Det bedste af Norge

undefined

 

Få lande har så mange smukke vejstræk at byde på som Norge. Men hvilken vej skal man køre? Et nyt projekt kaldet ’Nationale turistveje’ skal gøre det lettere at finde frem til det ypperste, Norge har at byde på set fra en bil.

 

Tekst og foto: Anders Stoustrup

 

Vi kender konceptet i Danmark fra vores egne Marguerit-ruter. Særligt smukke vejstrækninger, der fremhæves som specielt seværdige. Ideen bag de norske ’Nationale turistveje’ er den samme – men kvalitetskravene er løftet adskillige grader. Blot fire veje har indtil nu fået det fine prædikat. Men hele 14 nye er på tegnebrættet. Spørgsmålet er blot, om disse veje virkelig leverer det bedste af det bedste inden for norske naturoplevelser i bil? Vagabond besøgte tre af de eksisterende samt flere af de planlagte.

 

Hardangervidda – Fra fjordene over højsletten

Denne rute mellem Bergen og Geilo er yderst varieret. Først kører man forbi fjorde med roligt vand og smukt placerede, små huse på bjergsiderne. Særlig idyllisk er søen ved Granvin på en stille morgen. Men snart stiger vejen, og landskabet forandrer sig markant. Fjeldene, som man kender dem fra Norge, forsvinder gradvist og erstattes af et blødt, nederoderet, åbent landskab.

Inden længe kommer man til Vøringsfossen. Et højt vandfald med et dramatisk fald ned i en stor klippegryde. Det er muligt at komme helt hen til kanten af klippegryden. Her er man tæt på vandfaldet og kan på egen krop fornemme vandets enorme styrke. Tæt ved toppen af faldet ligger et højfjeldshotel opsigtsvækkende placeret.

undefined

Fra Vøringsfossen forandres landskabet hurtigt. Snart har man lagt alle høje klipper bag sig. Det samme gælder næsten al bebyggelse. Disse er blevet erstattet af et spektakulært højfjeldslandskab af åbne vidder. Et råt, men smukt bakket landskab domineret af vand og lyng, indrammet på flotteste vis af en høj, blå himmel. Flere steder langs turen har man udsigt til Hardangerjøkulen i det fjerne. En stor, flad isklump midt i landskabet. Man kan se langt i sådant et landskab, og det bør man give sig tid til. Stop bilen på nogle af de afmærkede udsigtspunkter, tag madkurv med og nyd den i dette forrygende, gamle naturlandskab.

Umiddelbart kan landskabet se øde og livløst ud. Men faktisk har Hardangervidda et meget rigt dyreliv. Er man heldig, kan man se kongeørne cirkulere højt over sletterne. Man kan også se rensdyrflokke græsse i det åbne landskab, og en del fugle finder føde og fred i områdets søer og fjordarme. Hardangervidda lever i højeste grad.

Ønsker man virkelig at få et indtryk af livet her, bør man besøge Hardangervidda Informationscenter nær Eidfjord. Dette moderne center præsenterer naturen i området på en spændende og levende måde. Her er masser af udstoppede dyr i flotte udstillinger og sågar en flok levende geder, der om morgenen bliver hejst op på centerets tag i reb for at slå græstaget. Det umiskendelige højdepunkt på besøget er dog den ca. 30 minutter lange, meget smukke biograffilm om årstiderne på Hardangervidda. Filmen vises på storskærm, hvilket gør de storslåede helikopterture ud over sletterne meget livagtige. Det er en fantastisk følelse at suse hen over det åbne landskab for med et sug i maven at vælte ud over et højt vandfald, der brusende forsvinder i dybet under én

Sognefjellet – På toppen af Norge

Fra Lusterfjorden med den smukke gamle Urnes stavkirke rejser landskabet sig brat. Man lægger de nysselige fjorde og små landsbyer bag sig og bevæger sig opad mod de højeste fjelde. Dette er Norges rygrad, og her rejser landets højeste tinder sig mod himlen. Det er gennem dette storslåede landskab, at sognefjellsvejen snor sig mod Lom.

