Amsterdam: Her er alt muligt

undefined

Den skæve, sjove, spøjse by.

Tekst og foto: John Njor og Elisa Nielsen

Amsterdam er en af verdens sjoveste byer at dalre rundt i, fordi der bor mennesker alle vegne i den gamle bydel, hvor der altid er et imponerende folkeliv og konstant lurer mange overraskelser. Selv om man har været mange gange i byen, dukker der altid nye ting frem ved næste besøg, eller man opdager noget pudsigt, man ikke har været opmærksom på tidligere.

Der er så mange spøjse butikker, at man let kan gå forbi en del, der i virkeligheden viser sig at være mindre uofficielle museer for de mærkværdigste ting, når man nysgerrigt vover sig indenfor, blot for at ose. Og man får tit en god historie af indehaverne, hvis familier ofte har ejet stedet gennem generationer.

En brillebutik viser sig i virkeligheden at være et museum, hvor man både kan købe et nyt par briller og se hundreder af andre modeller, der er ægte museumsgenstande. Adressen er i dette tilfælde: ”Brilmuseum Amsterdam”, Gasthuismolensteeg 7. Vil man have styrke i sine dykkerbriller, klarer man det på modsatte side af Singel i nr. 310 hos dykkerspecialisten Keesie.

Det er nu kun et par eksempler blandt ikke så få butikker og sjove seværdigheder i det samme forholdsvis lille område, der kaldes de 9 gader, ”De 9 Straatjes”, 3 x 3 gader lagt i et gittermønster i centrums gamle læder- og garverdistrikt, som forbinder Singel, Heren-, Keizers- og Prinsengracht.

I alt findes i disse gader 150 sådanne små specialbutikker, den ene sjovere end den næste, hvor en kun sælger tandbørster og tilbehør til tandplejen, men i fantastisk mange variationer, mens en anden udelukkende handler med knapper, en tredje sælger alene rejselitteratur fra hele kloden og gamle tidsskrifter fra 60’erne, da Marilyn Monroe og Catherine Deneuve sammen med Jacqueline Kennedy var nogle af de store stjerner på forsiderne.

I Reestraat ser vi en mand hejse store flyttekasser op med tovværk fra den bom under tagskægget, som findes på stort set alle de smalle huse i det gamle Amsterdam, hvor trapperne er for smalle til at bære ting op ad.

Manden med tovet er dukke-doktor Kramer i nr. 20-23, som, sammen med den kvindelige dukke-kirurg Marijke Hogers, påtager sig at reparere selv de mest medtagne dukker og trøstebamser.   

”Lady Day” i Hartenstraat har specialiseret sig i nye og brugte klæder til kvinder, der især gerne vil se ud, som man gjorde i 60’erne og 70’erne. Nutidigt design inden for damesko og støvler, samt tasker, punge og bælter, finder man til gengæld i den meget estimerede Hester van Eeghens to butikker i samme område.

En sælger kun dåser i alle faconer og udsmykninger, en anden har omskabt brugte brudekjoler til sjovt børnetøj. ”Laura Dolls” udbyder brugte, men meget velholdte klude fra 40’erne og 50’erne til nye trendsettere, og der er flere obskure bikse med ekspertise i gamle smykker, bl.a. i art deco, side om side med indiansk kunst, antikke lamper, fine chokolader og kalorierige lækre kager, som man kun kan lave dem i Nederlandene.

Og selv ikke­-rygere må have svært ved ikke at blive charmeret af ”Das Haus Hejenius” i Rokin gaden nr. 92-96, en slags cigar-sybaritternes klub i art deco-stil, hvor man kan leje sit eget skab til sine cigarer, så de holder den rette temperatur og luftfugtighed. Ud over at man her kan købe omkring 200 forskellige cigarmærker fra hele verden, kan man også slå sig ned med en avis og ryge sin cigar i smukke omgivelser. 

 

DET SUNDE AMSTERDAM

Man kan gå derind blot for at se på de mange flotte flasker med mineralvand fra hele verden, eller eventuelt for at købe nogle af dem og lægge bunden til nogle sunde dage i Amsterdam, hvor der ellers er alle muligheder for at være hård ved sig selv i byens mange værtshuse.

