Der er en verden udenfor Dublin

undefined

Tekst og foto: Claus R. Hebor

40.000 danskere tager til Irland hvert år, men de fleste oplever kun Dublin. Og det er synd - for der venter store og flotte oplevelser umiddelbart udenfor Dublin. 

 

I undersøgelser er irerne udnævnt til det mest gæstfrie folk i verden. Og ikke mindst, når man kommer udenfor imødekommende, men dog moderne Dublin, oplever man til fulde den irske talemåde, at ”en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”. Indenfor en radius på kun 50 kilometer fra Dublin kan man gå på opdagelse i det ”ægte” Irland med dets fascinerende historie, hyggelige Bed & Breakfasts og eminente madoplevelser. Landskabet er varieret og spændende med bløde bakker med grønne hegn, de kendte stendiger, brede strande og vildsomt bjerglandskab. På en forlænget weekend kan man uden stress nå mange højdepunkter. Så efter at være landet i Dublin Airport styrede jeg sammen med nogle venner den lejede bil stik nord - modsat Dublin.

 

Irland er rig på historie

undefined

 

Historien er til stede overalt i Irland, og et besøg i Drogheda cirka 40 kilometer nord for Dublin er et godt udgangspunkt for nogle af de største historiske seværdigheder som Slane Castle, Boyle, Hill of Tara og Monasterboise. Et højdepunkt er den imponerende gravhøj Newgrange, som er bygget lang tid før pyramiderne og med enorme sten hentet op til 100 kilometer derfra. Jeg blev meget imponeret over den gennemtænkte arkitektur med en smuk facade af hvide kvartssten, som reflekterer solen.

Solen har netop en afgørende rolle i Newgrange, da den på årets korteste dag præcist rammer et vindue over indgangsdøren. Solstrålen kryber op gennem den 19 meter lange gravgang og fylder det store gravkammer med et magisk, gyldent lys - Solguden er iblandt os! Denne oplysning – i både bogstavelig og overført betydning - varer 17 minutter, hvorefter lyset samles til en koncentreret stråle, der langsomt ”kravler” ud gennem gangen og tager de dødes sjæle med sig. Året rundt bliver vintersolhverv rekonstrueret med kunstigt lys, så vi klart fornemmede den enestående spirituelle oplevelse, det må have været for stenalderfolket. Selv i dag kan man ikke undgå at gribes af oplevelsen og den smukke tanke. Newgrange er et UNESCO World Heritate Site og med rette en af de største seværdigheder i verden.

 

undefined

 

Nye trends og traditioner

Vi indlogerede os på det nye hi-tech ”The D Hotel” i Drogheda og oplevede derigennem det imponerende økonomiske opsving ”The Celtic Tiger”. Hotellet ligger smukt med udendørs servering langs floden Boyne, og med høj kvalitet og perfekt service er prisen særdeles attraktiv sammenlignet med Dublin.

I den ultra-moderne ”d bar” mødte vi bartender Sean, der tiltalte os med et fuldendt: ”Hvad ønsker d´herrer og damer?”. Lidt overraskede over hans flotte danske sprog fik vi hans historie. Han er opvokset i Danmark hos sin danske mor, men da han ikke kunne få sin brasilianske kæreste til Danmark, valgte han at flytte tilbage til Irland og hans fædrene familie. Det har han bestemt ikke fortrudt, for Irland er i de seneste 10 år eksploderet af udvikling og initiativ. En væsentlig årsag til ”The Celtic Tiger” kan udmærket være irernes enestående åbenhed overfor fremmede og deres evne til at integrere dem. Sean var eminent til at fremtrylle spændende og eksotiske drinks med kanel og krydderurter, men med mine mere traditionelle smagsløg valgte jeg dog nationaldrikken Guinness og en glimrende irsk Connemare-whiskey. ”d restaurant” har modtaget mange priser for dens fusion af traditionel irsk mad med moderne gastronomi, og hotellet er et godt udtryk for, hvor godt irerne kombinerer de nyeste trends med traditionelle værdier. 

Hvis man mere er til det ”gamle” Irland, er Scholars Townhouse Hotel et godt valg. Det ligger i en meget smuk bygning fra 1867, som har fungeret som residens for de katolske Christian Brothers. Restauranten er indrettet i en stor stue med tændt pejs og flotte loftsmalerier af irsk historie, og pianisten spiller stille klassiske klaverstykker som ekstra krydderi til en fremragende menu.  

