Moskva - Et anderledes vinterland

 

Tekst og foto: Sarah Coghill

 

Når vi går på jagt efter en vinterferie, leder mange af os efter destinationer, som tilbyder sol og strand eller skiløb. Det faktum, at Moskva ikke har nogen af de ting på sin liste over de bedste attraktioner, betyder, at byen ikke traditionelt er nær toppen på de fleste menneskers must-go liste i vintermånederne. Men der er mange grunde til, at Moskva fortjener en plads på denne liste. Det er et specielt sted, som kan give besøgende en vinterferie med masser af anderledes indhold.

 

Blot et par timers flyvning direkte fra København er en fascinerende by med en unik historie, som strækker sig fra zarer til Lenins revolution, fra den kommunistiske æra under Stalin til perestrojka og det moderne Moskva i dag. Moskva er den næstmest folkerige by i Europa efter Istanbul, og den sjette største by i verden. Alligevel ved mange af os meget lidt om byen og dens kultur, og det er netop noget af det interessante ved at være der – det er en kulturel oplevelse – du lærer hele tiden noget nyt.

I løbet af vintersæsonen har byen en særlig charme. St. Basils katedral og Den Røde Plads er specielt smuk under deres dyner af sne (og her er en af de første ting jeg lærte – den ’Røde Plads’ betyder ”smuk” – og har intet at gøre med de røde mursten eller kommunisme). Trods byens størrelse synes gaderne ikke overfyldte. Der er turister her, men ikke i massevis. Blinkende juletræer, skøjtebaner og festlige dekorationer hjælper med til at skabe vintermagien, og der er et væld af ting at gøre og udforske: Se en smuk ballet i det storslåede Bolsjoj Teater, stå på skøjter i Gorky Park eller gå på designer-shopping. Udforsk byens unikke historie. For praktisk talt ingen penge kan du besøge byens smukke metrostationer, som i sig selv er et fantastisk museum for arkitektur og kunst. Pris ca. 5,- kr. Eller shoppe i byens mange fodgænger-tunneler, hvor de sælger alt fra pelshatte til fastfood.

Sørg for at booke tidligt for at få plads på et hotel i perioden over nytår, og se fyrværkeriet lyse himlen op over St. Basils katedral ved Den Røde Plads. Det er en meget speciel, once-in-a-lifetime oplevelse. Og hvis du vil dele oplevelsen med dine venner derhjemme, er der gratis wifi stort set alle offentlige steder, og i alle caféer, restauranter og hoteller.

At være forberedt er nøglen til en god tur – det ER koldt her – ofte under nul grader og somme tider -20. Så pak støvler, som står godt fast i sneen, en tyk vinterfrakke og varmt tøj. Som det hedder sig, er der ikke noget som hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning! Medbring en guide-bog, så du kan overskue bare lidt af det russiske alfabet – virkelig nyttigt, da stort set ingen skilte har engelsk oversættelse.

Så hvis du kunne tænke dig at tilbringe vinteren et unikt sted, er her et par forslag til indendørs og udendørs aktiviteter.

 

1. Se nytårsfyrværkeri over St. Basils katedral

Hvis du booker i god tid, er det billigt at bo i Moskva over nytår. Det er værd at se nytårsfyrværkeriet ved midnat på Den Røde Plads – en spektakulær og sandsynligvis enestående oplevelse. Kom tidligt, hvis du vil være sikker på at komme ind på Den Røde Plads, da politiet hen på aftenen lukker pladsen for at kunne kontrollere folkemængden. Du skal gennem metaldetektorer og sikkerhedstjek for at komme ind på pladsen – derinde vil du opdage en atmosfære, som er glad, humoristisk og overraskende rolig. At se himlen blive lyst op af fyrværkeri over pladsen ved midnat er en meget speciel oplevelse og er det alt sammen værd. Der er gratis adgang.

 

2. Se ballet i det smukke Bolsjoj Teater

 

Oprindeligt åbnet i 1856, men genåbnet i 2011 efter en 6 år lang renovering, som kostede over 5 milliarder kroner. Det er nu igen en fantastisk udstilling af røde forgyldte balkoner (som angiveligt blev poleret med vodka og egernhaler) og en scene med guldklædte gardiner. ”Nøddeknækkeren” er en favorit på denne tid af året. Billetter til balletter og operaer sættes til salg online tre måneder forud og sælges hurtigt. Gode pladser koster fra omkring Rub 6.000 (1.100 kr.). Balkonpladser og matinéforestillinger er normalt de billigste. Hvis budgettet rækker, kan en sen frokost på den fornemme Restaurant Bolshoi, som ligger ganske kort fra teatret, anbefales – du får 20 % rabat på hele menuen fra kl. 12:00 til 18:00 ved fremvisning af din teaterbillet.

