St. Croix - Det perfekte sted til en driverferie

Tekst og fotos: John Njor og Elisa Nielsen

 

Den danske kolonihistorie er velbevaret, men hurtigt set, resten er tropisk varme, gode strande, sol og hav, naturen, herlig mad og total afslapning på en skattet ø, der er skattefri og måske rummer skjulte sørøverskatte og andre overraskelser

 

En lille halv time efter starten fra havnen på St. Thomas sætter det lille vandfly igen pontonfødderne i det azurblå hav og pisker det til hvidt skum et halvt hundrede meter, før vandet igen falder til ro som små blå bølger i bugten. De to snurrende propeller på vingerne trækker os ind til den lille mole. Og piloten siger: ”Welcome to Saint Croix!”.

Taxichaufføren spørger, hvor vi skal hen, og svarer: ”Det er spild af penge. I kan gå hurtigere derhen end køre med mig op gennem byen”. Han stikker os sit visitkort og siger, vi kan ringe, hvis vi skal bruge ham en anden gang: ”Jeres hotel er det lyserøde bag det hvide med de blå skodder, som hedder ”Holger Danske”.” 

Mindre end 100 meter hen ad træ molen, der vrider sig langs vandkanten, er vi ved hotellet. Det er som snuppet direkte fra art deco distriktet i Miami Beach. Pink med små hvide søjler under vinduerne og fine udsmykninger i pastelfarver på væggene. Over portalen ved indgangen fra Dronningens Tværgade/Queens Cross Street står der med store bogstaver - og her kun på dansk: ”Hjertelig Velkommen Til Hotel Caravelle”.

Nogle gamle plakater i en glasmontre fungerer som en slags rød tråd for os nysgerrige danskere på vejen ind til receptionen, for her kan man læse, at rederiet Caravelle engang sejlede passagerer mellem ”Copenhagen og St. Croix via Naples i Florida”.

Det er i det hele taget forbavsende, så meget vægt, man lægger på det danske. Ikke kun i gade- og hotelnavnene. Det danske flag vajer dagligt side om side med det amerikanske og øernes eget flag på regeringsbygningen. Og der er røde royale danske skilderhuse foran de tidligere befæstninger fra 1700-tallet. Ja, selv den lokale avis er ikke en newspaper. Den hedder ”St. Croix Avis” – og det i et land, hvor AVIS hos de fleste jo forbindes med biludlejning.

Vi er på er den største af de tidligere danskvestindiske øer - med kun godt et halvt hundrede tusinde indbyggere, der alle synes at kende hinanden. ”Goodmorning!” og ”How are you!”. Igen og igen. Her hilser alle på hinanden, hele tiden, bortset fra de helt syrede bumser oppe bag kirkegården i Christansted. De er i en anden verden, som vi bør holde afstand til, fortæller guiden.

At man er på en ø, selvom den er på størrelse med Lolland, fornemmer man straks, for det myldrer med små sejlbåde i havet eller vuggende i ankerkæder og fortøjninger i alle de små bugter. Ligesom lokalbefolkningens tempo ligner noget fra slowmotion film. Nogle går så langsomt, at man undrer sig over, det kan lade sig gøre, uden at de vælter. Hver formiddag tror man som dansker, det er søndag. Ingen har travlt.

 

JESUS TAGER EN SLAPPER

 

Det virker da også nærmest symbolsk for øboernes typiske laid-back-attitude, at vores kamera straks på den gamle og nedslidte kirkegård kan indfange en Kristusfigur, der er væltet lige netop så meget, at Guds barn også ligger stærkt tilbagelænet mod kanten af et gravsted.

”Slap bare af alle sammen, både over og under jorden”, synes vi at høre den forstenede Jesus hviske, før han sover videre i skyggen under mahognitræet. Her har ingen hastværk. Kirkegården er dog et must for besøgende danske, for gravstene fortæller mange historier, som den gode guides viden udbygger betydeligt, når hun fortæller, ikke mindst om brødrene von Scholtens liv på øen. 

At gadelivet er mere tomt end hektisk i dagtimerne er forståeligt, for temperaturen ligger tæt på de 30 grader i skyggen under gadernes mange smukke portaler. Heldigvis jævnligt med den kølige nordøst-passats friske vindpust fra havet. Hønsene render frit omkring overalt i gaderne. De synes at have fået deres frihed sammen med slaverne 

Søndag formiddag lød der til afveksling salmesang ud fra den tæt befolkede kirke på hjørnet af Kongensgade. Alle klædt i det fineste tøj. Og selv den højtråbende rastafari, der prøvede at skrige et fornærmende budskab ind til menigheden, opgav hurtigt at overdøve sangen fra kirken, da vi hoppede på en af øens typiske og meget billige taxi-busser for at tage på udflugt til den anden større by på St. Croix: Frederiksted, hvor både by og fæstning er opkaldt efter Frederik V.