 

Irsk gæstfrihed på B&B

undefined

 

Drogheda er fyldt med spændende historie. Den middelalderlige borgport er meget velbevaret og har gennem tiden modstået mange angreb fra englænderne og protestanterne. Et sort kapitel blev føjet til historien 11. september 1649, hvor endnu et oprør mod englænderne blev nedkæmpet af Oliver Cromwell. Efterfølgende massakrerede hans soldater alle byens mænd, kvinder og børn på de mest grusomme måder. De få overlevende blev sendt som slaver til Caribien. Så havde alle irere fået en lærestreg om aldrig at stå op imod England igen, mente Cromwell. Historien beviste det stik modsatte - det øgede blot vreden og oprørstrangen. Datosammenfaldet for massakren fik mig til at spekulere over, at det eneste man opnår gennem terror, er flere og mere uforsonlige mennesker på begge sider. Hvis mennesket ikke snart lærer af historien kommer vi til at gentage den på katastrofal vis.

Man har ikke oplevet Irland, før man har boet på et rigtigt B&B. Efter det moderne ”the d hotel” kørte vi i en bue udenom Dublin til den lille by Enniskerry i Wicklow Mountains, 30 kilometer syd for Dublin. Vi mærkede virkelig den irske gæstfrihed på det hyggelige victorianske Ferndale House B&B, da Josie og Noel tog imod os med te og scones i loungen ved ankomsten. Værelserne var hyggelige med gammeldags messingseng, store træmøbler og forskelligt nips nøjagtig som for 50 eller 100 år siden. Alle gæster spiser morgenmad sammen ved det store spisebord, og netop morgenmaden er et stort plus på Ferndale House – og på alle de B&B´s i Irland, jeg har oplevet. Her blev den serveret i rigelige mængder med friskbagt brød og hjemmesyltet marmelade samt selvfølgelig bacon, æg, white & black pudding, tomat og pølser. Så er man klar til at nyde den friske irske bjergluft på en tur i Wicklow Mountains.    

 

Oase midt i vildsomme bjerge 

undefined

 

På vej til Glendalough tog vi turen over Sally Gap, det højeste pas i Wicklow Mountains, hvor man kører gennem øde bjerglandskaber med får og hjorte som de eneste beboere. Hvis man tager en lille omvej kommer man forbi Lough Tay – Guinness-søen - som i den rigtige vinkel ligner et glas frisktappet Guinness. Med helt sort søvand og hvid sandstrand i øverste ende omgivet af høje bjerge til alle sider. Ved søen har Guinness-familien meget passende en sommerresidens med tepavillion. Et betagende syn og en idyllisk perle midt i det barske landskab. Glendalough er smukt beliggende i en af de mest vilde og dramatiske egne af Wicklow Mountains. For irerne er stedet en national helligdom, hvor de første munke byggede en klosterby. Historierne om de munke, der levede en årelang eremittilværelse i de omkringliggende bjerge, bliver særdeles levende, når man i dag besøger deres afsondrede og nøgne klippehuler.  

 

undefined

 

Glendalough domineres af det imponerende rundtårn, der skulle beskytte beboerne og deres guldskatte fra røverbander og ikke mindst vikingerne, da de hærgede i Irland. Vi er dog sidenhen blevet tilgivet, og de gæstfrie irere står med åbne arme – for ikke at sige nysgerrighed - over for danske besøgende. Vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough, som oprindelig blev bygget af vikinger bosat i Irland af tømmer fra Glendalough, blev behørigt fejret på museet i Dublin, før det vendte tilbage til Danmark i august 2008.

En god vandretur på 9 kilometer går fra Glendalough rundt om Upper Lake, men det er en relativ stejl bjergvandring, og man skal være rimelig trænet for ikke at miste pusten. Men turen er alle anstrengelserne værd, da den går højt over søen med betagende udsigter op mod en øde, lyngbevokset dal. Her følte jeg mig hensat til en helt anden verden langt fra enhver civilisation. Den godt afmærkede sti følger en bjergfos i siksak ned gennem et forrevet klippelandskab, og kort tid efter vandrede vi langs den smukke, skovklædte søbred og tilbage i den irske idyl med marker, stendiger og grønne hegn. Vidt forskellige landskaber inden for en vandretur på bare fire timer.

