I Kennedys fodspor

undefined

Tekst og foto: Henrik Møller

 

I behagelige Boston findes masser af spændende tilbud til dem der er interesseret i den amerikanske historie. Men også til dem som er til sightseeing, shopping, basket og baseball. Med SAS’ direkte rute er JFKs fødeby kommet endnu tættere.

 

Boston er staten Massachusetts hovedstad. Byen er stærkt engelsk præget og fyldt med historie. Det var her den amerikanske uafhængighedskamp begyndte og hvor det berømte Boston Tea Party fandt sted i 1773 som en provokerende demonstration mod englænderne af de pålagte skatter på blandt andet te. Denne provokation blev efterfulgt af Boston massakren og en generel opstand i 1774 som endte med den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776.

undefined

 

Da englænderne kom til Amerika grundlagde de Boston som en af de første byer og det præger hele området med navnet New England og især ses det tydeligt i visse kvarterer i Boston med lange gader med “engelske” rækkehuse i flere etager og engelske pubber rundt omkring.  Idag er Boston en berømt og førende universitetsby med blandt andet Harvard University og det berømte institut MIT - Massachusetts Institute of Technology - som de mest kendte, og byen er naturligvis også stærk præget af navnet Kennedy, med flere gader, pladser og bygninger opkaldt efter byens berømte præsident og hans familie.

Brug gerne mere end 48 timer i Boston er min konklusion allerede nu efter mit første og al for korte besøg i en nem og overskuelig by hvor man føler sig godt tilpas. Her findes masser af spændende tilbud både til dem der er interesseret i den amerikanske historie og de som er til forskellige former for sightseeing ture samt fine shoppingmuligheder og ikke mindst sport som bl.a. basket og baseball Det er nemt at komme rundt med bus og metro. Vælg at bo centralt, det sparer tid og de fleste seværdigheder og shoppinggader kan nås i gå afstand. Her er rent og ordentligt og byens beboere er generelt meget flinke og hjælpsomme.

Når man ankommer til Boston skal uret stilles 6 timer tilbage, d.v.s man får yderligere 6 timer lagt på sin rejsedag. Med SAS nye non-stop fly lander man midt på eftermiddagen, så brug resten af dagen  til en rask gåtur i kvarteret hvor du bor og planlæg en tidlig middag med efterfølgende tidlig sengetid for hvis muligt at få sovet det uundgåelige jetlag ud af kroppen.

 

Seafood - den rigtige start i Boston

undefined

 

Da Boston og det nordlige østkystområde er kendt for sin meget berømte seafood af høj kvalitet så bestil bord på Ocean Prime, 140 Seaport Boulevard. Vælg en seafood anretning med det hele og er man ikke til fisk og skaldyr så smag på det alligevel som forret, for heldigvis har stedet også en god amerikansk steak på menukortet. Slut af med et typisk amerikansk dessert udvalg - f.ex cheesecake - bare lige for at markere at nu er man landet i USA.

 

Udnyt din første morgen hvis du alligevel ikke kan sove

Start den første dag med tidligt morgenmad, det er ikke unormalt på grund af de 6 timers tidsforskel at vågne tidligt, og hvis hotellet ikke er med morgenmad, så benyt anledningen til at gå på opdagelse og find et af de mange lokale steder med en typisk amerikansk breakfast, helst et af de steder hvor far står for maden og mor tager imod betaling. En ”American breakfast” med det hele er en god start på dagen. 

Derefter en morgen gåtur for at se og mærke byen vågne og næsten alle man møder er på hastig vej til deres arbejdspladser med en "coffee to go" fra nærmeste kaffebar i hånden. Jeg bruger ofte sådan en morgen og lidt af formiddagen til at opleve stemning og se hvordan byen er indrettet og fungerer. Selvom folk har travlt så mærker man allerede her i Boston den gode atmosfære og hvor behagelig byen er at være gæst i og rimelig nem at finde rundt i.