Vi stod af ved havnen ved det rustrøde Fort Frederik fra 1760, bygget for at beskytte den vestlige del af øen mod angreb fra fjender og pirater. Det fik en væsentlig plads i historien den 3. juli 1848, da den danske general-guvernør Peter von Scholten netop her proklamerede slavernes frigørelse. Uden tilladelse hjemmefra lød hans første ord: ”Alle ufri i Dansk-Vestindien er fra i dag frie…”.

Efter flere voldsomme slaveoprør var der denne dag mødt omkring 8.000 utilfredse slaver fra den nærliggende La Grange sukkerplantage op i endnu en protest mod deres elendige forhold.

Det blev dog så som så med friheden, for de fik i stedet tilbudt arbejde hos de tidligere slaveejere. Med elendige lønninger og så ringe leveforhold, at det førte til et nyt oprør i 1878.  

 

HER ER VERDEN SAT PÅ STANDBY

 

I dag er her stort set ikke en levende sjæl, hverken frie eller ufrie. Krydstogtskibenes meget lange mole er helt tom på nær et par unge mænd, der fisker med stænger. Kun turister på krydstogt kan nemlig vække de lokale. Uden dem, og så på en søndag, fornemmer vi, at man skal til Tjernobyl for at finde en by, hvor du møder færre mennesker. Det er som et gensyn med børnebogen ”Palle alene i Verden”. 

Det er nu ikke kun om søndagen, at butikkerne har lukket, for stort set ingen af dem åbner de dage, hvor der ikke er besøg af krydstogtskibe. Og det sker kun en, højst to dage om ugen i sæsonen, og ellers kun et enkelt skib hver anden uge.

Så de fleste dage er som i dag med lukkede skodder for alle vinduer på butikkerne. Ingen mennesker i gaderne så langt øjet rækker. Fra en lille kirke trænger musik ud. Vi kigger indenfor. Musikken og præstens budskaber kommer fra en båndspiller. Og de eneste tre, der har fundet herind, småsover og ænser os ikke. Der er omkring 300 kirker på øen. Med plads til 24 forskellige religioner. Så troen lever.

 

 

Vi finder med besvær en café, der har åbent, og bestiller brunch. Tre andre par har spist, men er blevet hængende for at lytte til den ensomme musikant, der underholder os bag hatten på gulvet til publikums bidrag, som vi øger med fem dollar, som besvares med et smil og et nik. Han bliver næppe rig her på øen.

Frederiksted er hurtigt set. Nogle få meget lange gader følger kystlinjen forbundet med ret korte tværgader. Masser af lave gamle huse. En del forholdsvis lasede. Fortets museum er stort set eneste seværdighed, det er værd at bruge tid på, for det rummer et væsentligt stykke historie fra en tid, da store rigdomme tilflød Danmark takket være slaveriet. Mange pompøse ejendomme i København, bl.a. Odd Fellow Palæet, blev betalt med mange slavers slid og spildte liv. 

Når man nu er taget ned til denne ende af øen fra den noget mere charmerende Christiansted, er det trods alt værd at besøge et par nærliggende seværdigheder i form af St. Georges botaniske have, Whim museet og familien Lawaetz’ velbevarede store hus og park, hvor familien i generationer boede helt frem til 1989, samt evt. Cruzan Rum Distillery. Ellers er strandene de store fristelser i denne ende af St. Croix.

 

ET KIG TIL FORTIDEN

 

Lawaetz huset og haven leverer et interessant indblik i, hvordan den danske overklasse boede her på øen, og Whim museet giver ligeledes et godt billede af, hvordan slavernes hårde tilværelse var på en stor sukkerplantage, hvordan de boede og arbejdede. Meget er bevaret og fint restaureret: Udkigstårnet, hvorfra man holdt øje med, at slaverne arbejdede i markerne og ikke forsøgte at stikke af. Møllen, som dyrene trak, vindmøllen og den dampdrevne kværn. Her er det hele lige fra sukkerrør på markerne, møllerne, hvor saften blev presset ud for at blive forarbejdet i sukkerkogeriet til både sukker og rom, og hvor man ser og lærer om slavernes liv på stedet.

Der produceres stadig omkring 100 millioner liter rom i fem variationer om året på St. Croix. Hvordan det går til uden slaver, kan man se på Cruzan Rum Distillery her i nabolaget.

Taxibussen bringer os tilbage til den noget mindre søvnige Christiansted. Her er en del flere seværdigheder foruden mange gode spisesteder. Og så er der trods alt ikke så lidt mere livligt, især om aftenen, uden at der dog er vildt. 

En fodgænger ses her og der under arkaderne. En mand passerer på cykel med en stor levende hummer sprællende i hans sikre greb. En galende hane jager på en flok høns og små pippende kyllinger midt på gaden, hvor bilerne venter tålmodigt på, at de forsvinder. Her er i øvrigt venstrekørsel, men hønsene er nu totalt ligeglade med trafikken. Gaderne er deres.