 

undefined

 

Hver dag afgår mange endags sightseeing-busser fra Dublin, så der er ingen undskyldning for ikke at opleve Glendalough og Wicklow Mountains. Jeg vil dog klart anbefale, at man bor i det smukke landskab, som irerne selv kalder ”The Garden of Ireland”.  

 

”Craic” på Johnny Fox´ 

undefined

 

Johnny Fox´ Pub i nærheden af Enniskerry er sandsynligvis kendt af mange Dublin-besøgende, og det bør være et fast punkt på enhver rejseplan til området. Det er Irlands højst beliggende pub bygget i 1798, og med en indretning og stemning, som enhver pub crawler drømmer om. De mange små kroge er fyldt med nips, skilte, vasketøj og natpotter, som gør det til en oplevelse bare at gå rundt at kigge sig omkring. I væggen er der opsat en flaske med aske fra en newyorker, der aldrig nåede at besøge pubben i live, men som ønskede, at hans aske skulle bringes dertil. I alle rum er der strøet savsmuld på gulvet og de tørve-fyrede ildsteder spreder dejlig varme og en liflig, krydret duft, der passer perfekt til en rigtig pub. På deres ”Wall of Fame” kan man se billeder af de mange kendte gæster, og vi danskere kan nikke genkendende til Prins Joachim og Alex, men ellers tæller listen også masser af kendte skuespillere, politikere og musikere – fra Bill Clinton over Rolling Stones til Julia Roberts – og et utal andre. Enkelte politikere har endda skrevet til pubben, at netop deres besøg på Johnny Fox´ gjorde forhandlingerne nemmere og mere behagelige. Irsk ”craic” har altså en positiv indflydelse på storpolitik. 

Naturligvis kan man bare nyde en Guinness eller et godt måltid på Johnny Fox´, men vi havde reserveret bord til Hooley Night med god irsk mad, traditionel musik og fællessang samt et meget flot show med irsk stepdans, som i Riverdance. Hooley Night kører syv dage om ugen, og umiddelbart kan det se ud som en turistfælde, men musikken, underholdningen og stemningen er helt i top. Da aftenen startede, satte vi os til bords med vildt fremmede mennesker fra hele verden, men vi skiltes som venner – irsk ”craic” i sin bedste betydning. Tilmed var menuen overraskende velsmagende, og Johnny Fox har helt fortjent modtaget mange priser for især deres seafood-køkken. 

 

Gordon Ramsey was here

undefined

 

En god rejse bør slutte med en god middag. Jeg vidste fra TV, hvem der har alle svar på en succesfuld restaurant og en god gastronomi-oplevelse – nemlig den kendte og koleriske engelske køkkenchef Gordon Ramsey. Jeg havde derfor på forhånd fået en reservation på Gordon Ramsey Restaurant på det helt nye luksus-hotel Ritz-Carlton i Enniskerry, der åbnede i oktober 2007. Hotellet er bygget som en pendant til 1700-tals slottet Powerscourt med én af de smukkeste parker i verden. 

I bogstaveligste forstand havde vi taget munden fuld ved at bestille en Menu Prestige. Den består af 9 retter i absolut særklasse med gode irske råvarer og overraskende sammensætninger som Pata Negra med foie gras-mousse, sea scallops med crisp pork belly og cinnamon parfait med spiced wine sauce. Det var en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Maden og vinene, de smagfulde omgivelser og en fuldendt betjening overbeviste mig til fulde om Gordon Ramsey´s uomtvistelige evne til at skabe en unik restaurant-oplevelse. Men området omkring Dublin gemmer på mange flere oplevelser, så gå selv på opdagelse. Man kan sagtens få færten af det ”ægte” Irland på en lang weekend. 

 

 

LINKS

www.knowth.com/newgrange.htm

www.visitwicklow.ie

 

http://www.thed.com/

http://www.scholarshotel.com/

www.hebor.dk 

www.liamcarrollphotography.com

 

Læs andre artikler om rejser til Storbritannien og Nordirland:

Vildt, farverigt og magisk - som irerne og Tilbage til "The Good Old Days" på Isle of Man, Irland

Eftermiddagste i London, På marked med Jamie Oliver og Storbritannien til fods, England

Skotland rundt i rullende luksushotel, Skotland

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 10 / 2009 den 1. oktober 2009

*Senest opdateret den 9. maj 2017.