Den bedste del af Middelhavet

undefined

Tekst og foto: Christian Adamsen

”Albanien!”

”Hvad med det?”, spørger jeg.

”Albanien, det er sagen”, svarer min nye ven Ken.

”Hva´ snakker du om?”, spørger jeg.

”Albanien”, svarer Ken, ”Det er helt fantastisk”.

”Hva´ mener du?” spørger jeg.

”Det skal du selv opleve, Christian”, svarer Ken.

”Nu er du lidt dum at høre på, Ken”.

Men uanset ovenstående samtale og al verdens skepsis, gik der ikke lang tid, før jeg sad i en flyver på vej til Tirana sammen med min nye ven Ken B fra Se & Hør. Alt, hvad der er ”fantastisk”, tiltrækker heldigvis fortsat min nysgerrighed.

 

Tirana med de tre B’er

Jeg ved godt, at de tre B’er venter på mig: Betonkommunisme, 700.000 Bunkers og Burka-klædte kvinder. Dette er trods alt landet i Europa med mere end 70 procent muslimer. Landet, som Enver Hoxha styrede benhårdt og 100 procent diktatorisk frem til sin død i 1985. Landet, som har været totalt isoleret fra omverdenen, indtil pyramidespil fik landet til at bryde sammen og bådflygtninge i tusindvis strømmede til Europa via Italien.

Vi glider let og ubesværet gennem Tirana lufthavn og ud til en taxa, som kører os direkte til hotellet. Reservationerne stemmer, og i løbet af 40 sekunder har vi vores værelsesnøgle. Op med kufferten og ud i Tirana for at leje en bil og se, hvad byen ellers har at byde på.

Her i slutningen af maj er klimaet yderst venligt, og iført jeans og t-shirts bevæger vi os ind i centrum af hovedstaden, hvor vi finder tæt besatte cafeer, gode restauranter og tjekkede barer suppleret op af klik-klak lydene fra de unge kvinders stilethæle. Mit indre billede af Albanien harmonerer på ingen måde med virkeligheden, og i løbet af 14 sekunder må jeg give slip på mine fordomme. Tirana er en pulserende hovedstad, som giver den max gas uanset hvilke fordomme, jeg møder op med.

 

Importerede italienske arkitekter

Tirana er en forholdsvis ny by, grundlagt i 1614 af Sulejman Pasha fra Mulleti, som byggede en moské, et tyrkisk bad og en bager. Mere kompliceret gjorde man ikke tingene dengang: Et sted til at bede, et sted til at bade, og et sted til at spise. Sådan venner, så kan I godt bosætte jer.

undefined
Men Tirana levede en lidt hensygnende tilværelse, indtil den blev udråbt som hovedstad i 1920, og italienske byplanlæggere og arkitekter blev importeret i stor stil. Den store boulevard Deshmoret e Kombit løber fra Moder Teresa-pladsen op til Scanderberg-pladsen og fortsætter som Boulevard Zogu 1 til udkanten af byen. Den flotte Scanderberg Plads, de ministerielle bygninger, Nationalbanken, ja selv Rådhuset blev bygget af italienere og bidrager til at give byens centrum Middelhavs-atmosfære.                   
Tæt på Scanderberg-pladsen er der et lille boligområde, Blloku, bygget midt i frodig vegetation, som mest af alt minder om et roligt forstadsvillakvarter. Her boede partitoppen med Enver Hoxha i spidsen, så de i ro og mag kunne planlægge, hvor de 700.000 beton-bunkers skulle bygges. Det må have krævet enorm koordination at placere så mange bunkers i så lille et land.

I kvartererne rundt om Scanderberg pladsen ligger mange cafeer, barer, restauranter og butikker. Specielt skobutikker florerer i en grad, der sætter selv Milano i skyggen.

 

Serviceminded betjent

Efter et døgns tid i hovedstanden sætter vi kursen sydpå i vores lejede bil. Vi har kun kørt en halv time ad motorvejen, da vi bliver vinket ind af den halvfede uniformerede politibetjent med pistol, stav, lygte, walkie-talkie og kors, bånd og stjerner.

Jeg når lige at sige til min nye ven Ken, at ”hvis han prøver på det mindste, så vil jeg for evigt sagsøge Albanien”, inden betjenten forsigtigt banker på ruden. Min nye ven ruller ruden ned, politibetjenten stikker sin hånd ind, tænder for lyset på bilen og vinker os videre med et smil. Sådan!

Ingen bøder eller morallære om trafik og sikkerhed. Blot god service. Hvis min kærlighed til Albanien var begrænset inden afrejsen, vokser den nu frem i fuld flor.

 

Durres – Albaniens næststørste by

Byen blev grundlagt af grækerne for små 2.600 år siden, dengang vi knapt nok var opfundet, og skønt den kun har 115.000 indbyggere, er den Albaniens næststørste by. Med sin beliggenhed 30 kilometer fra Tirana er den et populært udflugtsmål for hovedstadens indbyggere. Med sit helt nye universitet, Aleksander Moisiu University, har Durres genvundet noget af sin tabte storhed. Men vores mål er at komme helt ned sydpå i Albanien, så vi kører stille og roligt forbi Durres.