Butikken med alverdens mineralvand hedder Waterwinkel og ligger i Roelof Haartstraat nr. 10 i det sydlige Amsterdam. Vil man også have et sundhedsmåltid, kunne man forsøge sig hos Lasse og Wenche Nielsen i Café Nielsen i Berenstraat 19, hvor de gør ekstra meget ud af vegetarretter (og æbletærten er noget af en specialitet).

Derefter er det vel tid til at pleje kroppens ydre, og det kan man gøre i smukke omgivelser i Sauna Deco (Herengracht 115) i Jordaan-distrikten, med nogle utroligt flotte art deco-rum, som er overflyttet fra 20'ernes ”Au Bon Marché” varehus i Paris til Amsterdam.

Skal hændernes negle også have den helt store tur, kan man besøge Tilly's Nailstudio i Nieuwmarkt 22 eller filialen i Beethovenstraat 83, hvor negle-stylisterne både kan få dine fingre til at ligne noget fra en reklamefilm for neglelak, og du også kan få et kursus som negle-stylist. Sig så ikke, at Amsterdam ikke også er en sund by – trods de mange værtshuse.

 

OG SÅ TIL DET USUNDE

undefined

Vil man det mindre sunde, og det bør vel også prøves, fordi det er ret specielt, så kig indenfor hos nogle af de mange pandekage-restauranter, hvor man får serveret solide pandekager, tykke som skosåler, med det utroligste indhold: skinke, ingefær, bacon, ananas, banan med rom, pølse, camembert, kylling, smør, chili, sushi, nødder, artiskok, chokolade, kanel, syltetøj, flødeskum, røget laks med dild-sauce, ja alt synes muligt. Og der er mange af disse specialister med de særeste opskrifter:  Restaurant Pancakes i Berenstraat 38, Meneer Pannekoek (Raadhuisstraat 6), Pancake Bakery i Prinsengracht 191 og Pannenkoekenhuis i Grimsburgwal 2.

 

VÆGGE MALET MED NIKOTIN

Værtshuslivet er også særegent, og især de såkaldte brune caféer, bruin café eller bruine kroeg, som de kaldes, hvor væggene synes at have fået deres farve fra århundreders tobaksrøg og nikotin, er lidt af et must i denne livlige metropol. Et af de sjovere værtshuse i den genre er Wynand Fockink, som man finder gemt i smøgen Piilsteg bag Krasnapolsky-hotellet (gaden løber parallelt med Damstrat).

Og der er sjældent langt mellem værtshusene eller restaurationerne. Ikke mindst de etniske spisesteder, som kulinarisk synes til sammen at dække hele klodens klonede spisekort.

 

FRISIND GAV ÅBNE DØRE

Landets fortid som kolonimagt og åbne døre for andre kulturer har trukket alskens etniske befolkningsgrupper til. De gør gadebilledet ret spraglet, både med hudfarver og tit med nogle meget kulørte påklædninger. Det har igen smittet af på de små lokale markeders og specialbutikkernes vareudbud.

I få byer – om nogen – har frisindet haft bedre kår end her, så mange forfulgte mennesker er strømmet til Amsterdam fra hele kloden.

 

PAS PÅ DE SMÅ VÆGGE

Afklædte menneskekroppe, som åbenlyst er til salg/udlejning, udstilles i dag i vinduerne i byens berømte Red Light District, som de lokale kalder De Walletjes (De Små Vægge). Det har på anden vis demonstreret frisindet i en grad, at det samtidig er blevet en ikke specielt charmerende turistattraktion. ”At ende ved en lille væg” betyder samtidig på hollandsk, at man har haft uheld. Den afslappede holdning til hash og forskellige former for grinegræs trak i 60’erne hurtigt den globale hippiekultur til, så byen en tid var én stor fest. Og den er ikke helt forbi, selvom der er blevet strammet betydeligt op på det område.

