Gastronomi i Thorshavn - En højst uventet oplevelse

undefined

 

Tekst og foto: Line Jerichow & Christian Adamsen

Hotel Føroyar er moderne uden at være prangende og virker ved første øjekast som ethvert andet 4-stjernet forretningshotel med den sædvanlige morgenbuffet fyldt med stressede forretningsfolk, en lidt trist a la carte restaurant samt en indretning, man har glemt lige så hurtigt, som man checker ud igen.

Jeg kunne ikke tage mere fejl.

 

undefined

Placeringen af hotellet, som gør, at man kan kigge ud over hele Thorshavn, kunne have givet mig en ide om, at her er nogle, som har tænkt sig godt om. Bygningens geniale udformning som en aflang hvid bygning, der næsten forsvinder ind i fjeldet med sit grønne græstag, burde også have sendt et signal til mig om udsøgt kvalitet og eftertænksomhed. Jeg tilstår, at jeg var lidt træt og mærket efter dagens vandretur, så jeg synker ned i lænestolen på mit værelse og nyder udsigten fra værelset ned over Thorshavn, hvor solnedgangen har sat ind. En måge spankulerer forbi mit åbne vindue i 30 centimeters afstand. Den leder efter aftensmad og jeg beslutter mig for at gøre det samme.

 

Restaurant Glasstovan*

Hotel Føroyar er ikke blot et smukt designet firestjernet hotel, det er også et forrygende spisested. Hotellets restaurant hedder Glasstovan, der på færøsk betyder ”fine stue”. Når man træder ind i restauranten, mødes man af et smukt indrettet lokale med hvide duge på bordene, stofservietter, Nanna Ditzel stole og en smuk koksgrå farve på væggene. Disse vægge bliver kærligt pyntet med lokal færøsk abstrakt kunst. Men trumfen er den formidable udsigt, vel og mærke på de dage, hvor der ikke er tåge. Udsigten er et view og en nydelse på 180 grader ud over Thorshavn by, havnen samt et kig til naboøen Nólsoy. Og den kæmpestore havmåge har igen besluttet sig for at slå lejr lige uden for vinduet, vores bord og os. 

Den første, som tager mod os i restauranten, er Peter Sisseck. Som tidligere beskrevet (lederen i REJS 10 / 2010) er Peter en guddommelig tjener, som sætter en personlig ære i, at hans gæster får en uovertruffen aften. Vi starter sammen med Peter i vinkælderen. Her findes der mere end 400 forskellige vine fra hele verden og selvfølgelig Færøernes største udvalg. Som en del af en festlig aften kan der her arrangeres vinsmagning med eller uden mad for op til 15 personer.

Vinkælderen er som at træde ind i Aladdins hule. Fra gulv til loft er der udsøgte vine, fx kan man her finde en flaske økologisk Pingus, 2004 14,8% til den nette sum af 14.000 danske kroner. Eller hvad med en flaske portvin fra 1937 eller sherry fra 1861 til 3.000 pr. flaske. I et hjørne af vinkælderen er der et stort akvarium med smukke fisk, der passer fint til den spartanske indretning med træ, vinkasser, mørke vægge, fåreskind, dæmpet belysning samt den behagelige temperatur af ikke for koldt og ikke for varmt. Hvis man ønsker mad til sit selskab kan her fås en udsøgt gourmetmenu eller man kan nøjes med hapsere bestående af færøsk skinke, fisk samt skaldyr. En vinsmagning for 12 personer koster ca. 500 kr. og med mad 1700 kr.

Tilbage oppe i restaurant Glasstovan studerer vi nøje menukortet. I aften kan vi vælge udsøgte retter fra den faste gourmetmenu. Er man ikke sulten nok til fem retter, er det også muligt at vælge to, tre eller sågar fire retter. Ligeledes kan man vælge en gourmetmenu udelukkende bestående af fisk og skaldyr. Priserne ligger fra to retter uden vin til 335 til 570 kr. med vin. Går man hele vejen med en fem-retters menu, koster dette 545 u/vin og 975 kr. med vin. 

 

Vi vælger at gå hele vejen....

undefined

Før første ret serveres en lille aperitif bestående af grissini, fladbrød samt chips med tørret fisk og ris, hertil en let sødelig Riesling. Færøerne er kendte for deres utroligt velsmagende postevand og her får vi det serveret med en lang skive agurk, der bare gør vandet endnu mere friskt og velsmagende.

undefined

Vores første ret er jomfruhummer og kantareller, der serveres med den skønne miks af skum, chokoladesauce og japansk tang. Det smager fint, mildt og alligevel får kombinationen af chokoladesauce, tang og skum det til at blive en gastronomisk smagsbombe. Så en lille mellemret bestående af kammuslinger med en dertilhørende Alsace Mouskat fra 2008.