 

Old State House og Granary Burial Ground

undefined

 

Start med et besøg ved Old State House, på hjørnet af State Street og Washington Street. Her startede den amerikanske frihedskamp med den såkaldte Boston-massakre, hvor engelske soldater skød og dræbte fem amerikanere foran bygningen. Der er en mindeplade på bygningen. Old State House ligger idag indeklemt blandt høje skyskrabere, men huset er bevaret og er idag museum. Kvarteret tæt på Old State House er meget engelsk præget med små smalle gader, nogle engelske pubs, små butikker og god stemning.

 

undefined

 

Når man alligevel er ved historien så gå tilbage til Tremont Street og besøg Granary Burial Ground, hvor bl.a. de frihedskæmperne der blev dræbt foran Old State House og andre amerikanske berømtheder ligger begravet på en kirkegård midt imellem høje huse og skyskrabere. Den lille kirkegårdspark emmer af historie og ro og respekt med gamle skæve minde- og gravstene der ofte er markeret med blomster og Stars and Stripes når en bestemt dato skal markeres, for de der gav deres liv til starten af den amerikanske frihedskamp. 

 

Freedom Trail

Der findes flere mindesmærker og steder rundt om i Boston der markerer massakren og den frihedskamp der foregik i og omkring Boston. Følg ruten “Freedom Trail” der er markeret både i gadebilledet med røde striber og på kort. Det er en fem kilometer lang rute i Downtown, North End og Charlestown.

 

Besøg i State House

State House of Massachusetts med sin gyldne kuppel ligger højt i Boston på Beacon Hill med udsigt over den store park - Boston Public Park. Hvis man er så heldig at have en aftale med guvernøren, som deltagerne i den rejse jeg deltog i havde, så skal man naturligvis benytte anledningen til at komme indenfor, ellers kan man uden invitation også komme på rundvisning i State House og se den lokale udgave af Capitol for statens Massachusetts folkevalgte, og et hus med masser af historie, billeder og flot arkitektur.  

 

Cheers - Sam’s Bar

Ikke langt fra State House på Beacon Street ligger indgangen til  Cheers - Sam’s Bar fra TV-serien af samme navn. Dog skal det siges at man kun har brugt det rigtige indgangsparti og trappen ned til baren, mens optagelserne indenfor blev filmet i et studie, så man får desværre ikke mulighed for at møde Norm eller andre fra serien, men et hyggeligt sted til en drink eller frokost eller bare lige for at tage et billede eller to udenfor. 

 

Boston Public Library

undefined

 

Fortsæt rundt om Boston Public Park ned ad Arlington Street og videre ud ad Boylston Street så kommer man til Boston Public Library, en flot gammel bygning fra 1852 med indgang fra pladsen foran. Her kan alle Bostons borgere komme og benytte den store gamle, imponerende og flittigt brugte læsesal på første sal - Bates Hall med de mange grønne lamper. Huset er skænket af byens borgere og dedikeret til at fremme læsning og uddannelse - huset og læsesal bliver flittigt brugt.

 

Shopping i mærkevarebutikker

På Boylston Street ligger blandt andet Apple Store og Nordström og på parallelgaden Newbury Street i de gamle engelske rækkehuse ligger masser af mærkevarebutikker i en lind strøm, så der er rigeligt at tage fat på, og med den rimelige dollarkurs er der stadig gode tilbud rundt omkring.

 

Boston Tea Party Museum

undefined

 

For for få hele fortællingen om specielt det berømte Boston Tea Party, skal man besøge det forholdsvis nye museum på Congress Street på broen over Fort Point Channel - det hedder “Boston Tea Party Ships & Museum” der er mere et teater museum hvor man genoplever og bliver som “museumsgæst” en aktiv del af den provokation og demonstration der startede oprøret mod englænderne i 1773. To skibskopier i fuld størrelse af skibene The Beaver og The Elinor, der lå i Boston havn i 1773 lastet med te, ligger nu fortøjet ved museet og er en del af handlingen, hvor museumsgæsterne, der får skiftet identitet og nu er en del af oprøret og den dramatiske aften den 16 december 1773. Efter “møde” i den hemmelige forening “The Sons of Liberty” hvor der agiteres til oprør mod de høje skatter løber man ombord på The Beaver og er aktivt med i hele historien til at destruere lasten og smide teen over bord i Boston havn samt opleve hvordan livet var ombord på netop de skibe der kom til Boston på den tid. Forestillingen og gennemgangen af hele kampen for uafhængighed fortsætter i de næste dele af museet og det hele slutter med at Amerika kan erklære sig uafhængig af England og hvad ikke mange ved så var USA nationalsang i de første år efter stadig God save the Queen - dog med en anden tekst indtil den vi kender idag The Star-Spangled banner officielt blev USA’s nationalsang. Som afslutning inviteres man op i Abigail’s Tea Room, hvor der er mulighed for at smage netop den tesort der blev smidt i haven i 1773. Hele turen tager ca. 1 time og koster 25 USD.

