”Une ville fort curieuse”

Tekst: Line Jerichow Foto: Christian Adamsen

 

Et af de mest vanvittige religiøse dramaer, iklædt middelalderkostumer, sange, folkelighed, gæstfrihed og litervis af øl, finder sted hvert år i byen Mons.

 

Mons ligger en lille time syd for Bruxelles. Den ser ved første øjekast ikke ud af meget og synes nærmest kedelig. Victor Hugo, der for en periode boede i Mons, kaldte byen ” Une ville fort curieuse”.

Ikke desto mindre er Mons den kulturelle hovedstad i Vallonien samt hovedstad for provinsen Hainaut. Med sine knap 90.000 indbyggere er Mons ikke større end Silkeborg. Men i kraft af at Nato har valgt at lægge sit militære hovedkontor ”SHAPE” lidt uden for byen, får Mons lidt af et internationalt islæt.

 

De snævre gader

 

I selve Mons centrum finder man den imponerende gotiske domkirke ”Collegiale St. Waudru” fra 1450. Domkirken ligger selvfølgelig vel placeret oppe på byens højeste punkt. På det, som føles som byens laveste punkt, finder man Grand Place, byens centrum. Pladsen er smukt omkranset med gamle middelalderbygninger og i den ene ende af pladsen ligger byens rådhus fra 1500-tallet. Placeringen af Grand Place og rådhuset i bymidten er en bystruktur, man ser i næste alle belgiske byer. Det, som gør denne plads ekstra særlig, er alle de små snævre gader, der fører hen til pladsen.

Siden 2007 har Mons haft sit eget universitet ”Université de Mons” og det har givet byen  et rigt ungdomsliv. Og som kulturel hovedstad for Vallonien har Mons et meget aktivt kulturliv, som kommer til udtryk bl.a. gennem teater, opera, internationale kunstudstillinger (i dette efterår er det Andy Warhol, der er på plakaten) og et væld af forskellige festivaler året i gennem.

 

”Ducasse de Messines” festivalen

 

Den største og mest vanvittige af alle festivalerne er den, der i folkemunde kaldes Doudou og som indeholder Lumeçon slåskampen.

Ducasse de Messines festival er et folkeligt tilløbsstykke, der hvert år finder sted søndagen efter pinse. Fra Mons og fra byerne omkring Mons, ja selv fra Frankrig, valfarter folk i hundredvis til byen.

Over 1000 deltagere fra forskellige familier fra Mons og omegn kommer, iklædt familiens middelalderkostymer og stolt bærende på deres slægts flag. Familierne deltager alle i processionen og spiller en meget stor og vigtig rolle i festivalen, da de repræsenterer den folkelige kulturarv. UNESCO har fundet denne festival så unik, at den er blevet optaget på listen ”The proclamation of masterpieces of the oral and intangible heritage of humanity”.

Ducasse de Messines festivalen kan dateres tilbage til midten af 1300-tallet. Oprindeligt startede processionen som en religiøs manifestation. I årene 1348-1350 hærgede pesten i Mons, som i resten af Europa, men Mons var særdeles hårdt ramt. I desperation hev menigheden derfor skrinet med deres helgen St. Waudru (en nonne, der startede sin egen menighed i år 656) ud af kirken og gik derefter i procession gennem gaderne. Det gentog de dag efter dag, og efter otte dage forsvandt den sorte død fra byen. I folkemunde hed det ”at det gode havde vundet over det onde”. Lige siden da har man holdt denne tradition i hævd og altid på trinitatis søndag, da det var omkring denne dag, pesten forlod Mons.

 

Le car d’or

 

Skrinet med St. Waudru står i domkirken, hvilket den imponerende smukke ”le car d’or” - guldkareten også gør. Kareten kommer kun på gaden til Doudou festlighederne og har den funktion at transportere skrinet med St. Waudru og de 10 til 12 messedrenge og -piger, der med deres børneskikkelser selvfølgelig repræsenterer uskyldighed og godhed. Kareten vejer mere end to ton og bliver derfor trukket af et seksspand.

Som en ekstra tilføjelse er traditionen i dag, at det er byens unge mænd, der skubber kareten op ad den stejle bakke foran kirken, og gøres det i et hug, betyder det frugtbarhed for hele byen. Når man kommer til denne del, og det lykkes de unge mænd at få kareten op på en gang, eksploderer Mons i glædesråb fra publikum.

