Med vinden i håret i det græske øhav

undefined

Tekst: Line Jerichow. Foto: Christian Adamsen.

Majestætisk skærer hun sig igennem det dybe blå hav. Det hvide skum sprøjter kontrastfuldt op af skibets stævn, den lune vind kærtegner ens ansigt og hår. Solen kaster sine sidste gyldne stråler, og i det fjerne skimtes silhuetterne af de græske øer.

De fleste af os danskere har et havgen, som handler om at være tæt på havet. De fleste af os har lært at svømme som den største selvfølge. Nogle af os har endda lært at sejle. Det er nærmest indforstået for os, at vi som nation vinder mange forskellige sejlsportskonkurrencer og svømmestævner – og det på trods af vores beskedne størrelse. Ydermere har vi endda en lang og stolt skibshistorie inden for bådebyggeri. Nogle af os er endda så privilegerede, at vi ejer vores egen båd eller kender Troels Kløvedal eller har en far, som var orlogskaptajn. Resten af os må ty til tage på krydstogt, og det gør vi så i stor stil.

 

En betagende oplevelse

Der findes krydstogtskibe, som er så store, at du knap bemærker at du er til havs. Og så findes der skibe som Star Clipper, hvor du konstant dufter havet, mærker vinden og fornemmer havets vilje. Alt sammen pakket ind i god og gedigen luksus, for en ting er at vi gerne vil være tæt på havet, men vi vil sørme også forkæles når vi rejser. På et Star Clipper cruise får du muligheden for at opleve den frihed, som mange af os danskere forbinder med havet. Skibet er i sig selv en smuk og betagende oplevelse. Star Clipper er en flot og imponerende 115 meter lang firemastet skonnert. Skibet er bygget som de gamle skonnerter, blot med en nutidig komfort og luksus. Dækket er beklædt med det lækreste teaktræ, rælingen i udsøgt lakeret træ og al reb og tov er kunstværker i sig selv. Selve skibets skrog er af glasfiber malet i en smuk lysegul farve. De fire master rager op i ca. 6,8 meter højde, og når sejlene sættes er der ikke et øje tørt. Som gæst ombord på Star Clipper bliver man draget tæt ind i skibets drift og vedligehold, da der dagligt bliver syet sejl, malet, bejdset og ordnet reb. Duften af havvand og bejdse værdsættes og er fuldstændig synonym med livet ombord på et enestående skib.

 

Intimt skib

undefined

 

Der er plads til 170 gæster og 70 crew members. Med dette lille antal føler man som gæst, at det nærmest er ens egen private yacht. På dækket er der mere end rigelig plads til alle. Liggestolene er ikke noget man skal slås om, ej heller pladsen i de to små swimmingpools. Dagligt er der mulighed for at komme en tur i masten, og herfra nyde udsigten og skibet oppefra. Er man virkelig modig, er der ved solnedgang mulighed for at kravle ud på nettet, der er spændt ud fra forstavnen og ind mod boven. Det er så betagende en følelse, en oplevelse af total frihed at ligge i nettet og betragte skibet stævn og havet, der blot er fire meter under en. Her fornemmer man virkelig skibet og havet. På øvre dæk og underste dæk ligger de indvendige og ydre kahytter. De er smagfuldt indrettede med træ og antikke illustrationer af skibe og skonnerter. De mindste kahytter er på ca. 10 - 12 m2, og den største, Owners Cabin, er på ca. 25 m2. Så det er forholdsvis små kahytter. Skibet er meget let at finde rundt på. Der er hvad der skal være, med en Tropical Bar på ydre dæk og en Piano Bar på indre dæk. Et smukt edwardiansk bibliotek med bøger på flere sprog og diverse spil. I agterstavnen ligger skibets lille butik, hvor der selvfølgelig kan købes skibets souvenirs, lettere dagligvarer som toiletting, magasiner og andre håndkøb.