Med den enorme Jotunheimen nationalpark på den ene side og det store øde landskab Breheimen på den anden, har man hele tiden følelsen af at være langt væk fra civilisationen. Fjeldtoppene her er dækket af sne året rundt, og flere steder i landskabet findes permanente isfelter. Et tæppe af lave planter i afdæmpede grønne nuancer dækker de nedre områder nær vejen. Men jo højere man kigger op af fjeldsiderne, jo mere dominerer klippernes grå farvespil. Også himlen er grå denne morgen og lader bjergtoppene indhylle i en let tåge. Men højere oppe på fjeldet vinder solen kampen mod tågen, og det klarer op. Sollyset og den blå himmel forstærker de vage farver i landskabet, men formår ikke det mindste at skjule, at dette på alle måder er et umådeligt barskt område.

undefined

Vejen blev i sin tid bygget til transport af madvarer og byggematerialer for de spredte landsbyer i området. Langs vejen skulle varder gøre det muligt at se denne også i vinterhalvåret, hvor hele området dækkes af en dyne af sne. Et sted på ruten har en kunstner taget et skridt videre og bygget kunstværker på begge sider af vejen. Det mest iøjnefaldende værk er en stor, firkantet, rå stenramme, der, når man kigger igennem den, på smukkeste vis indrammer det vilde landskab, som var det et landskabsmaleri. Dette er et populært sted at stoppe og nyde udsigten over de små søer og vådområder omkring kunstværket.

Det er ikke menneskelig aktivitet, der dominer landskabet på Sognefjellet. Tværtimod ligger meget store dele af dette område næsten uberørt hen, hvilket gør, at det kan bære et ualmindeligt rigt dyreliv og planteliv. I dette landskab med lave, i nogle tilfælde arktiske, planter trives rådyr, elge og hjorte. Her findes desuden store flokke af både vilde og tamme rensdyr. Disse har man en god chance for at se græsse. Mere heldig skal man være for at se nogle af de rovdyr, der også lever i området. Med så mange byttedyr og så få forstyrrende mennesker har både bjørne, ulve og jærve fundet sig til rette i de mest afsidesliggende dele af disse bjerge. Så hav øjnene på stilke. Man kan være heldig.

Har man fået smag for den rå natur på Sognefjellsvejen, bør man sætte bilen i første gear og dreje af mod Galdhøpiggen. Med 2.469 meter er dette Norges højeste fjeld. Vejen er stejl, som den snor sig op ad fjeldet. Men den gradvise forvandling i landskabet er i høj grad turen værd. De lave planter bliver afløst af mosarter for mod toppen helt at give efter for et stenet, øde månelandskab kun plettet af hårdføre græsarter. På toppen står et mindesmærke over de første opdagelsesrejsende og eventyrere, der overvandt dette bjerg. Et par udslidte støvler ved mindesmærkets fod illustrerer glimrende de strabadser, området bød på, før vejen gjorde det muligt komfortabelt at besøge denne ellers utilgængelige krog af Norge.

Sognefjellet blev Norges første turistvej i 1997, og når man ser det storslåede landskab glide forbi uden for bilruden, er det ikke svært at se hvorfor.

 

Gamle Strynefjellsvej – Den perfekte blanding

Der findes også en ny Strynefjellsvej. Den er man tvunget til at følge en del af vejen fra Lom mod Stryn. Men sørg for at dreje af, når muligheden byder sig ved Skjåk, og lad den gamle vej tage dig dybt ind i noget af Norges mest storslåede højfjeldsnatur. Ikke mindst når vejret, som det var tilfældet denne dag, præsenterer området fra sin allerbedste side.

Strynefjellet er gletscherlandskaber i højeste kvalitet. Selvom man ikke kan komme tæt på selve gletscheren, er det tydeligt, at denne, Nordeuropas største gletscher, har spillet en stor rolle i udformningen af landskabet. I hvert fald i den østlige del af ruten. For på trods af, at Gamle Strynefjellsvejs har en beskeden længde på bare 27 km er der stor forskel på naturen i de to egne, den forbinder.

undefined

I øst er landskabet eroderet og domineret af bløde former. Området er plettet af smukke søer i stærke farver og mellem klipperne vokser forskellige hårdføre lyng- og buskarter. Her og der tilføjer en sommerblomst endda lidt ny farve til det smukke matgrønne og grå landskab. Dette er et gammelt landskab, nedslidt af elementerne over lang tid.

Men snart varsler landskabet forandring. Dalene bliver dybere, og bjergene bliver højere og mere takkede. Vandfald bruser ned ad de høje nøgne klippevægge og forude rejser et bjergmassiv med sneklædte toppe sig som en mur i horisonten.

Det er netop i denne overgangszone, at Norges måske bedst beliggende picnicbord er placeret. Herfra har man udsigt ned i en dyb dal, der synes at blive mere og mere snæver, jo længere frem man kigger. Vejen kan skimtes i bunden af dalen, hvor den uden at afvige fra sin kurs, styrer direkte mod muren af bjerge i det fjerne.

