Mississippi: Misi-ziibi

undefined

Tekst og Foto: Roald Bergmann

 

24. november 2012

New Orleans, Louisiana

0 km fra Den Mexicanske Golf

 

Jeg er i færd med at wrestle mig mod strømmen op ad det enorme vandbæst, som franskmændene døbte ’Messipi’ ud fra de indfødte indianeres ord ’Misi-ziibi’: ”Den Store Flod”.

Det er første gang, jeg sætter min fod i New Orleans. Og jeg er netop ankommet til byen, som for nordamerikanske flodrejsende i århundreder har været den søde franske storbykage for enden af en mudret og provinsforpint sejlads sydpå. Men jeg snyder i dag og starter med desserten. ”The Big Easy” bliver afgangshavnen for min rejse, der skal bringe mig over 1.000 kilometer ind i hjertet af det gamle USA.

Og jeg starter med en karleportion jambalaya på Café Maspero på Decatur Street i New Orleans’ franske kvarter kun et stenkast fra Den Store Flods afsluttende spurtløb ud i Den Mexicanske Golf.

 

New Orleans har stadig ar og skavanker efter orkanen Katrina (”Katrina, that bitch”, som tjeneren kalder hende), der oversvømmede store dele af byen i 2005. Selvom den primære infrastruktur og de vigtigste byfunktioner er restaureret, er det svært at ignorere de mange kraner og stilladser, der stadig flankerer de charmerende boulevarder. Kulissen for de farverige gadefestligheder Mardi Gras i bydelen ”French Quarter” var naturligvis højt prioriteret, da genopbygningen fandt sted. Og dette historiske centrum af New Orleans er livlig, forførende og appetitlig som en fransk kvinde i sine bedste år. På trods af kællingen Katrina.

Det er stadig i New Orleans, du kan falde over seafood i særklasse (som de cremede østers hos Casamento’s på Magazine Street) og store tykke kogekoner med sans for en grydefuld lokal gumbo (som hos Mr B’s Bistro på Royal Street).

undefined

Den klassiske franske kogekunst er her smeltet sammen med det spansk-italienske kolonikøkken, med det nærliggende mexicanske, og med de indfødte indianske og de afrikanske madkulturer fra slavernes køkken. Cajun-køkkenet er så unikt, at det til tider kaldes Amerikas eneste eget køkken.

Min tjener Millie sætter en kulsort øl i et vanddugget glas på mit bord – det er en stout fra det lokale Jackson-bryggeri på den anden side af gaden – og hun udfordrer mig til at danse i Mississippis mørkeste vand. Jeg skal besøge de grumsede afkroge af floden, hvor negerhadet aldrig er blevet vasket væk og hvor en sort præsident ikke tør at aflægge officielt visit, siger hun.

Det vil jeg forsøge.

 

Dagens overraskelse: At spise boudin balls på Cajun Cabin i New Orleans.

Dagens skuffelse: Det varede alt for længe, før jeg stødte på en god gademusikant.

 

29. november 2012

Nær Tunica Hills, Louisiana

200 km fra Den Mexicanske Golf

 

”Jerry’s Bed & Breakfast” er et misvisende navn på Jerry’s foretagende, da han hverken har senge eller morgenmad. Han har heller ingen hjemmeside eller hjælpende skilte ved vejen. Men da jeg tilfældigvis triller mit motorhome ind på hans grund ved Pollocks Bayou i området, hvor Louisiana flyder over i staten Mississippi, forsyner han mig med strøm, vand, kloak og et fugtigt håndtryk, så jeg kan føle mig godt til rette i mit rullende hjem. Det første Jerry siger, efter at regningen er betalt, er: ”Around here we don’t like niggers. Or faggots!”

undefined

Jerry’s residens er en hvid svulmende mansion fra dengang, stedet var befolket med sukkerkonger og bomuldsbaroner. Disse dage lader han dog til at være den eneste på grunden med rigtige penge på lommen. Mine elleve naboer her under den dinglende spanske mos, der hænger fra de store træer, klamrer sig til den nederste kant af middelklasselivet. Deres ferier ved den tilgroede bayou (et isoleret stykke stillestående vand, der forgrener sig fra hovedfloden) er blevet ufrivilligt permanente. De er mænd og kvinder med varme dåseøl i madskabet, store pistoler i førerhuset og ringe udsigter til et rigtigt hus.

