Tropestrand og idyl i det forkerte land

Tekst og Foto: Frans Elsass

 

Hvis man kan undvære kæmpehoteller, dåsedisko og store menneskemængder er Costa Ricas stillehavskyst stedet. Mal Pais hedder området på den sydvestlige del af Nicoya halvøen, som er Costa Ricas vestligste del. Mal Pais betyder “Det Forkerte Land” på spansk. Når man er der, i det venlige klima, og ser fra den tropiske skov, hvis frodighed nærmest er chokerende, ud over den boulevard-brede strand, er det svært at se, hvad det er, der er forkert ved Mal Pais.

 

Det trygge surferparadis

 

Byen Santa Teresa ligger bogstaveligt talt på stranden i Mal Pais. Byen er ikke ret gammel – faktisk fortæller en ældre surfer, at han måtte hugge sig vej ned til stranden med en machete, da han kom første gang for 20 år siden. I dag kan man som turist trygt lade macheten blive hjemme. Santa Teresa har masser af adgang til sin fantastiske stillehavsstrand. Turismen er etableret, men på et niveau, hvor den ikke har fået overtaget eller dominerer.

Santa Teresa er et paradis for surfere – vel at mærke den originale udgave, hvor det er de majestætiske bølger, der giver fremdriften. Surfere kommer fra hele verden for at nyde bølgerne ud for Santa Teresa. Stedet er ikke kendt for de største bølger – til gengæld kan man være forholdsvis sikker på stabile bølger hele året rundt. Ikke overraskende er der i de senere år skudt nogle surfing-skoler op, som er fuldt bookede i det, der er den triste vintersæson i Europa, men høj sol og 30 graders varme i Santa Teresa.

 

En by uden beton i flere etager

 

Yoga er også populært i Santa Teresa, stilarter af enhver afskygning, som dyrkes i store, åbne hytter langs stranden. Der er både lokale og udenlandske instruktører. Livet i Santa Teresa er afslappet. Tempoet er adstadigt – især på byens hovedstrøg, som er en støvet grusvej med store huller – naturlig fartdæmpning!

En ferie i Santa Teresa behøver slet ikke at være primitiv, men for os, der holder af de basale værdier, er der flere små selvstændige muligheder, som for eksempel svenskejede Super Vista. Her lejer man en hytte på stranden med panoramaudsigt over Stillehavet og til surferne. Der bliver ordnet og gjort rent en gang om dagen – men ellers får man lov at passe sig selv og sine tanker. Det er også muligt at leje sig ind i private feriehuse, hvor standard og priser strækker sig fra det lave til det overordentligt luksuriøse. Et enkelt dansk par har såmænd deres fredeligt beliggende hus til leje på kysten lige syd for Santa Teresas centrum.

Egentlige feriehoteller – beton i mange etager – er ikke tilladt. De Costa Ricanske myndigheder er meget strikse og gør et stort arbejde for naturbeskyttelsen. Og så er de nærige med byggetilladelserne! Dog findes der et par luksus resorts, Florblanca og Milarepa, som kan tilfredsstille selv de mest kræsne og luksusvante – blandt andre Kate Moss, der lejer alle bungalowerne på Milarepa sidste uge i december. Vi andre kan dog stadig få lov at komme at spise på resortens fremragende restaurant.

 

Mad fra hele spektret

 

Der er mange gode restauranter i byen – igen et bredt spektrum fra det jævne med god mad til små penge, over den romantiske Brisas Del Mar højt oppe i bakkerne over byen og endelig til Koji, hvor vi mødte en japansk gentleman, som lige havde nydt sit livs mest delikate sushi netop her. Men særligt ét sted er et must i Santa Teresa, og det er den argentinske grill Las Piedras, hvor alt kødet tilberedes over åbent ildsted og på en stålrist af uvis oprindelse. Der serveres primært oksekød og kylling, men kvaliteten er uovertruffen – og så er der selvfølgelig “The Secret Sauce”, som man bare beder om mere af, når den slipper op.

Uanset hvilken restaurant man vælger, og giver den gas med stor menu og god vin, bliver regningen aldrig mere end 40 US Dollars pr. person.