 

 

Government Building, Toldhuset, Vejerboden, den gamle kirke, der nu er museum, og det knaldgule Fort Christansted er nærmest samlet i en klump. Det store fort er det mest interessante med kanoner, krudtkamre, fængselsceller, opholdsrum osv., hvor man kan læse på plancher, hvordan livet foregik her. Fint museum.

Toldbygningen og Vejerboden er andre seværdigheder, der er hurtigt set, men interessante, fordi man også her kan fornemme, hvordan dagligdagen var i kolonitiden. Og man græmmes ved synet af den solide mur, bag hvilken tusinder af slaver blev købt og solgt.

Regeringsbygningen er et fornemt stykke arkitektur, delvis tegnet af den berømte Eigtved (Amalienborg). Bygningen kan ses indefra på guidede rundvisninger, som bestemt også er værd at deltage i.

Når man så har set disse ting og kirkegården, hvilket kan gøres ret effektivt på nogle få timer, er der heldigvis stadig naturen, det varme klima, barerne, restauranterne, et par golfbaner (Carambola Golf Course og The Buccaneer – hvor der også er 8 tennisbaner), havet med alle de farvestrålende fisk omkring korallerne, og mulighed for dybhavsfiskeri, samt strandene tilbage, foruden et par håndfulde små gode butikker, hvor specielt kvinder kan få tilfredsstillet deres shopping-trang.

 

HER LANDEDE COLUMBUS

 

Man snyder sig selv, hvis man ikke tager på en sejltur ud til Buck Island, der er udlagt som naturpark med fine strande, hvorfra det er godt at snorkle. Det samme gælder i Salt River Bay, hvor Columbus og hans flåde på den anden rejse i 1493 søgte ind for at få frisk vand. Området er nu delvis naturpark. Mangroverne har et spændende fugleliv. Man kan svømme med havskildpadder og opleve så utroligt spraglede fisk, at de ser ud, som om de er klædt på til karneval. Her er mulighed for at svømme-dykke i en undervandscanyon, der faktisk er 120 meter på det dybeste.

Columbus sendte en langbåd i land for at undersøge området ved denne bugt, hvor den blev mødt af krigeriske Taino indianere. Det medførte en del dødsofre på begge sider. Indianernes modstand mod de indtrængende spaniere førte senere til, at de spanske erobrere bevidst gik i gang med at udrydde de indianere, der ikke allerede var døde af de sygdomme, erobrerne havde bragt med til øerne fra Europa.

Indianerne kaldte øen for ”Ay-Ay”, som betyder ”Floden”, fordi her var godt med vand, men det kunne Columbus ikke tage sig af, så han døbte øen Santa Cruz efter det hellige kors. De senere franske besættere beholdt navnet, blot oversat til fransk: Saint Croix. Og det har ingen af de efterfølgende magthavere ændret.

Området her ved Salt River Bay er i dag en slags levende frilandsmuseum, hvor naturen og historien blandes. Her er masser af antikke spor helt fra de ældste indianerstammer og frem til de første spanske befæstninger, og man kan lære meget om de oprindelige indianernes liv, deres dagligdag, gudedyrkelse, og hvad de levede af. De dyrkede bomuld, tobak, den proteinrige kassavarodfrugt og andre spiselige planter, ligesom eksperter i fortidens indianske sprog kan fortælle, at mange ord som bl.a. tobacco (tobak), hurricane (orkan), barbecue (grillstegning) og hammock (hængekøje) faktisk stammer fra dem.

Man kan også tage ud til Point Udall på St. Croix’ østligste spids. Gør du det tidligt om morgenen, vil du måske være den første i USA, der ser solen stå op den dag - for det er nemlig det punkt i USA, der ligger længst mod øst.

Orker man ikke noget af det, kan man tage den lille færgebåd, der pendler hvert tiende minut mellem molen ved Fort Christansted og den lille ø med hotel, restaurant og fin sandstrand med palmer kun halvandet minuts sejlads derfra. St. Croix er et formidabelt sted at slappe af i solen. Men orker man mere, er der også meget, man kan blive meget klogere på, ved at flytte sig lidt rundt på øen. 

Man kan endda opleve noget helt tåbeligt, for ikke at sige barokt, som ikke desto mindre trækker en del turister til Domino Club lige på kanten af regnskoven og en mini-zoo midt på øen i den vestlige ende, hvor man kan se øldrikkende grise. Turisterne køber som en del af oplevelsen dåseøl, som de smider ind til grisen, der klapper kæberne så hårdt sammen om dåsen, at øllet siver ned i halsen på den - hvorefter den spytter den tomme dåse ud igen: ”Skål dit fulde svin!”. Man skal som bekendt ikke kaste perler for svin, men nogle dåser øl går det tilsyneladende bedre med, også selvom det burde betegnes som noget svineri.

 

 

 

LINKS

www.stjernegaard-rejser.dk

 

Læs andre relevante artikler: 

Havanas barer, Bahamas og Dansk Vestinden, Caribien 

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

48 timer i Miami og Miami: Den bedste tid på dagen er natten, USA 

 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 2 / 2012 den 1. februar 2012

*Senest opdateret den 14 februar 2018.