Som det er tilfældet ved hver af de her beskrevne veje, bør man stoppe bilen og gå udenfor. Sæt dig ned på en klippe og nyd udsigten. Gå om bag den store sten og se, hvad der ligger der. Følg det lille vandløb i fem minutter og se, hvor det kommer fra. Læg mærke til de flotte mønstre, mosarter danner på de rå klipper. Her er en hel verden at opdage. En verden i det små, der kan være lige så fotogen som de store linier.

Et sted, man bestemt bør stoppe, er Videseterfossen ikke langt fra picnicstedet. Man kan høre vandfaldet fra vejen, før man kan se det. En fem minutters gåtur på en grussti fører ned til en platform, der er bygget ud over faldet. Herfra har man en storslået udsigt tilbage op gennem dalen i den ene retning. Den anden vej ser man lige ned i vandfaldet, der falder ud over klippen ned i en smal dal og forsætter sit løb mod de høje bjerge og Strynevatnet. Herfra kan man kigge tilbage mod det landskab, man kom fra og mod det, der venter længere fremme. Forskellen mellem de to er ikke til at tage fejl af.

Gamle Strynefjellsvej formår på elegant vis at blande det bedste af de norske fjelde. Vejen er den perfekte blanding af vandfald, grønne dale, smukke farvestrålende gletschersøer, bløde klippeformationer og rå, dramatiske bjerglandskaber med sneklædte tinder i horisonten. På Gamle Strynefjellsvej kan man opleve det hele på blot 27 km.

 

Helgelandkysten Nord

Denne rute fra Bodø sydpå til Mo i Rana besøgte vi desværre ikke på denne tur. Men efter oplevelserne på de øvrige Nationale turistveje lyder denne destination mere lovende end nogensinde.

Ruten vil afvige fra de tre ovenfor beskrevne, fordi den ligger væsentligt længere mod nord og desuden helt ud til havet. Den vil byde på storslåede havudsigter ud over Atlanterhavet og små, hyggelige fiskerlandsbyer med røde, rustikke huse. Flere steder vil det være nødvendigt at tage små færger mellem bygderne, mens tunneler andre steder forbinder de små fjorde. Her er man helt ude på kanten af Norge. Der hvor hav og land mødes, og folk må leve med Atlanterhavets luner på godt og ondt.

undefined

Men området er ikke blot besøgsværdigt pga. sin fine natur og små fiskerlandsbyer. Her findes også en rig kulturarv. Mennesker har boet ved disse kyster siden stenalderen og minderne om dem er mange. Før vejen blev bygget, bandt havet og fjordene disse afsidesliggende landsbyer sammen. Det har været et hårdt liv, der gav grobund til mange sagaer og sagn.

Undervejs krydser man polarcirken og kører ind i midnatssolens rige – hvis man da besøger området om sommeren. Ellers kører man ind i det evige mørkes rige. Vegetationen er frodig i sommermånederne, og her er fantastiske muligheder for friluftsliv. Området rummer den store Saltfjellet-Svartisen nationalpark med bl.a. Nordeuropas næststørste gletscher. Fuglelivet er rigt på klipperne ud til kysten, og der er endda mulighed for at se fiskeørne jage nær vandet.

Fra Bodø er det muligt at komme med færge til Å i Lofoten, der er udgangspunktet for en af de planlagte nye Nationale turistveje. Så der er gode muligheder for at strikke en spektakulær køretur sammen på denne del af Norges dramatiske atlanterhavskyst.

 

Fremtidige turistveje – et overflødighedshorn af muligheder

undefined

14 nye Nationale turistveje er på tegnebrættet. Men mange af disse veje eksisterer allerede. De har blot ikke fået skiltet – og æren – endnu. Mere information om disse kan findes på nedenstående internetadresse. Men er de egnede som Nationale turistveje? Lever de op til den høje standard, som de fire tidligere beskrevne veje sætter? Her er et udvalg af de nye kandidater. Vi lader billederne tale deres eget tydelige sprog…

 

 

LINKS

www.nasjonaleturistveger.no

www.vegvesen.no

 

Se vores guide til Norge her

 

Læs mere om rejser til Norge: 

 

Krydstogt i de norske fjorde 

Norges tre smukkeste stavkirker 

Trollsteinen - Der er ingen sunshine 

80° koldt nord - Svalbard on the rocks

 

*Senest opdateret den 15. maj 2017.