 

Vlorë – spændingernes højborg

Et par timer længere sydpå i bil ligger Vlorë eller Vlora, som vi kalder den. Byen har altid været centrum for spændingerne i landet, lige fra grækerne grundlagde den for 2.500 år siden og til Sovjet byggede deres vigtigste ubådshavne i Middelhavet her og blev afskåret fra at benytte dem, da Enver Hoxha frasagde sig Sovjet og begyndte at hælde mod Kina. Byen kom også på alles læber, da pyramidespil fik landet til at bryde sammen, og oprør i Vlora truede med at knække hele landet i endnu mindre stykker.

undefined

I dag er det en gennemført moderne by med hoteller og restauranter ned til den enestående kystlinje i Vlora-bugten, som tiltrækker kosmopolitter af enhver art - specielt fra Italien, som kun ligger små 150 kilometer væk.

Vejen fra Durres og ned til Vlora er i allerhøjeste grad farbar, asfalteret og med alt, hvad dertil hører.

Efter en fremragende frokost på hotel Saint Tropez' restaurant, hvor menuen består af grillet kyllingefileter med spinatblade og blåskimmel ost, forlader vi Vlora og begiver os sydpå mod Sarende. Ruten følger den albanske riviera en times tid, inden vejen drejer lidt ind i landet for at føre os over en serie bjergpas. For hver cirka 10. kilometer ligger der et ydmygt sted ned til vandet, hvor man kan slappe af, få sig lidt at spise og drikke og nyde den smukke udsigt.

 

The road to Sarande

Hvor de første 170 kilometer foregik på nyasfalterede veje i et roligt tempo med hyppige pit-stops, er de sidste 100 kilometer fra Vlora til Sarande et regulært mareridt.

Den dejlige bløde asfalterede vej bliver til en grusom stenet grusvej, som snor sig i hårnålesving op og ned af bjergene. Vejens bredde giver ofte kun plads til et køretøj ad gangen, og de barske realiteter understreges af det konsekvente fravær af autoværn.

Men i takt med, at farbarheden bliver mindre og mindre, åbner paradis sig. For hver eneste gang vi runder et bjerg og atter kan se Middelhavet, er det kilometervis af hvide sandstrande uden en eneste bygning - eller med blot en enkel eller to - der åbenbarer sig.

Her er ingen turister, for de kan ganske enkelt ikke komme herned. Her er intet betonhelvede af hoteller, ingen turistbusser i læssevis eller fulde englændere, som taber pomfritterne i swimmingpoolen. Her er blot naturen, stilheden, en vildfaren ko eller to, mig og min nye ven og en støvet udlejningsbil.

Vejarbejderne knokler selvfølgelig løs. Man har indset fra officiel side, at hvis masseturismen skal blive en realitet, så skal der ordentlige veje og infrastruktur til. Selv lørdag aften efter kl. 20.00 er gravemaskiner på overarbejde. Det samme er asfalttromler og de bare næver. For vejen skal være klar så hurtigt som muligt.

 

Sarande – en aktiv havneby

Vi ankommer sent om aftenen og tjekker hurtigt ind på Hotel Porto Eda, som ligger helt ned til havnen. Værelserne er gode med balkon ud til havnepromenaden, og med en pris på 100 kroner for et dobbeltværelse per nat er det svært at få armene ned igen.

undefined

Vi er trætte og godt banket igennem efter den lidt voldsomme køretur, men de mange familier, som promenerer langs havnen i bedste middelhavsstil, og udsigten ned over den smukke havnefront fra værelsets balkon, bringer hurtigt energien tilbage.

Sarande er en aktiv havneby med 32.000 indbyggere og regnes for at være Albaniens fremmeste turistdestination. Under Hoxha´s styre blev der opført en grim betonklods af et hotel, som ligger en kilometers penge uden for byen, og her fik arbejdere, som udmærkede sig, lov til at tage på ferie. I dag benyttes byen specielt til hvedebrødsdage af albanerne selv, men den tiltrækker også en stor mængde turister fra Grækenland og fra Korfu, som kun ligger to sømil væk.

På trods af dette er byen gennemført hyggelig og charmerende og minder mest af alt om en italiensk havneby i midten af tresserne.

Langs hele havnepromenaden er der restauranter og cafeer. Den foretrukne spise er friskfangede grillede fisk med salat og brød til. Køkkenet er basalt med friske og gode råvarer og et klart stænk fra både det græske og det italienske køkken. En typisk middag med drikkevarer til ligger på cirka 50 kroner per person. Betjeningen er altid høflig og respektfuld, uanset hvor travlt der måtte være.

