80° koldt nord - Svalbard on the rocks

undefined

Tekst & foto: Karsten Bidstrup

Man ender på Nordpolen, hvis ikke man holder den rigtige kurs, når man sejler stik nord fra det norske fastland. Det er nemlig kun øgruppen Svalbard, som ligger midt imellem. Og den er bestemt et besøg værd…

 

”Brooouuum, doooong, booommm…”

Klokken er 05:30, og jeg befinder mig langt ude på havet, på 76,5° nord. 

Jeg vågner op til en markant buldren i skibets skrog, hopper ud af køjen, ruller gardinerne i kahytten fra og ser noget, jeg næppe nogensinde vil glemme: Under en dybblå himmel ligger et hav af is, drivis i store og små flager, så langt øjet rækker. Det omgiver skibet, der som Gefion pløjer sig igennem, uden at tøve, med kursen sat 80° nord.

undefined

Den vedvarende buldren fortsætter, men skibet, MS Fram, er i stand til at bryde helt op til en halv meter tyk pakis, så lyden bekymrer mig ikke, den gør mig bare nysgerrig. Oppe på dækket står folk ved rælingen nærmest som i en katedral, i stilhed og noget der ligner ærefrygt, mens de stirrer ud over havet og det fantastiske skue. Sjældent har jeg nydt en brat opvågnen så meget.

SE VORES GUIDE TIL NORGE HER. 

 

Spitzbergen

undefined

I horisonten ses de spidse bjergtinder, som har lagt navn til Svalbards største ø, Spitzbergen. Hollænderen Willem Barents opdagede øen tilbage i 1596 i sin søgen efter hvaler, han kunne slagte, og han blev så fascineret af tinderne, at han opkaldte øen efter dem, ”De Spidse Bjerge”. 

Selve Svalbard (som betyder ”kold kyst” på oldnorsk) blev dog nævnt i islandske annaler allerede tilbage i år 1194. Det var hvalfangere, som i det 17. århundrede først bosatte sig på de kolde øer for at drive rovdrift på især grønlandshvaler, men tiderne skiftede, og fra starten af det 20. århundrede var det kuldriften, som trak folk til. Den industri har sat sine tydelige spor rundt omkring i landskabet på Svalbard, og resterne af tung minedrift stikker sit kulsorte, afpillede ansigt op hist og her. 

 

Bjørneø

undefined

Dagen før passerede vi Bjørneø, som er den sydligste af Svalbards øer. Den ligger isoleret i Barentshavet, midt imellem øgruppen og det norske fastland, og hele øen er ét stort naturreservat. Der er ingen adgang i en fire-sømil-zone, hvis skibet er større end 40 meter, og det opdagede vi snart. Det norske søværn sendte nemlig en helikopter i luften for at observere, allerede inden Fram nåede zonen. Den cirklede og hang stille i luften over os, da vi sejlede ind til klippekysten i de små motoriserede Polarcirkel-både. Efter det russiske fragtskib Petrozavodsk for nogle år siden sejlede frontalt ind i øens sydligste spids og knækkede over, har det norske søværn holdt godt øje med skibe i området, da man ikke ønsker en gentagelse.

undefined

 

Ny Ålesund

Ny Ålesund er en af verdens absolut nordligste byer, som er beboet året rundt. Det er en gammel kulmine-by, men man stoppede udvindingen for snart 50 år siden efter en katastrofal ulykke, som dræbte 21 minearbejdere, men remedier fra fordums kulsorte tider ses i gaderne. Midt i hovedgaden står et gammelt kultog. I dag er byen hjemsted for forskere fra hele verden, bl.a. kinesere, russere og indere, som kan ses i gadebilledet. Forskerne bruger byen og det marinebiologiske laboratorium som base i deres felt-arbejde. Det er faktisk også her, man finder verdens nordligste postkontor (alt er verdens nordligste et-eller-andet heroppe), og det opdager et hold kinesiske passagerer fra Fram hurtigt. Den slags post-stempler er nemlig betydningsfulde, og postkontoret bliver derfor belejret i flere timer.

