Summen af alt

undefined

I nogle tilfælde er det rene ingenting altsammen på én gang og hele tiden.

Tekst og foto: Line Jerichow og Christian Adamsen

 

Jeg har altid insisteret på, at Færøerne er en samling klipper midt i ingenting, og at der absolut intet er at komme efter for mig. Tørrede fisk, rigtig mange klipper og kontrol med salg af spiritus ligger enormt fjernt for en person, hvis livline er femstjernede hoteller og omhyggelig og effektiv roomservice.

 

Det bliver bare så hyggeligt

undefined

 

En gammel bekendt fra rejsebranchen, Henrik Neelmeyer, fortæller begejstret om Færøerne; om den hyggelige tur derop med Smyril Line fra Hanstholm, som kun tager 26 timer; om den smukke natur og den dejlige tur hjem igen. Jeg er ved at gabe kæberne af led, mens jeg på min indre skærm visualiserer: Fængsel, mange klipper, tørrede fisk, systembolag og mere fængsel.

Men han fortsætter totalt ubekymret med sin version og begynder at tale om det fantastiske ved det omskiftelig vejrlig og om de konstante ændringer i lyset, som det medfører. ”Lyset, Christian, det er helt utroligt på Færøerne,” forklarer han. Jeg ser et billede af Platon i tunika, som med højtidelig mine siger: ” Vi kan nemt tilgive et barn, der frygter mørket; den virkelige tragedie i livet er, når voksne mænd frygter lyset”. Beslutningen er taget i samme sekund, Platon har talt. Jeg skal til Færøerne og det bliver på den mest langsomme facon, næst efter at svømme derop. Og hvis noget går galt, er det for i øvrigt Henrik Neelmeyer og Platons skyld.

 

Rock i højtalerne

undefined

 

Otte dage senere er jeg pakket og klar og sætter kursen mod Hanstholm. I Jylland har de højere fartgrænser end på Sjælland. Det skyldes givetvis, at de har mange fine motorveje med meget få biler på. De har også en anden kørekultur, som bl.a. indbefatter, at man trækker ind, når man har overhalet, i stedet for at blive liggende i venstre spor i en times tid. Det er egentlig ganske fornuftigt, så jeg holder den jyske fartgrænse, mens der skrues helt op for Muse og deres "Uprising" på vej mod Hanstholm. Det her kan ikke gå galt.

 

Value for money 

undefined

 

Andre vil kunne gøre det bedre end mig første gang, de tager til Færøerne, og tage en flyvemaskine, men forskellen på mig og et dampbarn er såmænd blot en diagnose, så jeg tager skibet. Det er på tide at komme helt ned i tempo, slukke mobilen og glemme alt om min bugnende indbakke.

Det var et godt valg. Starter med en herlig middag i skibets a la carte-restaurant med kammuslinger og asparges til forret, hertil serveres en kølig Chablis. Til hovedret får vi velstegt tournedos med en udsøgt Amarone og desserten består af en fin vaniljeis garneret med karamel, mandler og friske bær. Vinkortet vidner om kvalitet med champagne, hvid og rød fra de bedste vinproducerende lande i verden. Betjeningen er høflig og effektiv og retterne er veltilberedte og serveres med stor omhu. Priserne er som på en dansk restaurant.

Value for money får du ved morgenmadsbuffeten til 88 kr. og i særdeleshed ved frokostbuffeten til 125 kr., som bugner med friske pil-selv rejer, stegte sild og alle andre slags sild, laks i enorme mængder, suppe, salater og forskellige kødretter, men det er ved det gigastore kagebord, at tårerne får frit løb. Jeg tænker tilbage på min første skoleudflugt til Carlsberg og det enorme sodavandsbord som rundvisningen afsluttedes med og jeg fornemmer intuitivt, at køkkenpersonalet ved, at jeg skal op og vandre, og at de lige vil sikre sig, at jeg har fået nok kalorier indenbords. 

 

Min nye ven

undefined

 

Det er vigtigt, at du ankommer tilpas udhvilet uden nogen form for stress i kroppen og kun med den sitrende energi, som forventningens glæde afføder, når du skal til Færøerne. Og det er præcis, hvad alle gæsterne på skibet er i gang med. De læser (meget), de spiser godt, får masser af frisk luft og vugges blidt i søvn af Atlanterhavet, når de går til køjs. Jeg fortrækker til den udendørs bar, hvor rygning er mere end tilladt og hvor jeg stifter bekendtskab med min nye ven: Föroya Bjór Pilsnar. Den ser ikke ud af meget i den klassiske triste ølflaske og med en etiket, som må være designet af ejerens svigermor, men den smager bedre end nogen dansk pilsner og er helt på højde med de bedste belgiske pilsnere. Sådan er det ofte med nye venner, de ser måske ikke ud af meget ved første øjekast, men de overrasker positivt igen og igen.