Retterne kommer derefter i en behagelig strøm af sublime smagsoplevelser. Alt, hvad der serveres, er der kælet for. Råvarerne er nøje udvalgte, og temaet er Færøerne og rundt om Færøerne. Mesteren bag dette er den færøske kok Leif Sørensen, der før var ejer af restaurant Gourmet, men nu har valgt at lukke denne for at være køkkenchef på Glasstovan. Det er vi ikke kede af.

undefined

De næste retter består bl.a. af persillebagt rokkevinge fra en skaderokke, fanget i Atlanterhavet, med dertilhørende strandkål. Vinen er en sydaustralsk Shivaz fra 2006. Så serveres den færøske hofret fårehoved. Her er det dog ikke hele hovedet med tænder, der bruges, men blot kæbe og tunge. Kødet koges i 4-5 timer og stoppes derefter i et udhulet brød, der er let grillet/stegt på pande/ovn. Tilbehøret er små rørte mayonnaisevariationer med smag af safran, ribs og wassabi. Det er en fed ret og den er rig på smag. Ideen med mayo’en er genial. Hver bid giver forskellig smagsoplevelse alt efter, hvad man tager af den sure, søde og stærke mayonnaise. Hvis man her tror, at dette var hovedretten, tager man fejl.

undefined

Hovedretten er helleflynder. Til denne serveres der spinatcreme med friske nyopgravede kartofler og gulerødder, der er fra restaurantens egen køkkenhave. Man kan kalde denne ret ”havets bøf”. Kødet er lyst og fast, let tørt med bid og spinatcremen bløder det hele lidt op. Vinen, der her er valgt, er en afkølet Beaujolais.

undefined

Godt fyldte slutter vi aften af med en skøn dessert bestående af syrnet fløde med ribssne, syltede bær, kvon-is (kvan på dansk). Denne dessert formår at rense hele fordøjelsessystemet. Det er som en syndsforladelse efter en aften med de største gastronomiske smagsoplevelser.

 

Hotel Hafnia

undefined

Den store fiskebuffet på Hotel Hafnia er lige så traditionsrig på Færøerne som juleaften. Et sikkert bud er, at alle færinger før eller senere kommer forbi Hotel Hafnia typisk i anledning af en familiebegivenhed. Buffeten kan indtages og nydes hver tirsdag samt torsdag i højsæsonen, der går fra midt juni til midt august. Der er plads til ca. 120 personer, og husk at bestille bord, da buffeten er en af Færøernes turistmagneter og meget besøgt af alle.

Udvalget er flot, nærmest overvældende. Næsten alt inde for kategorien fisk og skaldyr findes her. Der er jomfruhummer, let røget laks, dampet langefisk, farserede blæksprutter, syltet havkat, råmarineret havtaske, lokal tørfisk, krabbeklør - og selvfølgelig den helt store specialitet grindehvalspæk. For sjovs skyld bør du prøve tørrede fisk med spæk og kartofler. Det smager, som det lyder; tørret fisk med fedt, men prøv det, for det er ikke alle steder, man kan få denne egnsret fra det kolde nord.

Buffeten byder selvfølgelig også på diverse varme fiskeretter, såsom fiskesuppe, havtaske med krydderurter, rødspætter med peberfrugtsauce og kuller med tomat og mozzarella. Til dessert kan der indtages en ægte egnsret bestående af rabarberkage. Prisen for dette buffet-orgie er 165 kr. for børn og 325 kr. for voksne. Det er en oplevelse, men tag ikke fejl af den flotte buffet, smagen er i samme klasse som serveringen.

Så hvis du er nede i byen og ønsker frisk fisk, får du en langt større oplevelse lige ovre på den anden side af gaden, hvor restaurant Etika byder på den bedste sushi og til meget rimelige priser. Hotel Hafnia fik faktisk tilbudt at overtage Etika på et tidspunkt, men takkede nej. I stedet for blev det restaurant Glasstovan fra Hotel Føroyar, som overtog den og niveauet på den gastronomiske oplevelse er derfor meget højt, blot til helt andre priser. Hotel Hafnia ridder på en bølge af traditioner og historie, som giver den sin egen charme, men den savner helt klart at komme med ind i det nye årtusinde.

 

Byens bedste kaffe

undefined

Kaffebar Dugni serverer byens bedste kaffe, uanset hvilken afart du foretrækker. På Dugni er de meget stolte over, at præsident Clinton i sin tid var forbi for at nyde en kop. Priserne er rimelige og serveringen er i top.

 

 

LINKS

www.smyrilline.dk

www.atlantic.fo.

www.hotelforoyar.com

 

Læs andre relevante artikler:

Summen af alt, Færøerne

Den gyldne cirkel, Island

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 3 / 2011 den 1. marts 2011

*Senest opdateret den 8. maj 2017. Bemærk venligst at restauranten på Hotel Føroyar i dag hedder "Gras". Restaurant Glasstovan har skiftet navn til restaurant "Koks" og er flyttet til bygden Kirkjubøur på øen Streymoy.

Oprindelig var restauranten placeret i Hotel Føroyar i Tórshavn, men blev i 2016 flyttet til Kirkjubøur, sydøst for Tórshavn. I 2015 blev Koks udnævnt som Årets Restaurant i Norden. I 2016 blev restauranten midlertidigt flyttet ud til andre lande i Europa, i februar var den i Salzburg i Østrig, og i marts og april blev den midlertidigt flyttet til København, hvor den var en pop-up restaurant i Havnegade. I februar 2017 modtog restauranten én stjerne i Michelinguiden. Koks bruger primært lokale råvarer som fisk, skaldyr og lam.