 

Information på engelsk om Bolsjoj Teatret og billetter: http://www.bolshoi.ru/en/

Restaurant Bolshoi: http://novikovgroup.ru/restaurants/bolshoi/

 

3. Restaurant Turandot, en fest for alle sanser

 

Turandot kan helt sikkert stille op som kandidat til den mest udsmykkede restaurant i verden – det er ligesom at spise i et Fabergé-æg. Den fortryllende cirkelrunde spisestue har borde på to etager, forgyldte vægge, et blåt himmellignende hvælvet loft, en glitrende bar og en enorm lysekrone i midten. Det har ubestrideligt wow-faktor. Heldigvis er det ikke kun omgivelserne, som griber din opmærksomhed her – maden, som for en stor del af retternes vedkommende er asiatisk inspireret, er flot præsenteret og smager fantastisk. Betjeningen er effektiv og opmærksom. Som det synes at være reglen for en restaurantmenu i Moskva, er den meget omfattende og med stor forskel mellem de billigste og dyreste retter. To retter for to personer, valgt fra det mellemste prisniveau, inkl. kildevand og te, men uden vin koster omkring 800,- kr.

 

Du kan finde den engelske version af menuen på:  https://www.turandot-palace.ru/en/main-menu/ - mix

 

4. Besøg de mest spektakulære metrostationer i verden

 

Med Moskvas metrosystem kan du effektivt komme rundt i byen, men det er også et underjordisk museum for arkitektur, skulptur og kunst. De første stationer åbnede i 1935, og blev designet i overensstemmelse med Stalins vision om statslig skønhed for almindelige mennesker. Se de mange forskellige arkitektoniske stilarter ved stationer bygget i forskellige tidsaldre, indeholdende lysekroner, marmor, hvælvede lofter, skulpturer, farvet glas og mosaikker, som skildrer scener fra sovjetisk historie. Betal for en rundvisning, eller køb en metrobillet og gå selv på opdagelse. Én metrobillet giver dig adgang til så mange stationer, du har lyst til, det er først, når du forlader metrosystemet og vil ind igen, at du skal købe en ny billet. Gå ikke glip af Komsomolskaya, Mayakovskaya, Novosloboskaya, Ploshchad, Revollutsii og Arbatskaya. Undgå myldretiden! En billet med 5 ture er gyldig i 45 dage og koster Rub 135,-.

 

Her er Trip Advisors bud på hvordan du benytter metroen:  https://www.tripadvisor.com/Travel-g298484-c79491/Moscow:Russia:How.To.Use.The.Metro.html

 

5. Oplev byens kommunistiske fortid

 

Få et fascinerende indblik i Moskvas historie fra den store socialistiske revolution til perestrojka med ”Moscow walking-tour”. Se KGB’s imponerende forhenværende hovedkvarter på Lubyanka, besøg Eliseevsky madmarked som var det vigtigste supermarked i USSR. Det overlevede gennem den sovjetiske æra og man kan købe russisk kaviar her, som koster op mod Rub 50.000,- (9.000,- kr.). Derudover kommer man forbi Gulag koncentrationslejrmuseum og resterne af det kommunistiske regime rundt i byen. Lær om Lenin og Stalin, hør om livet i det kommunistiske Rusland og de betydningsfulde ændringer, som fandt sted under perestrojka og glasnost.      

 

Reservér online. Voksne €24, studerende €14:  http://moscowfreetour.com/individuals-tours/communist-moscow/

 

6. Nyd en lang og doven ’Sunday Roast’ frokost på Ragout

 

Restaurant Ragout har et moderne og lyst interiør med en matchende menu (på engelsk og russisk). På søndage tilbyder de mad fra deres grill i tidsrummet 13:00 til 16:00. Det er populært, så bestil bord i forvejen. Vi nød et utroligt mørt andelår med braiseret rødkål og æbler i sennep, og skyllede ned med en mandarin-mynte limonade. Vi sluttede af med en dekadent chokolade- og pistaciefondant. En meget behagelig og stærkt anbefalet måde at tilbringe søndagen på, og så i selskab med lokalbefolkningen. En treretters menu for to med drikkelse koster omkring Rub 3.000,- (500,- kr.).

 

7. Shop till you drop – og stå derefter på skøjter!

 

GUM, Moskvas berømte stormagasin, har et imponerende glasloft og en fantastisk facade, som strækker sig langs den østlige kant af Den Røde Plads. Bygget i 1890 og plejede at være kendt som det fine sted at handle. Mens du slentrer mellem de smukke butikker og den smukke indretning, med små broer som forbinder etagerne, kan du igen få varmen. I jule- og nytårssæsonen er der en særlig samling af juletræer, som er dekoreret af butikkerne på stueetagen af GUM. Tsum, et andet stort magasin på den anden side af gaden overfor Karl Marx plads, er karakteriseret ved sin gotiske stil og arkitektur, og fyldt til randen med designermærker. Hvis du stadig har energi tilbage, kan du gå til den populære skøjtebane, som ligger lige foran GUM på Den Røde Plads.

