A day at the shooting range

undefined

Tekst og foto: Christian Adamsen

For de fleste danskere (og europæere) er skydevåben lige så fremmed som et zombieangreb, men for de fleste nordamerikanere er det at eje et skydevåben lige så naturligt som at et zombie angreb rent faktisk kan finde sted.

Jeg indrømmer det blankt: jeg har aldrig affyret et skydevåben og havde, indtil for nylig, absolut ingen intention om at prøve det. Men igen og igen er jeg blevet overrasket over amerikanernes tilgang til skydevåben og deres grundlovssikrede ret til at bære våben, så jeg havde besluttet mig for at prøve det af næste gang jeg var i USA, og hvilket sted er bedre at starte end på en skydebane i Las Vegas.

Har på forhånd undersøgt, hvad der ligger af skydebaner i Vegas og hvilken, der giver det bedste indtryk. The Gun Store på East Tropicana Avenue synes at opfylde mine kriterier for sikkerhed og professionalisme og af sted det går en tidlig formiddag.

Vi er tre mand høj, undertegnede og to af Vagabonds juniormedarbejdere, hvoraf den ene har aftjent sin værnepligt i Livgarden, så vi har en våbenkyndig på holdet.

undefined

 

Slusen

Ved ankomst skal du først vælge våben ved en lille udendørs stand. Juniormedarbejderne har gjort deres hjemmearbejde og vælger en pakke til 100 USD, som består af håndvåbenet Sig Sauer P220 med 10 skud, de to fuldautomatiske maskingeværer MP5 9mm og M4A1 5,56 begge med 25 skud.

Jeg stiller mig lidt på tværs og vælger en Glock 19 og 21 med 10 skud hver. Juniormedarbejderne griner lidt af mig: ”Glock 19 er altså en kvindepistol”, hvilket lyder fint i mine ører, for et svagt ubehag og en mindre svimmelhed er allerede sat ind. Hele situationen forekommer mig fuldstændig surrealistisk, og jeg har mest af alt lyst til at vende om, men er dog mere opsat på at få gravet lidt dybere ned i fascinationen af skydevåben, end min egen angst, så jeg følger bare med.

Når du har valgt dine våben skal der betales, og det foregår inde i hovedbygningen og de nødvendige papirer skal udfyldes. Alle, som er fyldt 18 år, kan skyde, uanset hvilket land du kommer fra. Er du mellem otte og 18 år, skal du ledsages af en værge.

Herefter møder vi vores instruktør. Uanset hvem du er og hvor meget du har skudt tidligere, skal du altid have en instruktør med. Sammen med vores instruktør får vi udleveret vores våben, som han bærer ind på selve skydebanen. Ammunition og skydevåben holdes adskilt indtil du står inde på skydebanen. Intet overlades til tilfældighederne. Vi får også udleveret høreværn og sikkerhedsbriller, og først da vi alle tre har monteret sikkerhedsudstyret guider instruktøren os ind på skydebanen.

 

Dommedag nu

Vi kommer ind på skydebanen og duften af krudtrøg kombineret med et stort antal tomme patronhylstre på gulvet, som bringer den forestående nervepirrende aktivitet uforskammet tæt på.

Vi tager opstilling ved vores bås. Både til venstre og til højre for os står en gruppe unge mænd, som begge har valgt en M249 SAW (Squad Automatic Weapon) 5.56 mm. M249 er den amerikanske tilpasning af den belgiske FN Minimi og er kendt for en præcision og bærbarhed som en riffel kombineret med maskingeværets tunge slagkraft.

Vores instruktør skal lige til at gå i gang med sin præsentation da begge M249 brager løs samtidigt. Jeg har en rigtig god ven, som er oberst i NATO og pt. arbejder som NATOs udsendte ved FN i New York. Han har været udstationeret i Irak flere gange, og jeg har spurgt ham mange gange, hvilken effekt den konstante lyd af krig ved fronten har på den menneskelige psyke. Han har forklaret mig det meget indgående, men enten har jeg ikke lyttet efter, eller også er det simpelthen umuligt at sætte sig ind i, når man ikke selv har prøvet det, for de næste 10 sekunder, mens to M249 brager løs i stereo, har jeg det som om min sidste time er kommet og jeg overvejer seriøst blot at gå min vej.