 

Saint Georges

I 1500-tallet satte man en anden helgen ind i processionen, nemlig Skt. Georg, den gode krigers kamp mod den onde drage, i folkemunde hedder denne kamp Lumeçon.

Hele festivalen starter omkring kl.10 søndag morgen, og her skal man bare være til stede, når slægterne går i procession i gennem de smalle gader, forbi Grand Place og ender ved domkirken. Stemningen er afslappet og lattermild, men med en bagvedliggende nerve af dirrende spænding. Der bliver sunget bysange, der nærmest lyder som dem, man synger til fodboldkampe, der bliver piftet, råbt og klappet og alle smiler.

Omkring kl. 12 triller ”le car d’or” op ad bakken foran domkirken, og nu syder hele byen af en enorm energi af spænding og forventning, som næsten når sit højeste klimaks. Kommer guldkareten op? Derefter kommer Skt. Georg og dragen. Dette er festivalens højdepunkt. Folk skriger og råber, der klappes og jubles endnu højere. Skt. Georg ridder forrest og omkring ham mænd, der er klædt ud som hunde. Arrigt gør de af alt og alle og prøver at holde dragen på afstand.

 

Les Diables

 

Dragen bæres af ”hommes blancs”, de hvide mænd, og ved dragens hale finder vi ”les diables”, de små djævle, der arrigt puster balloner op og derefter lader luften blæse ud mod publikum. Ligeledes finder vi her ”hommes de feuilles”, bladmændene, der skubber og forsøger at beskytte dragens hale mod Skt. Georg og publikum. Det er et totalteater, hvor alle, skuespillere som publikum, er deltagere.

Energiniveauet er ekstremt højt og bryder man sig ikke om nærkontakt af femte grad, skal man undgå de smalle stræder, der fører ned til Grand Place.

Efter dragen kommer festivalens mest excentriske indslag: Byens unge mænd. Vilde i øjnene og som en menneskemur, arm i arm, kommer de stormende efter dragen. Du skal ikke stille dig i vejen for dem, for nu skal der deles håndmadder ud. Deres mission er at få fat i dragens halehår, efter Skt. Georg har dræbt den.

 

Mand mod mand om kvindernes gunst

 

Skt. Georg står endelig ansigt til ansigt med dragen på selve Grand Place og først forsøger Skt. Georg at dræbe dragen med sin lanse, men den knækker. Så trækker Skt. Georg sin ”pistol” og på slaget 13 skyder han dragen. Endnu en gang bryder menneskemængden ud i vild jubel.

De unge mænd kaster sig nu ind i en voldsom kamp, mand og mand imellem, for at få fat i så mange halehår (ægte hestehår) som muligt. På en nærstående bygning ved Grand Place ringer ”Carillon” 23 kobberklokker, og hele pladsen syder af glæde samt lettelse.

Efter denne grand finale spreder menneskemængden sig ud i de tilstødende gader, hvor den belgiske øl bliver velvilligt skænket i store glas.

De unge mænd bæller grådigt øllen i sig, mens de ser nærmere på deres skader, griner til hinanden og udveksler anekdoter om kampen.

Traditionen er herefter, at man som kvinde henvender sig til en af disse unge mænd, og selvfølgelig komplementerer dem for deres modighed, og dernæst beder om at få nogle hestehår. Mændene må ikke sige nej, sådan er traditionen, de skal afgive et hår eller to.

Det er et sjovt lille spil mand og kvinde imellem, som handler om beundring og ære.

Hestehårene bindes herefter om håndleddet (ikke en selv, men den unge mand man får hårene af ), med syv knuder og mens dette sker, ønsker man. Den dag hestehårene falder af, af sig selv, vil ens ønske være gået i opfyldelse.

 

Lovpligtigt at feste

 

Endnu en herlig tradition til denne festival, er traditionen om næstekærlighed. De lokale i Mons centrum åbner deres vinduer og døre, og herefter er alle og enhver velkommen inden for til en lille skænk eller en hapser. En gæstfrihed, der er helt unik for byen og som kun ses ganske få steder på planeten. Festivalen forsætter ud på de sene nattetimer, men det er der ingen, der bekymrer sig om, for i morgen mandag er det blevet bestemt ved lov, at det er lokal fridag for alle Mons bysbørn.

Se, det er et rigtig eventyr, og ve den, som ikke kan afse en søndag til at opleve det.

 

 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 10 / 2013 den 1. oktober 2013

*Senest opdateret den 1. juni 2017