 

Fulde nordmænd

Jeg finder frem til to udendørs kahytter på skibet, som ved nærmere undersøgelse viser sig at være fængselsceller, men de er ikke i brug. Forklaringen er den enkle, at Smyril Line ikke længere sejler til Norge. Ser man det! Det er altså ikke kun svenskerne, som har et problem med indtagelsen af alkohol, nordmændene kan heller ikke finde ud af det. Vi ankommer sent om aftenen til Thorshavn, finder Hotel Færøerne, som bare er et rigtig godt hotel og får endnu en god nats søvn. Næste morgen er jeg så klar til enhver vandretur, enhver klippe, ja ethvert bjerg, der måtte befinde sig på min vej.

Nu skal der vandres.

 

Klassisk i højtalerne

undefined

 

Vi har til alt held taget bilen med. Min bekendte, Henrik Neelmeyer, havde jo kundgjort, at vejret er yderst omskifteligt på Færøerne, så det gode ved at medbringe en bil eller leje en er, at man kan køre derhen, hvor vejret er godt. Såre simpelt, da det meste på Færøerne er inden for en times kørsel. Mens vi kører rundt i den betagende natur, er der kun en form for musik, der fungerer: Klassisk. På Færøerne er Muse yt og al anden form for nymodens musik virker som unødig larm. 

 

undefined

 

Første vandretur foregår på Eysturoy, i den helt fantastiske bygd Gjógv. Det er en forholdsvis kort tur på ca. en time og alt, hvad man behøver at gøre, er at følge punkterne i en markeret rute, startende med nummer et osv. Man kan så vælge, om man vil vandre den lange tur eller tage en kortere version. Til hvert punkt er der knyttet små historier og fortællinger om bygden og dens beboere gennem tiden. En meget charmerende ide, der gør turen mere interessant. De første ca. 200 meter er forholdsvise flade, men så begynder det at stige. Min puls følger stigningen og når uanede højder i løbet af blot 30 sekunder. Jeg forstår ikke helt, hvad der sker, for så dårlig form er jeg vel heller ikke i? Nu går det nærmest lodret op og stigningen er så stejl, at det, som tidligere var en sti, ændrer form til noget, som minder om en trappestige med klart markerede trin, hvor jeg sætter hånden i de kommende trin for at holde balancen, mens jeg langsomt tager et skridt af gangen. Jeg kæmper mig videre, mens pulsen permanent ligger i det røde felt og min vejrtrækning lyder som min gamle trofaste Nilfisk-støvsuger dagen før den endegyldigt forlod denne verden.

 

Unge damer

Min kone flyver af sted i højt tempo og med samme ynde som en gazelle på savannen. For knap 25 år siden syntes jeg, at det var genialt med en kone, som er fem år yngre end mig. For det første fik aldersforskellen mig til at fremstå moden og velovervejet for første gang i mit liv, og dernæst har jeg for altid en kone, som er evigt ung i min optik. Jeg overvejer, om jeg skal skifte hende ud med en, som er mindst 10 år ældre end mig, mens jeg retter blikket mod højdedraget. På toppen ser jeg en dame omkring de 75 spankulere rundt, som om hun ledte efter en dåse flåede tomater i den lokale Superbrugs, hvilket får mig til at opgive ideen om en ældre model. Irritationen over min elendige form og frem for alt den rest af forfængelighed, som jeg har tilbage, får mig til at sætte tempoet yderligere op. 

 

Fobi eller ej

Vi fortsætter på kanten af klippen mod toppen. På kanten til det, som mere og mere føles som selve livets afgrund, er der sat hegnspæle op med cirka tre meters mellemrum. Mellem hegnspælene er der trukket et hønsenet, som jeg formoder, skal give mig en følelse af sikkerhed. Det virker ikke helt efter hensigten og mens jeg kigger direkte ned i afgrunden, husker jeg det, som jeg lykkeligt har fortrængt de sidste mange år:

Jeg lider af højdeskræk 

En mild svimmelhed sætter ind og jeg overbeviser mig selv om, at jeg blot lige skal have vejret, så er jeg klar igen. Jeg rækker ud efter den nærmeste hegnspæl for at støtte mig til den, men konstaterer, at den sidder lige så løst som en mælketand hos en otteårig og en begyndende overbalance sætter ind. Mine fødder er fast placeret i hvert sit trappetrin, min højre hånd svinger i takt med den løse mælketand og helt spontant bruger jeg min venstre arm til at genvinde balancen som en rodeorytter, der sidder på en olm tyr. Resultatet er forbløffende nok en slags intim dans, hvor mine hofter bevæger sig i bløde cirkler, mens min venstre arm bevæges modsat synkront i elliptiske cirkler for at holde balancen. Jeg har altid været lidt fascineret af folk, som kan danse salsa og var slet ikke klar over, at jeg havde det mig, men i de 15 sekunder det tager mig at genvinde balancen, vil jeg sværge på, at jeg dansede en fejlfri salsa. Efter at have genvundet balancen og fået vejret, opgiver jeg min højdeskræk. Det er for patetisk. En ting er, at jeg er i elendig form, men ingen fobi skal holde mig fra at nå toppen og den belønning, som venter mig.