Hverken instruktøren eller Vagabonds livgarder er det mindste påvirket af situationen, og deres øjensynlige ro får mig til at blive og gennemføre mit forehavende.

 

Actionhelte

Det bliver min tur og adrenalinniveauet vokser atter en anelse. Instruktøren guider mig på plads og jeg skyder første skud med min Glock 21. Larmen er overdøvende på trods af høreværn, men det som virkelig overrasker, er rekylen. Pistolen sparker dig som en vred hingst, hvis ikke du har to hænder placeret korrekt om våbenet. Mine tanker går til alle de film jeg har set i tidens løb, hvor actionhelte kan affyre maskingevær med en hånd, mens de løber rundt i junglen og taler i mobiltelefon med den anden hånd. Det er vist bare god underholdning.

Efter min Glock 21 kommer turen til Glock 19, som vejer mindre og har en mindre kaliber, og allerede nu synes den pistol at være overkommelig. Vi mennesker har en fænomenal evne til at vænne os hurtigt til nye udfordringer.

 

Skudhuller

Turen er kommet til M4A1 og instruktøren beder om ”short burst” på tre skud af gangen. Det gør han da det er et meget kraftigt våben, som kræver noget mere tilvænning end et håndvåben. Vagabonds juniormedarbejder følger nøje instruktørens anvisninger og gør sig klar til første ”burst”, klikker på aftrækkeren præcis som han skal - og så sætter den sig fast med det resultat, at den tømmer magasinet i et hug. Instruktøren sætter hurtigt sin hånd på magasinet, klar til at hive det ud, hvis Vagabonds medarbejder skulle gå i panik og løfte maskingeværet. Det gør han ikke, men holder ved sin olme tyr som en rodeorytter. Han ser noget overrasket ud da det er overstået og instruktøren skamroser ham, i det han forklarer at ”de fleste løfter geværet i panik, men at han havde holdt hovedet koldt som han skulle”. Jeg kigger op i loftet, hvor der ganske rigtigt er en mængde skudhuller efter folk, som har løftet deres skydevåben i ren panik, og det bekræfter mig blot i at skydevåben aldrig er bedre eller dårligere end personen bag.

undefined

 

Terapeuten

Da vi forlader The Gun Store løber vi ind i ansat på parkeringspladsen, som tager sig kyndigt af en grædende kvinde. Vi spørger forsigtigt hvad der er sket, og den ansatte forklarer os, at der er en del som ikke kan håndtere effekten fra skydevåben og som løber grædende ud på parkeringspladsen. Hans job er at tage sig af dem ved at give dem lidt at drikke og i det hele taget berolige dem. Jeg kan sagtens sætte mig ind i det, han forklarer, og spørger nysgerrigt, om der er en særlig profil på dem som ikke kan håndtere oplevelsen. ”Nej”, svarer han umiddelbart, ”det er både mænd og kvinder, unge som gamle, amerikanere som ikke-amerikanere, som kommer ud til mig”. Med sit rolige gemyt og enorme empati fungerer han perfekt som en slags terapeut for de mere udsatte kunder.

På vej tilbage til vores hotel går snakken lystigt om ”A day at the shooting range”. For de to af os, som aldrig havde haft et skydevåben i hånden tidligere, var det en oplevelse som gjorde os lidt høje. Ikke, som man kunne foranlediges til at tro, pga. magtfølelsen ved at stå med et dræbende instrument i sine hænder, men simpelthen fordi det er ekstremt grænseoverskridende, næsten i stil med at vandre op til toppen af et bjerg, hvor man på forhånd tvivler på om man kan nå toppen.

Skydevåben, eller retten til at eje dem, kan dele enhver diskussion mellem en amerikaner og en dansker. Fra dansk side virker hele diskussionen fuldstændig absurd og primitiv, men for de fleste amerikanere er danskernes tilgang til skydevåben endnu mere absurd og naiv. I USA er skydevåben lige så godt integreret, som alkohol er det i vores del af verden, og det er temaer, som vi aldrig bliver helt enige om.  

 

 

LINKS

www.thegunstorelasvegas.com

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 9 / 2014 den 1. september 2014

*Senest opdateret den 21 september 2017.