Man møder fortsat mange pushere, og den illegale narkohandel er ikke specielt godt gemt. Man kan stadig finde forskellige former for rusgifte på kanten af det lovlige solgt til eget brug i Magic Mushroom Gallery i Spuistraat ikke langt fra de frække købedamer. Men det bliver ikke ved det. Sørgelige menneskelige rester fra såvel prostitutionen som overdrevet brug af sprit og narko er døgnet rundt at finde mellem Warmoesstraat, Nieuwmarkt og Damstraat.

 

101 SEVÆRDIGHEDER KLARES PÅ EN TIME

Har man ikke været i Amsterdam før, er det en rigtig god idé at tage en sightseeing tur på kanalerne. Det giver nemlig et virkelig godt overblik over byen. Der er forskellige muligheder. En lover, at båden inden for en time passerer 101 seværdigheder, som guiden beretter om på turen. Den kan anbefales. Der er andre, hvor man på samme billet kan hoppe af og på bådene forskellige steder, hvis man vil kigge på et af distrikterne, fx Jordaan-kvarteret med Rembrandts Hus, eller besøge Anne Franks hus eller et af de berømte kunstmuseer.

 

4000 DAMETASKER

Der er også mindre, men alligevel så interessante museer, at man forbløffes, når man står ved montrerne. Eksempelvis et taske-museum, hvilket for mig lød så knaldhamrende kedsommeligt og absurd, at jeg kun modvilligt lod mig lokke med indenfor.

Museet var på alle etager fyldt med kvinder og piger, der begejstret kommenterede tingene i montrerne, mens jeg i smug kunne konstatere, at det må være byens bedste scorested for mænd med gyldne kreditkort. Jeg var der en times tid og så ikke én eneste anden mand i den periode, bortset fra ham, der sad i caféen og så ud til at kede sig. Men han skulle ligesom jeg have taget turen rundt, for ”Tassenmuseum Hendrikje” viste sig faktisk at rumme et meget interessant stykke kulturhistorie, der rækker små 400 år tilbage til den sene middelalder. Det samme gør bygningen, der huser museet i Herengracht 573.

Det er suverænt den fornemste taskesamling i Europa, måske i hele verden. I alt 4000 i tasker og punge, hvoraf de 1500 til enhver tid er udstillet. Og mellem dem bl.a. Grace Kellys Hermes håndtaske og den Versace lavede specielt i Madonna til premieren på Evita.

 

HASH OG SEX PÅ MUSEUM

I denne frisindede by har man naturligvis også mellem de godt 50 museer et hashmuseum og et sexmuseum. Og på havnen ved Oosterdok finder man NEMO (New Metropolis), et herligt børnevenligt videnskabeligt eksperimentarium, der ude fra ligner en strandet supertanker.

Amsterdam har naturligvis også et Tulipan-museum, som straks genkalder den gamle schlager om ”tulipaner fra Amsterdam”, på engelsk: ”Tulips from Amsterdam”, hvilket meget fikst er udnyttet på en souvenir-T-shirt med en rød tulipan, der ligner to kysseklare læber, og med teksten ”Two lips from Amsterdam”.

 

CYKLERNES KOR

Orker man ikke at gå, så har byen et fremragende bus-, metro-, tog- og sporvognssystem, der gør det let og hurtigt at komme rundt i Amsterdam, hvor cyklerne er et kapitel for sig. Et sted er der cykelstativer i 4 etager. Og cyklisterne flintrer af sted efter deres eget anarkistiske regelsæt, der ikke synes at udløse bøder, skænderier eller uheld. Ret charmerende. På butiksruderne er der skilte, der henviser til, at man parkerer den tohjulede henne på nærmeste bro – og broer er der jo overalt i den indre by. Tre gange flere end i Venedig, lærte vi på den sejlende sightseeing.

 

 

 

Se mere om aktuelle tilbud på www.iamsterdamcard.com.

 

Læs mere om rejser til europæiske hovedstæder:

Eftermiddagste i London og Femstjernet glamour på The Savoy, England

Bruxelles små oaser - den lykkelige forbindelse, Belgien

Berlinerkult ved pølseboden, Tyskland

På weekend i betagende Budapest, Ungarn

 

*Artiklen er senest opdateret den 9. maj 2017