkanen.

 

Toppen

 

Fra kraterkanten kunne vi for første gang kigge ned i krateret. Der var ingen lava at se, men en tyk søjle af røg steg op fra en sprække i bunden af den store stengryde. Duften af svovl hang i luften, og vinden var forbavsende kraftig. Vi passerede en gruppe lokale turister, der tog gruppefoto med et stort medbragt skilt. Et andet sted sad en flok unge indonesere og lod solen varme deres ansigter, mens lokale familier havde travlt med at forevige øjeblikket med kameraet. Vi fortsatte rundt om krateret, og fandt et sted med mere ro til at nyde omgivelserne.

Det var først, da vi stod der, at det for alvor gik op for os: Vi stod på en aktiv vulkan, der i princippet kunne eksplodere, hvornår det skulle være. Med en lettere bekymret mine kiggede vi endnu engang ned i krateret. Blot for at konstatere, at der stadig ikke var noget, der tydede på et nærtstående udbrud. Folk omkring os så da også helt rolige ud. Så vi tog en dyb indånding og fortsatte rundt om krateret. 

Efter en god halv time var det tid at vende tilbage mod den ventede jeep. Men i stedet for blot at vandre tilbage ad den vej, vi var kommet, havde vi aftalt at møde vores chauffør i landsbyen Cemoro Lawang, der ligger fabelagtigt på kanten af det ydre krater. Dette er en ret utraditionel løsning, men gåturen ud af krateret skulle vise sig at blive et af turens højdepunkter.

 

Vandretur over Sandhavet

Neden for trappen lagde vi hurtigt menneskemængderne bag os. Hvidmalede sten viste vejen, så der var ingen tvivl om retningen. En jeep passerede os i ny og næ, men ellers følte vi os helt alene i det enorme Sandhav. At vandre over de vulkanske sletter var en hel anden oplevelse end den, vi havde fået i jeepen, der i fuld fart fløj over sandet. Det var ikke nogen lang vandretur, og efter knap 45 minutter begyndte landskabet at stige op mod det ydre krater. Jo højere op vi kom, jo flottere blev udsigten, og lige inden vi nåede Cemoro Lawang, havde vi atter hele det storslåede månelandskab for vores fødder. Vi kunne tydeligt se stien mod toppen af Mount Bromo og de farvestrålende jeeps, der fragtede turister over Sandhavets åbne vidder. Fra Mount Bromo steg røgen stadig op i en ubrudt søjle, der blev fanget af vinden og båret ud over de overjordiske landskaber. Denne dag åndede alt fred og ro ved Mount Bromo, og det var let at forstå, hvorfor de lokale bønder anser dette for at være gudernes værk. For hvem kunne ellers skabe noget så storslået? Men ligesom guderne kan vulkaner være uberegnelige, og blot seks måneder senere gik Mount Bromo i udbrud og kastede aske 700 meter op i luften over Java.

 

 

Læs mere om rejser til Asien her:

Landet der rejste sig fra asken, Camodja

Spa i en verden af luksus, Seks distrikter for en hver smag og Dubai shopping, Dubai

Fantastiske Filippinske feriesteder, Filippinerne

48 timer i Mumbai, Indien

Fredelig sameksistens på Borneo og Bali's paradisiske naboø, Indonesien

Iran og 1001 nats eventyr, Iran

Det andet Israel, Israel

På sporet af Japans samuraier, Japan

Bag om Beijings forbudte by, Silkevejen gennem Kina og Togrejse til Tibet, Kina

Nepal lader sig ikke slå ud efter jordskælvet i 2015, Nepal

Bounty-øen fundetChiang Mai, Thailands oversete tempelby og Er Thailands flydende markeder stadig et besøg værd?, Thailand

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 10 / 2011 den 1. oktober 2011

*Senest opdateret den 12. juni 2018.