De 5 bedste skybars i Bangkok
Tekst & foto: Christian Adamsen
Skulle egentlig til en pressekonference i Bangkok, men (u)heldigvis blev den annulleret. Nu er det svært at kede sig i Bangkok, med mindre man synes, at kvalitetstid er at stå alene i en mørk kælder og sortere i de skruer, man har tilovers fra Ikea møblerne. Jeg er ikke den type.
Vi er ankommet til Bangkok efter seks timers kørsel fra Koh Chang, og skal til alt held bo på det gennemført suveræne femstjernede Hansar Hotel.
Ejeren af hotellet synes, at det er enormt trist, at konferencen er aflyst. Han beklager dybt på hele Thailands vegne og ønsker at kompensere mit ”tab” med en opgradering til deres suite. Jeg kunne ikke være mere enig, og tager straks de knap 200m2 fordelt på to etager i besiddelse. Suiten er ekstremt gennemført i sin åbne arkitektur og materialevalget er en meget fin balancegang mellem sten, ædeltræ, marmor og glas, som giver tydlige reminiscenser fra 60’ernes fine skandinaviske design revolution. De gamle design drenge har bestemt ikke levet forgæves. Første salen i suiten er det sociale rum, hvor man kan underholde sine gæster, mens den åbne trappe fører op til et walk in closet og et badeværelse på størrelse med et kolonihavehus, som atter fører ind til et stort soveværelse med en flot udsigt over Bangkoks skyline.
Held i uheld
Med den uheldige annullering af pressekonferencen ligger en af verdens mest indtagende storbyer for vores fødder og i særdeleshed dens natteliv. Jeg var for nogle år tilbage så privilegeret at bo på Banyan Tree i Bangkok, og besøgte ved den lejlighed deres sky bar op til flere gange. Siden da har en snedig plan om at besøge flest mulige sky bars i Bangkok på en aften / nat ligget og ulmet. Endelig er tidspunktet og muligheden kommet, og som noget af det første lægges der, med vanlig skandinavisk logistisk snilde, en rute som er den korteste blandt de fem barer. Der indlægges også et restaurant besøg samt hyres en limousine med chauffør. Og afsted det gik mod den første af aftenens fem sky bars.
Vertigo - Indbegrebet af en sky bar *****
Banyan Tree er en af verdens førende hotelkæder indenfor fem-stjernede forretningshoteller med en tilpas uhøjtidelig tilgang til tingene. Deres skybar Vertigo ligger på 61 etage, som giver en af de bedste udsigter i Bangkok. Vertigo besøges af gæster fra hotellet og lokale indbyggere fra det meste af verden i alderen fra 25 år og opefter. Man kan med fordel spise middag på restauranten og fortsætte et par trin op til baren, hvor den afdæmpede lounge musik kun overgås af ivrig tale blandt de mange gæster. Vertigo er et klassisk eksempel på en sky bar, hvor gæsterne stortrives, og man har lyst til at blive hængende til lukketid. Tip! Vertigo bør besøges omkring solnedgang.
Tower Club - Tømmermænd del 2 ***
Cirka en km. fra Vertigo, ligger Tower Club på Lebua hotel, som er blevet særdeles kendt, efter at den var kulisse i Hangover Part II. Der kommer rigtig mange mennesker forbi, blot for at få taget et foto af dem selv. Det er egentlig lidt synd, for Tower Club har alle de rigtige ingredienser for at blive Bangkoks førstevalg som bar; den er utrolig flot, kan rumme tilpas mange gæster, og har den rigtige udsigt. Men de mange mennesker, der bare kommer for at få taget et foto, og nærmest skrider lige så hurtigt igen, skæmmer den gode stemning, og får det hele til at minde mere om en turist attraktion end en bar.
Tip! Få en ansigtstatovering og en abe på skulderen og alle vil have taget et foto med dig
Middag på AOI Silom - Bangkoks bedste sushi *****
Efter et par gode Gin Tonics, skal der fyldes lidt mere fast føde på, inden de næste tre barer besøges. 1,5 km fra Tower Club ligger den japanske sushi restaurant AOI Silom. Det er en lille restaurant med plads til cirka 50 gæster og en meget populær restaurant, så det er en god ide at bestille bord. Her er tale om ægte japansk sushi og køkken tradition. Intet overlades til tilfældighederne, og de friske råvarer flyves dagligt ind fra solens rige. Start f.eks. med en sushi salat og gå videre til en alt godt fra havet anretning med tun, laks, blæksprutte, kæmperejer og det glimrende fravær af ris.