Vi når toppen, den formidable udsigt, et par får og frem for alt den enorme selvtilfredshed, det er at have gennemført. Resten af turen er en påpasselig nedstigning i mildt tempo, og for enden af regnbuen venter belønningen, i vores tilfælde i form af madmors aftensmad på Guesthouse Gjáargardur. Vi får denne aften serveret mørt fårekød, der smelter i munden, og selvfølgelig med en iskold Föroya Bjór Pilsnar til.  Desserten er hjemmelavet rabarberkage med flødeskum. Helt igennem vidunderligt.

 

undefined

Alles ist gut

Vi har udset os forskellige steder på Færøerne til den næste vandretur og takket være vores køretøj kan vi køre rundt, indtil vi finder et sted, hvor vejret er rimeligt. Vi kommer bl.a. til den lille bygd Kirkjubøur, der ligger ca. 20 min i bil syd for Thorshavn. Her møder vi Diana Borgnyardóttir, der har en lille hyggelig butik, hvor hun selv designer og sælger dametøj i det lækreste og reneste færøske uld. Hun er nok den eneste på øerne, som beklager sig over, at Smyril ikke længere sejler til Norge. ”Nordmændene købte meget,” konstaterer hun tørt. Men det ændrer ikke ved, at hun holder fat i sit koncept om højeste kvalitet af uld og design. Hun er fra Færøerne og hun giver ikke op for bollemælk.

 

undefined

 

På vej ud af bygden (det tager 12 sekunder at komme ud) mødes vi af fire voksne tyske spejdere i knæbukser og vandrestøvler. De har medbragt madpakker, sennep og guitarer. Jeg falder lidt i staver over synet, hvilket de benytter sig af og bryder ud i kristen korsang. Jeg iler videre mod min lydisolerede bil og sætter fart mod næste udmattende og angstfremkaldende vandretur, som lige nu synes som en befrielse.  

 

Mod højeste tinde

undefined

 

Færøernes tredje største ø Vágar er et af de mere dramatiske steder på Færøerne. På den ene side er der historien. Det var her, englænderne anlagde lufthavnen Vágar under Anden Verdenskrig. Dels fordi indflyvningen er bedst her og dels var det også muligt at lande på den store aflange indsø Sørvágsvant med en vandflyver. Dernæst findes på Vágar nogle af de mest dramatiske klipper.

På Vágar kan man bl.a. gå en vandretur langs søen Sørvágsvant, og dette er absolut en vandring værd. Om sommeren kan man mod betaling sejle ned for enden af søen, og her opleve det mest fantastiske vandfald, der går fra søen og ud i Atlanterhavet. Uden for sæson kan man selv vandre turen venstre om Sørvágsvant. Det tager ca. 1-1/2 time i roligt tempo at nå til enden af søen og til vandfaldet. Undervejs er der små stenstrande, hvor det på nogle af dem er lovligt at campere.

 

undefined

 Her er ingen afmærkede vandrestier, men det behøves heller ikke. Du sætter blot kursen mod højeste tinde. De første kilometer er mild vandring, og så sætter stigningerne ind. Højdeskrækken banker på igen. Jeg gider ikke lytte til den og stiller mig helt hen til kanten. Jeg fylder lungerne med Atlantens salte luft, lader den dramatiske udsigt ætse sig ind på min hornhinde, tømmer den mentale indbakke og nyder suset.  

Det pulserende liv

Tilbage til Thorshavn. Her venter en af de bedste gourmetoplevelser. Tilbage til en parkeringsvagt, som gjorde alt, hvad han kunne, for at jeg IKKE skulle få en P-bøde; og til taxachaufføren, som kørte taxa om aftenen, men om dagen arbejdede med unge mennesker med problemer, for som han sagde: ”De er fremtiden, og vi skal tage os godt af dem”.

En lille hovedstad som opleves hektisk efter dage blandt klipper og tosomhed. En meget gravid og meget ung kvinde krydser gaden, mens hun japper løs i sin mobil. Jeg fryder mig over atter at være i det pulserende liv. Jeg fryder mig, fordi jeg for første gang i mit liv foretrækker stilheden, roen, vidderne og de vanvittigt dejlige ukuelige mennesker, som befolker nogle klipper midt i ingenting. Summen af alt dette er livets salt. Nogle kalder det for essensen af livet, eller måske meningen med livet, jeg kalder det blot for Færøerne. Altsammen på én gang og hele tiden.

 

 

 

LINKS

www.smyrilline.dk

www.atlantic.fo.

www.hotelforoyar.com

Læs andre relevante artikler:

Gastronomi i Thorshavn - En højst uventet oplevelse, Færøerne

Den gyldne cirkel, Island

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 2 / 2011 den 1. februar 2011

*Senest opdateret den 8. maj 2017.