Tosomhed i Kroatien - på yacht

undefined

Tekst og foto: Rikke Koks Andreassen

 

Makarska-rivieraen er en af Europas mest populære kyststrækninger ...

Det var med en noget skizofren følelse i maven, at min mand og jeg vinkede farvel til børnene og kørte mod lufthavnen – alene. Kufferterne lå bagi og for en gangs skyld fik de ikke følgeskab af børnekufferter. For børnene skulle i en uge være hos farmor og farfar, og vi skulle – alene – på skærgårdskrydstogt i Kroatien. Bevares, vi havde da tidligere været på romantisk retreats i Paris uden poder og også besøgt en dansk kro eller to i vores æra som forældre. Men aldrig havde vi været væk fra dem så længe som i en hel uge. Det var nok mest mig, der sad med en følelse af at være lidt egoistisk sådan bare at lade dem blive hjemme, når vi skulle på ferie – i solen – på en skøn yacht i den kroatiske skærgård. Men flere og flere danskere gør det jo; tager alene på ferie i kortere eller længere tid for udelukkende at være kærester. Med det formål at gøre alt det, som kærester nu gør, men som man lidt glemmer, når børnene fylder. Spise særpræget mad uden brok fra kræsne børn, drikke god vin til langt ud på natten på små sjove værtshuse og gennemføre ikke bare én men flere samtaler helt uden afbrydelser. Måske også nyde privatlivets fred under stjernerne med romantik til følge. Rammen skulle være et kroatisk skærgårdskrydstogt på en smuk gammel yacht i syv dage. I august. I år. 

Den kroatiske skærgård viste sig fra sin allersmukkeste side – nemlig søsiden. Vores rejse startede i Split og i syv dage var vores hjem en gammel, gedigen yacht i det turkise Adriaterhav med hemmelige badebugter, historiske byer og øernes idylliske havnemiljøer med alle de rigtige lyde og lugte. Båden sejlede kun i kortere etaper og lå i hyggelige havne om natten med hjemmebagt brød, lokale oste og friskpresset appelsinjuice på det vuggende morgenbord om morgenen. Vi var ikke så mange om bord og lærte hurtigt de andre søde mennesker at kende, men nød mest af alt vores tosomhed – på land og til vands. 

 

Udsejling fra yndige Split

undefined

Solen skinnede ned gennem palmekronernes blade, og den marmordækkede havnepromenade nærmest glinsede i sollyset. Langs den caféfyldte strandpromenade, også kendt som Riva, slentrede både lokale og rejsende, og stemningen var hyggelig. En helt almindelig sensommerdag i byen Split, men for os en ganske særlig dag, for Split var egentlig bare vores udsejlingssted, og vi skulle blot være der et par timer, for havet ventede. Mange beskriver Split som Kroatiens Saint Tropez, men denne by er langt mere autentisk og mindre ’flashy’, blev vi hurtigt enige om, mens vores sanser nød smalle gyder og stræder, kirker og kælderhvælvinger, sjove små butikker, og Narodni Trg, folkets torv. En ualmindelig god start på et ugelangt hav-retreat. 

Makarska-rivieraen er en af Europas flotteste kyststrækninger. Den starter lige syd for Split og fortsætter til Gradac i syd. Derimellem ligger det charmerende og centrale Makarska og badesteder som Tucepi og Podgora. Landskabet er dramatisk med de høje Biokovo-bjerge på den ene side og Adriaterhavet på den anden. Det er en oplevelse i sig selv at sejle langs kysten, alene fordi vandet er så rent, at kildevand næsten blegner ved siden af. Derudover nærmest lyser de fine stenstrande på kysten ofte med naturlige skygger fra majestætiske pinjetræer, og i det krystalklare vand ud for kysten møder vi nogle af Kroatiens fineste øer. 

