Mere bæredygtighed på rejsen

Siden vi proklamerede, at vi ville lancere ”guide til en mere bæredygtig rejse” på Rejsemessen for Kvalitetsrejser, modtog vi en del henvendelser på de sociale medier.

Nogle var positive, og andre var negative. De positive så frem til at læse guiden, mens de negative hånede os og kaldte guiden for alt fra en umulighed til en stor fejltagelse.

Vi skrev tilbage til alle, som vi altid gør, og til de negative spurgte vi, hvordan de kunne anmelde en guide, som endnu ikke var udkommet.

Vi modtog aldrig et svar.

Faktum er, at 10% af verdens arbejdende befolkning arbejder indenfor turisme. Turisme skaber millioner af jobs, primært for ufaglærte og for kvinder og unge mennesker, som qua deres arbejde kan brødføde deres familier og sende de yngste i skole, så den sociale arv kan brydes.

Hver gang jeg møder en forkæmper for, at vi ikke længere skal flyve, spørger jeg til, hvordan vi skal skaffe knap en halv milliard mennesker arbejde, hvis vi stopper med at rejse i morgen. Jeg får aldrig et svar. For de har intet svar. De brøler op i klimaets hellige navn og benytter deres smartphones til at angribe på de sociale medier.

Når man transporterer en vare med skib fra f.eks. Fjernøsten, tager det cirka 70 dage, før den når frem. I visse tilfælde er det ok, i andre tilfælde er det en evighed. Livsvigtig medicin, fødevarer og specielt it, som smartphones, har ikke 70 dage til rådighed, og derfor transporteres de med fly, sammen med 350 passagerer.

Det har aldrig været, og bliver nok aldrig, en del af debatten, men faktum er, at en lang række varer, som smartphones, som vi alle sammen benytter, ankom til Danmark med en flyvemaskine. Det figurerer aldrig i CO2-regnskaberne, hvilket for øvrigt gør enhver CO2-statistik over flytrafik seriøst fejlbehæftet. 

En af de vigtigste ting, for Vagabond, ved at rejse, er den kulturelle udveksling. Hvor var vi som mennesker og som samfund, hvis ingen af os havde været syd for grænsen? Lad mig bare svare: En flok ignorante landsbytosser. Det er vi heldigvis ikke (endnu), bl.a. fordi vi rejser og møder fremmede kulturer, og i det samspil forstår vi bedre, hvem vi er, og hvad vi har behov for at lære af andre for at komme videre.

CO2-udslippet er katastrofalt højt, og det truer planetens fremtid. Løsningen på det er ikke at slå hinanden oven i hovedet og fremhæve, hvor b(l)æredygtig man er, og at man aldrig spiser avocado.

Løsningen ligger i FN’s 17 verdensmål for bæredygtighed, og at vi for første gang i verdenshistorien har et fælles mål: At redde planeten.

Uanset social status, hudfarve, køn, alder eller religion.

Udfordringen og løsningen har aldrig været mere universel.

Grib den.

God fornøjelse med den fælles indsats indenfor det at gøre rejser mere bæredygtige. I Rejsemagasinet Vagabond, på Rejsemessen for Aktiv Ferie den 14. og 15. marts 2020, på Rejsemessen for Kvalitetsrejser den 17. og 18. oktober 2020 og her på vagabond.info vil vi slå et stort slag for mere bæredygtihed på rejsen. 

 

Bedste hilsner

 

Christian Adamsen

Udgiver & redaktør