Trollsteinen - Der er ingen sunshine her

undefined

”Fottur til Trollsteinen - over Larsbreen”, siger programmet ganske kort på klingende norsk. En vandretur oversat til dansk. Hvor svært kan det være?

Tekst & foto: Christian Adamsen

 

Vi er i slutningen af juli og jeg befinder mig i Longyear-byen på Svalbard. Flere af mine venner har kritiseret mit rejse valg, for hvorfor tage hen hvor det sandsynligvis er koldt midt om sommeren? Men som jeg har forklaret dem et utal af gange, og som jeg fortsat gerne forklarer, så skal de kolde egne, som hovedregel, besøges om sommeren og Trollsteinen er ingen undtagelse. Der arrangeres kun vandreture fra ultimo juni til primo oktober.

 

Næsten klar

undefined

Dagens program står på en vandretur over Larsbreen til toppen af Trollsteinen. Jeg er blevet informeret om at jeg skal have gode vandrestøvler (check) og gamacher (øh), at terrænet er både udfordrende og stejlt (check), og at man skal være i normal god fysisk form (check) for at kunne deltage. Jeg er, med andre ord, næsten så klar som jeg overhovedet kan være.

Trollsteinen rager 849 meter op over havets overflade, og vi starter så at sige ved havets overflade i Nybyen i udkanten af Longyear byen. Vi er en gruppe på otte personer, tre unge mænd fra England, et ældre ægtepar fra Skotland og tre danskere samt vores fremragende guide. Jeg konstaterer hurtigt, at jeg er alderspræsidenten.

 

Næsten alle kan følge med

 undefined

Vi starter ud i roligt tempo mens guiden tager sig tid til at forklare om de mange naturfænomener vi passerer. Allerede efter en lille halv time bliver terrænet ganske udfordrende. Vi bevæger os stejlt opad på et underlag af store løse sten. Det er svært at finde fodfæste, men guiden holder et roligt tempo, så alle kan følge med. Jeg må dog konstatere, at det som nordmænd kalder for ”normal god fysisk form” ingenlunde svarer til hvad jeg vil beskrive som ”normal god fysisk form”, for jeg sakker lige så stille og roligt bagud. De to andre danskere, de tre unge englændere og specielt det middelaldrene skotske par synes absolut ingen besvær at have med denne såkaldte vandretur. I mit kringlede sind tager en snedig plan sin form: Jeg vender da bare om. 

Nu er der et lille aber dabei når man trekker på Svalbard, og det er isbjørne. Guiderne har altid et gevær med, og man må ikke trekke alene, eller komme for langt bagud, hvis man er i en gruppe. Vores guide har åbenbart prøvet at trekke med folk i knap så normal fysisk form, for han holder ofte en lille pause for at fortælle gruppen om det område de nu passerer igennem. Pausen er lige nok til at jeg når op til feltet, men hver gang jeg får kontakt, fortsætter guiden trekket.  

Jeg føler mig som en landevejsrytter i Tour de France, når feltet rammer bjergene. Det gik jo meget godt på de flade etaper, men nu er det en konstant kamp for at nå op til feltet, og hver gang du når op, så stikker de af igen og problemet er, at du ikke kan vende om pga. isbjørne.

 

Ain´t no sunshine

undefined

Vi når til Larsbreen, eller Larsgletsjeren som den hedder på dansk i cirka 500 meters højde.  Gletsjeren er på ingen måde farlig at passere, man skal blot være en smule opmærksom på de forskellige sprækker, som smeltevandet danner. Det er et sjældent, men fascinerende, syn for os danskere at vandre på en middelstor gletsjer og se de mange is-formationer og smeltevandet som pibler under den tykke is.  

Vi følger Larsgletsjeren op til 500 meter over havets overflade og nu begynder en mere stejl opstigning på et underlag af delvist smeltet is. Der er kun en måde at komme frem på, med mindre man har pigge under sine støvler, og det er at dreje fødderne ud i en udvendig vinkel på cirka 45 grader. Det er både anstrengende og opslidende - og jeg sakker atter bagud.  Udsigten er et stejlt bjerg iklædt grå-hvid sne, som går i ét med himlen i det overskyede vejr. Det er koldt, men alle sveder tran grundet anstrengelserne, og der knappes mere og mere op for overtøjet.  

Da jeg endelig når op til gruppen, kaster jeg mig ned på klippejorden og gisper: ”Er du sunshine, hvor er jeg færdig”. 

Den tårnhøje, slanke og adrætte guide stiller sig ved siden af mit døende korpus og siger lige så tørt: ”Det er ingen sunshine her”, vender om og fortsætter vandreturen. 

Det siges at verdens mindste bog findes i Vatikanet, og det siges at den indeholder en grundig gennemgang af norsk humor gennem tiderne. Jeg tvivler ikke længere på den påstand, samler mit udpinte cykelrytter legeme op og tøffer efter gruppen.

 

Hjemmelavet hamburgere og kolde øl

 undefined

Vi vandrer og til tider klatrer vi videre til toppen, hvor vi til sidst bevæger os frem på en smallere og smallere skråning, inden vi endelig når toppen efter fire timers trekking. Udsigten siges at være fantastisk, men uheldigvis er det overskyet og jeg har fået nok af overophedning og gråvejr og sætter kursen mod mit hotel i Longyear, hvor jeg ved der venter en hjemmelavet hamburger og en kold øl. 

”Auf wiedersehen”, siger jeg og begynder at gå. Guiden pilker efter mig som Kipketer på en 800 meter. ”Du må ikke gå alene”, siger han vredt. Jeg er fuldstændig uberørt. Jeg har visualiseret et billede af en saftig hamburger og en mængde kolde øl og ikke engang en sulten isbjørn kan få mig på bedre tanker.  

Gruppen kigger bebrejdende på mig og deres skuffede blikke får mig på bedre tanker. Godt det samme for nedstigningen til den næste gletsjer foregår primært gennem blødt sort sand, som det er let at vandre gennem. På vejen ned kan man være heldig at finde fossiler, som er mere end 60 millioner år gamle, og det er tilladt at tage en souvenir med hjem.  

Nedstigningen går let og tager cirka to timer. Da vi endelig når frem til hotellet kan jeg ikke komme hurtigt nok ud af tøjet, få en bruser og få skiftet tøj. I restauranten venter en stor hjemmelavet hamburger serveret med fritter og kolde øl. Jeg når at spise min hamburger, men får kun drukket en øl, før jeg må overgive mig til min seng, og de næste 10 timer sover jeg lige så fredeligt som et uskyldigt barn.

 

Christian fem år

undefined

Næste dag tager vi SAS-maskinen til Oslo og videre derfra til København. Det ældre skotske ægtepar er med samme flyver. Vi hilser på hinanden og jeg beder om undskyld for min upassende adfærd i det jeg forklarer, at jeg vist ikke var helt i form til den tur. ”Det skal du ikke tænke på,” siger den stovte skotte med et lille smil ”Det var også rigtig hårdt for os”. 

Jeg skal til at sige, at han jo ikke smed sig ned på jorden som en femårig, der ikke må få mere slik i supermarkedet, men holder mig fra det. Mit ego kan kun håndtere et vist antal ydmygelser pr. døgn. 

 

 

LINKS

www.hurtigruten.dk

 

 

Se vores guide til Norge her

 

Læs mere om rejser til Norge: 

Det bedste af Norge

Krydstogt i de norske fjelde 

Norges tre smukkeste stavkirker 

80° koldt nord - Svalbard on the rocks 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 11 / 2012 den 1. november 2012

*Senest opdateret den 15. maj 2017.