 

God gastronomi

undefined

 

På første underdæk ligger skibets restaurant. Der serveres tre daglige måltider efter ”all inclusive”-konceptet. Først en overdådig morgenmadsbuffet og dernæst en stor frokostbuffet. Hver dag på sejladsen har frokostbuffeten sit eget tema. Den ene dag er det italiensk, den anden græsk, så tyrkisk og således finder vores kokke på skibet nye temaer. Der er rigeligt med mad og udvalg, og intet er overkogt eller gennemstegt. Alt er friskt, veltilberedt og meget indbydende. Til aftensmaden serveres a la carte. Udvalget er stort. Der kan bestilles hummer, bøf og lækre middelhavsfisk. Anretningen er udsøgt, og vinkortet er stort og internationalt. Ved alle måltider er der free seating, hvilket betyder man kommer rundt blandt de fleste af gæsterne. Stemningen ombord er intens, hyggelig og udadvendt. Alle som en er her for at nyde og eventuelt stifte nye bekendtskaber. Det er det modne publikum i alderen fra 40 til 70 år som sejler med Star Clipper. Der var ingen småbørnsfamilier ombord på den tur, hvor vi deltog. Får man ikke nok ved de tre buffeter, er der afternoon tea kl. 16.30, og kl. 18.30 er der cocktail hour. Sidst og ikke mindst bliver der ved 23-tiden tilbudt midnight snacks i Piano Bar. Så pas på de overflødige kilo.

 

Underholdning og udflugter

undefinedundefined

Hver dag og aften er der forskellige former for underholdning og aktiviteter. Morgenen starter for A-menneskerne med let morgengymnastik kl. 08.00, senere er der historietime, hvor den meget kyndige og sprudlende glade tyskfødte Cruise Director Peter Kissner fortæller om alt fra skibets historie, dagens destination og hvilke seværdigheder, der er værd at besøge. Dagen igennem kan man tage på forskellige udflugter til lands med shuttle-båden, man kan dyrke forskellige vandsportsaktiviteter eller man kan bare blive ombord på skibets dæk og nyde den skønne middelhavssol. Når aftenen/natten trænger sig på, åbner Tropical Bar for alvor, og mange af gæsterne indfinder sig for en sludder om dagens aktiviteter og livet i al almindelighed. I Piano Bar sidder den dygtige pianist Freddy og spiller alt fra klassiske klaverkoncerter til det lette hammondorgel repertoire. Fra midnat er Freddy skibets DJ.

 

Kaptajn uden arbejde

undefined

Star Clipper er et krydstogtskib i særklasse, primært grundet den særdeles venlige, professionelle og glade besætning. Skibets ukrainske kaptajn Yurij Slastenin kan sit kram. Han er til stede blandt sine gæster, hans besætning er nøje udvalgt, og de er gode til deres arbejde. Som han med vanlig ukrainsk underforstået humor fortalte mig, da jeg spurgte om hans travle arbejdsdag: ”Nej, jeg har ikke travlt. Dygtige kaptajner har intet at lave, for de har valgt den rigtige besætning og skal blot se til, mens alle arbejdsopgaver udføres. Så jeg har ikke specielt travlt”. Flere gange på sejladsen optrådte besætningen med sjov og nærværende underholdning med alt fra modeshow til trylleshow og Le Grand Finale i dans – naturligvis inklusive opfordringer til gæsterne om at bidrage med deres egne talenter. Stemningen var på den lettere platte side, men efter syv dage til søs føler man sig som en stor familie, der griner, pjatter og bare nyder tiden sammen. De fleste af os danskere har et hav-gen, som handler om at være tæt på havet. Star Clipper imødekommer det gen til overflod. Det er ganske enkelt verdensklasse.

 

 

 

Se mere på:

Escape Travel

www.starclippers.com

 

Læs mere om rejser til Grækenland:

Alternative forms of turism

Cool luksus på Kreta, Kreta

Kreta åbner sanser og smagsløg - Thomas Rode og Thilde Maarbjerg viser vej, Kreta

På sporet af Det Gamle Grækenland, Athen

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 11 / 2014 den 1. november 2014

*Senest opdateret den 8. maj 2017.