 

GUM’s hjemmeside på engelsk:  https://gumrussia.com/

(klik på 'Projekter' for oplysninger om skøjtebane)

 

8. Se forbløffende skatte på våbenkammer

 

Selvom navnet kunne antyde, at det er et museum med våben, og ja det omfatter en imponerende udstilling af rustninger og sværd, finder man også her en svimlende samling af nationale skatte: Fabergé-æg, udsmykkede hestevogne, kroningskjoler (med forundrende små taljer, som blev båret af Katarina den Store), forgyldte og ædelstensbesatte bibler og meget mere. Du får en god lille håndholdt radioafspiller, som guider dig rundt til de mest vigtige skatte. Det tager ca. 1,5 timer. Hvis du kun vil besøge ét museum i Moskva, vælg da dette. Der er normalt adgang på fire tidspunkter daglig, kl. 1:00, 12:00, 14:30 og 16:30 (kan variere på helligdage – tjek, før du går derhen). Billetter sælges nær Kutafiya-tårnet 45 minutter forud for hver entré-tid. Der er ofte lang kø, så kom i god tid. Pris Rub 700,- for voksen. Fotografering er ikke tilladt.

 

Engelsk information om museet kan findes på: http://www.moscow.info/museums/kremlin-armory-museum.aspx

 

9. Gå en tur langs floden

 

Kryds broen over Mosvka-floden syd for Den Røde Plads og følg floden vestpå langs sydsiden og få et storslået syn af Kreml og dets gyldne kupler, og Frelseren Kristus-katedralen. Hold en pause overfor katedralen og få en kaffe eller frokost på Bar Strelka, en del af Strelka Instituttet for medier, arkitektur og design. Interiøret omfatter italienske og skandinaviske designstykker fra 1960’erne og 70’erne. Hovedkokken Yves Le Lay er dansk (eks. Søllerød Kro), så hvis du har hjemve, kan du endda bestille et stykke smørrebrød fra hans lækre menu. Efter frokost kan du fortsætte til Gorky Park, som har fået en genopfriskning de seneste år og nu er en af de mest populære offentlige steder i byen. Her er også en skøjtebane, som efter sigende er den største i Europa.

 

http://www.strelka.com/bar/?lang=en

http://www.moscow.info/parks/gorky-park.aspx

 

10. Spis russisk mad med de lokale på My-My

 

Denne restaurantkæde har et karakteristisk ko-logo og sælger simpel og billig mad. De har restauranter rundt omkring i byen og er svære at overse og finde billigere. Det er kantine-buffet-stil, hvor du vælger mellem kolde og varme retter (supper, fyldte tærter, salater), hovedretter og desserter, alle til billige priser. Menuer er på engelsk, indretningen er enkel, og her er altid varmt, hyggeligt … og optaget! Der er en My-My på gaden ”Arbat” – smut ind, få varmen og et måltid efter en lang spadseretur i byen. Arbat er en af de ældste gader i Moskva og er nu bilfri og spækket med butikker og caféer. Tre retter for to personer hos My-My med kaffe koster omkring Rub 800,- (150,- kr.)                    

     

Et par afsluttende bemærkninger 

Denne liste ville have inkluderet et besøg til Lenins grav, hvor man kan se hans balsamerede legeme (surrealistisk og måske ikke alles kop te, men generelt betragtet som et must-see), men i skrivende stund er den lukket på ubestemt tid pga. renovering.

En god måde at skabe et overblik, når du først ankommer til Moskva, er at bestille en 2,5 timers gratis guidet gåtur, som tilbydes af Moscow Free Tour. Guiderne er meget entusiastiske, venlige og informative. Turene kører dagligt og ja, det er virkeligt gratis! Turen inkluderer de fleste af de vigtigste historiske seværdigheder – Kreml, Den Røde Plads, St Basils, GUM stormagasin og mere. Guiderne arbejder gratis, det er valgfrit, om man giver drikkepenge, baseret på din oplevelse af turen og dit budget.

 

http://moscowfreetour.com

 

 

 

LINKS

 

http://www.sas.dk 

http://www.aeroflot.ru/cms/en

http://www.momondo.dk

http://dk.kdmid.ru/en.aspx?lst=en&it=/Main.aspx

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 11 / 2013 den 1. november 2013

*Artiklen er senest opdateret den 5. august 2018.