Fra kontoret defilerer kineserne videre over i en lille souvenirforretning, og deres indkøb gør mig nysgerrig. De køber alle de samme ting, og da jeg nærstuderer varerne står det klart, at ude er godt, men hjemme er bedst; det er alt sammen "made in China"!

 

Ny London

undefined

En halv times sejlads over Kongsfjorden ved Ny Ålesund ligger Ny London. Det var her ved denne lille bugt – af alle steder i verden - en af det 20. århundredes største fejlslagne industrieventyr fandt sted. Tilbage i 1910 troede englænderen Ernest Mansfield på, at der kunne udvindes marmor fra undergrunden ved Ny London. Han investerede tid og penge, men der gik dog to hele år, før han indså, at alle de 200 millioner norske kroner, som var lagt i foretagenet, var tabt. Det viste sig nemlig, at al den fine marmor var af så speciel en kvalitet, at det efter kort tid ovenjords blev så skrøbeligt, at det krakelerede.

Minen lukkede, men der er stadig rester af det store eventyr, og området egner sig fint til trekking, bl.a. ud til nogle af de store gletsjere. Husk en bevæbnet vagt eller medbring selv våben. Isbjørnene strejfer om overalt på Svalbard, også omkring Kongsfjorden.

 

Moffen

undefined

Kaptajn Rune Andreassen har siden afrejsen fra Tromsø haft kursen sat mod den lille ø Moffen. Øen, som er beboet af en mindre koloni af hvalrosser, ligger nord for Svalbard, på 80° nord, og vil være det nordligste MS Fram nogensinde har været. At nå frem til denne lille klippeø vil være en succes for skibet og for passagererne, men ikke ubetinget;

”For klimaet er det skidt”, siger Kaptajn Andreassen eftertænksomt. ”At det er muligt at sejle et passagerskib så langt mod nord i forsommeren, indikerer måske større temperaturforandringer, altså at klimaet er under forandring.”

undefined

Alle de tungsindige overvejelser drukner dog lidt, da Fram med en højlydt tuden i skibets kompressorhorn annoncerer, at 80° nord endelig er passeret. Målet er nået og i den anledning afholder skibets besætning en event på dækket, som i særdeleshed de kinesiske passagerer finder stor morskab i. De gakker ud på de mest spektakulære måder, til stor fornøjelse for alle andre passagerer, og deres lille opvisning ender i en iskold og meget våd dåb af både Frams ekspeditionsleder og kinesernes egen rejseleder. 

 

Longyearbyen

undefined

Der bor kun omkring 2.700 mennesker på alle Svalbards øer tilsammen - der er med andre ord flere isbjørne end mennesker – og der er god plads i hovedbyen Longyearbyen (besynderligt navn, opkaldt efter dens amerikanske grundlægger, John Longyear). Arne Holm har boet på Svalbard i mange år, og han har været med om bord på Fram som guide. Han siger ikke overvældende meget, men når det endelig sker, kan man ikke lade være med at lytte:

”En aften jeg sad på en bar i Longyearbyen, mødte jeg en pige. Det var den smukkeste pige, jeg nogensinde havde set. Senere samme aften mødte jeg en god bekendt, der ligesom jeg har boet i Svalbard i mange år. Han spurgte mig, hvorfor jeg smilede sådan, og jeg svarede, at det da var fordi, jeg lige havde mødt den smukkeste pige i mit liv. Hans svar til mig var: ”Når du har været i Svalbard i en måned, mener du kun, at der er én smuk pige i byen. Efter tre måneder er der flere. Efter et år er alle kvinder de smukkeste, du nogensinde har set!”

undefined

 

 

LINKS

www.hurtigruten.no

 

Se vores guide til Norge her

 

 

Læs mere om rejser til Norge: 

Det bedste af Norge

Krydstogt i de norske fjelde 

Norges tre smukkeste stavkirker 

Trollsteinen - Der er ingen sushine

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 1 / 2011 den 1. januar 2011

*Senest opdateret den 15. maj 2017.