 

Nicoya uden amerikanere

 

Det er langtfra alle nationaliteter, der har fundet vej til Costa Rica. Den første europæer var Christoffer Columbus, der kom til Costa Rica i 1502, men han nåede formentlig ikke ud til Nicoya halvøen på den anden side. Vi mødte i hvert fald ikke en eneste spanier, men franskmænd, hollændere, svensker, israelere – og et par enkelte danskere. Amerikanerne, der ellers holder meget af Costa Rica, vover sig åbenbart sjældent ud på Nicoya halvøen.

Lejer man et hus, kan man selvfølgelig lave sin egen mad. Byens supermarkeder har et spændende udvalg af grøntsager og især frugt. Og de har glimrende kød medmindre kølevognen er kørt galt på Nicoya halvøens elendige veje. Og det sker!

 

Fiskelykke

 

Alternativt kan man tage sagen i egen hånd ved at køre et par kilometer ned ad kysten til det lille fiskerleje. Her kan man chartre båd, kaptajn og fiskegrej for en overkommelig pris. Alt efter sæsonen kan man fange en bred vifte af spændende, og ofte velsmagende, fisk. De to gange vi prøvede, kom vi den ene gang hjem med en Mahi Mahi på 10 kg og fire mindre gulfinnet tun. Den anden gang var det åbenbart tid for fisken Grouper, og vi fangede to meget store eksemplarer. Grouper minder lidt om torsk, men kan blive kolossalt store. De er ikke så spændende at hive ind, men de smager godt.

 

 

Skulle man være så uheldig ikke at fange noget, forbarmer kaptajnen sig, og forærer væk af sin egen fangst, så man ikke skal gå sulten i seng. Man bliver i det hele taget mødt med venlighed af et folkefærd, som stadig skal vænne sig til turismen. Men costaricanerne er naturligt servicemindede, og får tingene til at fungere for alle. Man kan færdes alle steder døgnet rundt. Grov kriminalitet er nærmest ukendt herude. Til gengæld er simpelt tyveri ret udbredt. Derfor er alle huse forsynet med pengeskab, som man opfordres til at bruge. Der er heller ikke grund til at være bange for kryb og dyr. Der er ikke noget, der er farligt eller særligt giftigt.

 

 

Afslappet aktivitet

 

Der er masser af udflugtsmuligheder i området omkring Santa Teresa. Lange gåture langs stranden er naturligvis oplagte, men en lejet firehjulstrækker bringer én ind i skovene, hvor der flere steder er mærkede trails – blandt andet til de smukke vandfald, hvor man kan tage sig et brusende ferskvandsbad.

Kodeordet i Santa Teresa er afslappet. Pak kufferten med shorts, t-shirts og afslappede skjorter. Sandaler, gerne den robuste slags, er “de rigeur”. Man skal kun iføre sig blankpudsede sko, hvis man vil være den absolut eneste i byen med den slags. Mange bruger slet ikke fodtøj.

Hvis man ikke spiser morgenmad på The Bakery, som varmt kan anbefales, kan man indtage dagens første måltid på den åbne terrasse i sit lejede hus. Måske til lyden af brøleaberne i palmerne langs stranden. De gør ikke noget, men man skal ikke lade sin morgenmad stå, mens man går ind og henter en kop mere af den pragtfulde lokale kaffe, for så kan man risikere, at aberne har været nede at tage for sig af retterne.

Costa Rica har et rigt og varieret dyreliv. Omkring Mal Pais kan man være sikker på at se fugle i alle afskygninger, flagermus, kamæleoner, store leguaner og brøleaber. Går man mere systematisk til værks, byder skovene på store oplevelser ud i dyrelivets mangfoldighed.

Costa Rica betyder Den Rige Kyst på Spansk. Måske er det forkerte ved Mal Pais, at det ikke er opdaget af masseturismen endnu. For os, der ser en unik luksus i det uspolerede og charmerende primitive, er Mal Pais og Santa Theresa derimod helt rigtigt.

 

 

 

 

LINKS

http://www.nicoyapeninsula.com/

http://www.vrbo.com/394301

http://www.florblanca.com/

http://www.milarepahotel.com/

 

Læs andre relevante artikler: 

Havanas barer, Bahamas, St. Croix og Dansk Vestinden, Caribien 

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

48 timer i Miami og Miami: Den bedste tid på dagen er natten, USA 

 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 4 / 2013 den 1. april 2013

*Senest opdateret den 14 februar 2018.