Alt hvad der serveres smager udsøgt uden nogen form for dikkedarer. Det er ægte japansk sushi, som desværre fortæller en, hvor langt fra målet danske sushi restauranter er.
Tip! Det er en fornøjelse at se kokkene arbejde, så forsøg at få en af de ni pladser i baren som omkranser køkkenet
Scarlett Wine Bar & Restaurant - Übercool, funky & metroseksuel *****
Blot 600 meter fra AOI Silom, ligger Scarlett Wine Bar, som ikke er en egentlig sky bar, skønt den føles som en sky bar med sin panorama udsigt, men det kompenserer den gode stemning så rigeligt for. Hvad Tower Club mangler af god stemning har Scarlett Wine Bar til overflod. Gæsterne er mellem 25 og 65 år, og kommer fra alle dele af kloden. Stemningen er meget casual, og der spises, tales og drikkes løs på en særdeles uformel og uhøjtidelig facon. Tapas baren har et imponerende udvalg af spanske pølser, italiensk skinke og franske oste. Her kan man uden problem også komme forbi og spise en god frokost.
Tip! Bedst at besøge, hvis man er i et selskab
Up & Above - Lidt for meget business **
Vi fortsætter nødtvungent med vores mission og kører små 4 km. fra Scarlett Wine Bar til The Okura Prestige, som er et rigtig lækkert gennemført forretningshotel af japansk herkomst. Der er kælet for detaljerne, og gastronomien og gæsterne føler sig sat i centrum. Deres sky bar Up & Above er lige så afslappende som en flyvetur på business class og lige så forudsigelig kedelig som en Kandis koncert.
Godt, hvis man gerne vil have en drink og nyde solnedgangen, mens man checker mails på sin tablet eller smartphone. Skidt, hvis man ønsker at komme ud i byen og socialisere.
Tip! Bør kun besøges, hvis man bor på hotellet
Octave Bar – Bedste DJ´s i Bangkok *****
Vi forlader meget hurtigt Up & Above og kører de små fem km. til Octave Bar og det var en rigtig god ide.
Octave Bar har den helt rigtige kombination af størrelse, indretning, udsigt, gæster og DJ´s. Den overvejende del af gæsterne er lokale thai´er i alderen 25 til 50 år.
Aftenens DJ, er udover at være enormt køn, meget dygtig på mixer pulten og giver ren opvisning i electro swing. Det er svært at sidde stille til musikken, men klokken nærmer sig 01:00, og det er tidspunktet, hvor den mere lødige del af Bangkoks natteliv lukker ned på en hverdag. Skulle man forsat have krudt i støvlerne, kunne man jo altid sortere sine overflødige Ikea skruer. Jeg vælger en nightcap i min imposante suite på Hansar Hotel, mens jeg kigger ud over Bangkoks pulserende natteliv, og fordøjer de mange indtryk.
Tip! Hold øje med deres event kalender. Ganske ofte har de weekend arrangementer med særlige temaer og DJ´s.
Fakta:
Vi fløj til Bangkok med Thai Airways International.
Her skal du bo:
Hansar Hotel Bangkok
3/250 Soi Mahadlekluang 2 Rajdamri Road, Bangkok 10330
Her skal du spise sushi:
AOI Silom
132/10-12 Silom Road Soi 6
Her skal du gå på sky bar:
Vertigo and Moon bar
Banyan Tree, 21/100 South Sathon Road
Sathon, Bangkok 10120, Thailand
Tower Club at Lebua
1055 Silom Road Bangrak, Bangkok 10500
Scarlett Wine Bar & Restaurant
Pullman Bangkok Hotel G
188 Silom Road, Suriyawongse, Bangrak, Bangkok
Up & Above restaurant and bar
The Okura Prestige, Park Ventures Ecoplex,
57 Wireless Road, Lumpini, Pathumwan, Bangkok 10330
Octave Bar
Bangkok Marriott Hotel Sukhumvit,
2 Sukhumvit Soi 57,Klongtan Nua, Wattana Bangkok 10110
Tip
Hyr en chauffør, som står klar hele natten. Så slipper du for at skulle praje taxaer og forsøge at forklare dem din næste destination.
Christian Adamsen er ansvarshavende redaktør på Rejsemagasinet Vagabond og har besøgt Bangkok mere end 20 gange.
Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 7 / 2014 den 1.juli 2014. Artiklen er senest opdateret den 25. april 2017.