 

Den fantastiske udsigt på Brac

undefined

Den nærmeste ø Brac er første stop, og her stiger vi i land i Pucisca, en lille havneby med hvide kalkstenshuse og terrakottarøde tage. Der hviler en nærmest terapeutisk charme over byen, og alt går sin meget stille gang. Det amerikanske rejsemagasin Travel & Leisure har for nylig udvalgt byen til en af Europas smukkeste, og man må erklære sig enig. Min mand og jeg valgte at fortsætte op til toppen af øen, nu hvor vi ikke havde poder med små ben med. Det 778 meter høje udsigtspunkt Vidova Gora får man som belønning og en nærmest paradisisk udsigt over øen og øhavet. Store dele af Brac er dækket af oliventræer og pinjeskov, og langt nede syner stranden Zlatni Rat, Det Gyldne Horn, som virkelig ligner et gyldent horn. Det viser sig også at være en af Europas smukkeste strande. 

 

Frodige Korcula

Næste stop er Korcula, som er en af de frodigste øer i Adriaterhavet og herudover et enestående økologisk område. Efter en skøn nattesøvn på yachten og en overdådig morgenmad tog vi på rundtur på øen, som hurtigt omsluttede os med hundredvis af oliven- og frugttræer. Herudover er der lavendler overalt, som ligger som et lækkert duftlag, hvor man end vender sig. Man møder århundreder gamle cypresser, terrasseformede vingårde og store olivenlunde, og skulle man vælge et sted i udlandet at have en elsket sommerresidens, kunne det godt blive her. De hvide naturstenshuse og kirke- og kapeltårne fuldender idyllen. Det Hvide Hus i Washington skulle for øvrigt være opført af de samme hvide sten, og som en kuriositet mere skulle Korcula også være Marco Polos fødested. Et godt tip til udflugt er i øvrigt Lumbarda, som er en af de smukkeste landsbyer på øen, og den har specialiseret sig i rekreation. 

 

Dubrovniks gamle bydel

Sejlturen går videre til Kroatiens store by, Dubrovnik. Byen er især kendt for sin gamle bydel, der er optaget på UNESCOs verdensarvliste og er omgivet af en af Europas mest velbevarede bymure. Den er 2 km lang, 25 m høj og de fleste steder 6 m tyk. I muren indgår 15 velbevarede tårne og to hjørnefæstninger, og den gamle bydel er tilmed et hyggeligt fodgængerområde, som vi skridtede ud. Det regelmæssige gadenet stammer fra en samlet genopbygning efter en storbrand i 1292, men den smukke by fik igen i 1667 store udfordringer, da et voldsomt jordskælv ødelagde store dele af den. Adskillige kirker, klostre, et apotek og det gamle rådhus røg lykkeligvis ikke i jordskælvet, og det kan man glædes over i dag. 

 

Jetsettets ø Hvar

undefined

Vi fortsætter dagen efter til naboøen Hvar. Den lille havneby kan beskrives som et mini-Split med smalle gyder og stræder, chikke butikker og en havnepromenade med caféer og barer. I højsæsonen er Hvar en af Kroatiens mest populære øer og hotspot for jetsettere. Hvar er herudover den mest solsikre ø i den kroatiske skærgård, og mange danskere holder hele deres ugeferie hér. Man bader fra klipperne, som vi kender det fra Bornholm, eller fra de store badetrapper. Mange windsurfere ses også. Men det fineste for os, og noget der for alvor var som balsam for romantikken - uden børn - var solnedgangen over byen på den anden side af havnen.

undefined

 

 

LINKS

http://www.apollorejser.dk/rejser/krydstogter.

 

Læs andre artikler om rejser til Balkan:

Historiske og romantiske Istrien, Kroatien

Cool luksus på Kreta, Med vind i håret i det græske øhav og Kreta åbner sanser og smagsløg - Thomas Rode og Thilde Maarbjerg viser vej, Grækenland

*Artiklen er senest opdateret den 10. maj 2017.