 

Gang i nattelivet

I behørig gåafstand fra havnepromenaden ligger der et par natklubber. I bedste vesteuropæiske stil er der skruet helt op for techno-musikken og dæmpet godt for lyset. De unge mennesker giver den gas på dansegulvet, og alkoholen flyder frit. Men der er ingen slagsmål, ingen der skubber eller kigger skulende på hinanden, ingen stoffer - og pigerne kan gå i fred. Vi kigger lidt forundret på hinanden og krydser alt, hvad vi har, for at den kommende turistbølge fra Vesteuropa ikke vil ødelægge de unge menneskers fest.

Tilbage på havepromenaden har børnefamilierne trukket sig tilbage, restauranterne er lukkede, og barerne har fulde huse. Skønt det er lørdag aften, drikkes der med måde. Der er ingen, der råber og skriger eller opfører sig tossede, og ved to-tiden om natten går de fleste gæster stille og roligt hjem. 

 

Udflugter

Sarande er grundet sin naturlige og historiske beliggenhed en oplagt base for en stor mængde af udflugter. En lille time i bil syd for Sarande ligger den antikke by Butrint ud til Butrint-søen og Vivar-kanalen.

Det var her, den eneste overlevende fra Troja, Enea, bosatte sig og fik sine to sønner Remus og Romulus, som ifølge myten grundlagde Rom. Senere kom romerne tilbage i skikkelse af Julius Cæsar.

Men den eneste egentlige katastrofe Butrint har været udsat for var i 1997, da Albanien så at sige gik bankerot, og massive plyndringer truede med at nedbryde hele stedet.

Regeringen greb beslutsomt ind, og med den nødvendige kapital og arkæologer er museet genåbnet og står nu på UNESCO World Heritage Site. Vejen til Butrint fra Sarande blev først bygget i 1959, ene og alene fordi Nikita Khrushchev skulle se stedet, nu han var der.

Vivar-kanalen går helt ud til Det Ioniske Hav i Middelhavet og hele området er et floddelta med frodige marker, middelalderborge, venetianske borge og andre seværdigheder.

 

To ledige liggestole

Både nord og syd for Sarande er der en mængde små bugter, som i nogle tilfælde blot huser en fisker, hans hus og hans båd, i andre tilfælde et mindre hotel med seks værelser, restaurant og ”privat strand”.

undefined

Vi gør holdt i en lille bugt syd for Sarande, hvor Stauros, en albaner med græske aner, har nyopført et lille hotel med restaurant. Stauros serverer frokost, som består af friskfangede grillede fisk, græsk salt, brød og kolde øl. Herligheden koster en halvtredser per mand, og værelserne koster ligeledes en halvtredser per overnatning. Min ven konstaterer tørt, at det er første gang, han har været på en strand, hvor der kun er to liggestole – og de er ledige. Disse ”øde strande” er egentlig de bedste udflugter, man kan foretage i området omkring Sarande, men det kræver en udlejningsbil.

   

Ejendomsmæglere

Efter et par dage i og omkring Sarande står det klart for os, at vi må købe et hus hver især og flytte herned. Vi begynder at lede efter en ejendomsmægler, men finder ingen. Vi spørger på hotellet, på restauranterne og i butikkerne. Men ingen har nogensinde hørt om en ejendomsmægler.

Til sidst spørger vi en bartender, hvad han ville gøre, hvis han havde et hus og skulle sælge det. ”Nåh”, svarer han: ”Så ville jeg bare sige det til mine venner”. ”Og?”, spørger vi. ”Ja, så siger de det til deres venner, som siger det til deres venner, som siger det til deres venner, og en eller anden dag er der en, der banker på min dør for at købe mit hus”.

Såre enkelt, men da tiden for vores afrejse nærmer sig, må vi takke af uden at have talt med en ”ejendomsmægler” og uden at vide, hvilket niveau huspriserne egentlig befinder sig på. Nu går turen atter mod Tirana.

På vej gennem Tirana lufthavn smiler tolderen til mig. Jeg kigger overrasket på ham, men han siger blot, som var det det naturligste i verden for en tolder: ”Jeg håber, at De havde et behageligt ophold, og at vi snart ser Dem igen”.

For første gang i 47 år er jeg tæt på at blive mundlam, men jeg får alligevel fremstammet: ”Det kan De roligt regne med. Jeg kommer tilbage”.

Hold op, hvor jeg elsker det land.

 

undefined

 

Tirana hotel: Mondial Hotel

Sarande hotel: Hotel Porto Eda

Udenrigsministeriet: www.um.dk/en

 

Læs mere om rejser til Balkan:

Cool luksus på Kreta, Kreta åbner sanser og smagsløg - Thomas Rode og Tilde Maarbjerg viser vej, Med vinden i håret i det græske øhav og På sporet af Det Gamle Grækenland, Grækenland

Tosomhed i Kroatien - på yacht og Historiske og romantiske Istrien, Kroatien

 

*Senest opdateret den 5. maj 2017