Boston Tea Party and Ships Museum ligger i nem gåafstand fra Boston downtown. 

Læs mere på www.bostonteapartyship.com.

 

Fenway Park - Baseball Stadium

undefined

 

Er man til sport og et historisk sted så er et besøg på det legendariske Baseball Stadion - Fenway Park næsten et must. Fenway Park der siden 1912 har ligget på 4 Yawkey Way - ca 20 min. kørsel fra Boston downtown emmer af Baseball historie og respekt for traditioner, de vundne præmier og de mange berømte spillere og når man går rundt på det store stadion med ca 38.000 pladser placeret meget tæt på banen bliver man imponeret over at det kan blive fyldt kamp efter kamp til en gang avanceret rundbold. Det er den berømte klub Boston Red Sox’s hjemmebane, og det bedste ville naturligvis være at opleve en kamp, men er man ikke til det eller besøger Boston udenfor baseball sæsonen, så kan en rundtur anbefales. Man får et indblik i en hel speciel amerikansk sportsgren, man hører bl.a. om “The Green Monster” en 11,2 m grøn mur bygget meget tæt på den venstre side af det ydre del af banen, hvor bolden ofte rammer når højre-hånds spillere rammer bolden og derved kan score en nem “homerun”. Læs mere om Fenway Park og Red Fox samt salg af billetter på www.redfox.com. 

 

Harvard University

undefined

 

Boston og især bydelen Cambridge er en af de førende, hvis ikke den førende med hensyn til universiteter og højere uddannelser i USA. I bydelen Cambridge ca 30 min fra Boston Downtown ligger det nok mest berømte - Harvard University i et kæmpe område med campus, fakulteter, videnskabscentre og ikke mindst et kæmpe område til de studerendes sportsaktiviteter hvor næsten 80% af de studerende er aktive. Her findes alt hvad en idrætsudøver kan drømme om lige fra en kæmpe american football arena Harvard Stadium, tennis-, basket-, atletik- og naturligvis ishockeyhaller. Ingen af sportshallerne eller andre steder har sponsorskilte, men Harvard har modtaget mange og store donationer i stor diskretion, og prisen for at studere på Harvard hører heller ikke til de billigste.

Harvard blev etableret i 1636 og opkaldt efter sin første velgører John Harvard. Stedet har en kolossal historie og det er tydeligt selv i dag at man oprindelig er præget af den engelske universitetsmodel. I det store campus område Harvard Yard har hver bygning sin historie og traditioner. Besøg Harvard Events og Informationscenter eller følg en self-guided tur rundt i det historiske og idag verdensberømte universitet.

Efter sådan en tur rundt på det historiske Harvard er man klar til en amerikansk burger og cola og her kan anbefales flere gode burger steder i  og omkring Harvard Square. I området omkring Harvard Square er der mange gode tilbud, men vi kan helt klar anbefale Russel House Tavern, 14 John F. Kennedy St., Cambridge. Vælg en ”R. House Burger” fra menukortet. 

 

Andre gode forslag til aktiviteter i Boston

Når man kun har 48 timer i Boston er det begrænset hvad man kan nå, men på min liste til næste besøg står en tur med Boston Duck Tours. Hval Safari fra Boston Havn, J. K. Kennedy Presidential Library, udflugter rundt i historiske New England for bare at nævne nogle af de ting jeg ikke fik mulighed for ved mit første korte besøg.

Boston Duck Tours møder man rundt i Boston med deres meget ejendommelige bus/båd biler, der tager turen rundt i Bostons gader såvel som turen rundt i havneområdet - læs mere på www.bostonducktours.com.

 

 

*Senest opdateret den 21 september 2017.