 

Dagene glider ud i hverandre med en jævn strøm af jagtture i beskidte både og hvidløgsmarinerede rejer på grillen. Og dertil kommer ”nigger”-snakken og røverhistorierne. I aftes efter at myggene var gået på retræte, forklarede fastliggeren Buck Mickey, hvorfor den hvide mand altid vil være herre over Mississippi: ”Negeren har en doven tilgang til livet. De er ikke vant til selv at skulle styre deres egen tilværelse. De kalder sig ’fattige’ og ’hjemløse’, men mangler i virkeligheden ikke andet end selvrespekt til at gå ud og få sig et job.”

Buck Mickey er tidligere pornofotograf. Han viser mig sin imponerende samling af eksotiske brune og sorte damer fra fire kontinenter, der uden en trevl på kroppen kigger på os inde fra computerskærmen. Han yndlingsmodel var hvid og endte med at blive hans kone. I dag lever de begge (uden job) på bayouen med alligatorerne og fremmedhadet som deres nærmeste allierede.

 

Dagens overraskelse: De labyrintiske vandpassager, der snørkler sig gennem de oversvømmede skove, vækker en blanding af ulmende uro og magi i mig.

Dagens skuffelse: De venlige smil, den generøse alkohol og den varme imødekommenhed var mig kun forundt, fordi jeg ikke var sort.


1. december 2012

Eagle Lake, Mississippi

436 km fra Den Mexicanske Golf

 

Flodfolkene, der bor på disse bredder og som har Mississippis mudrede vand i blodet, er gjort af et særligt stof. De er barske og handlekraftige og anser sig selv som civile ”Rangers” i dette våde vildnis. Resten af USA føles langt væk. Nok findes der muslimer, homoseksuelle, computernørder, hipstere og hurtigttalende journalister i De Forenede Stater. Men de holder ikke til på disse kanter. Og når en enkelt af sidstnævnte alligevel forvilder sig hen til det afsidesliggende Sunset View RV Park & Motel ved Eagle Lake, så vækker det opsigt.

 undefined

Jeg blev inviteret på en solnedgangssejlads med Doug. Doug er tidligere marinesoldat og nyder nu sit tidlige otium bl.a. ved at lukke hver dag ned med en langsom tøffen rundt på sin lille motorpram. Vi gled henover det spejlglatte vand i søen. Dette var oprindeligt en del af selve Mississippi-floden under navnet Eagle Bend. Men da floden selv valgte at omlægge sin naturlige rute, efterlod den sig en aflukket ”blindtarm” af vand: Eagle Lake.

 

Med himlen farvet orange som en bornholmsk mursten over os og det forliste vrag fra hjuldamperen Cora Anderson under os, gav det pludselig mening for mig. Jeg skulle herud midt i vandet uden friturestegte fisk eller trompetlyd, før Mississippi åbenbarede sig for mig. Her var ro. Og selvom pauserne mellem Dougs plapren om konsekvenserne ved det skandaløse præsidentvalg var få og korte, så kunne stemningen i tavsheden ramme mig i mellemgulvet som et anker. Jeg begyndte at tænke tanker som ”hvad mon det koster at købe sig et lille hus her ved vandet?” og ”hvis jeg får en hunkat, så skal hun hedde Miss Izipi”.

 

Dagens overraskelse: Rute 465 fra Vicksburg, forbi Eagle Lake og videre op mod Rute 1 er en fantastisk køretur gennem små flodaflejringer, grønne skove og rådyrshabitat.

Dagens skuffelse: Jeg har endnu ikke set en alligator i det fri.

 

2. december 2012

Memphis, Tennessee

747 km fra Den Mexicanske Golf

undefined

Som New Orleans’ moderne og en anelse mere hippe lillebror er Memphis et nyt højdepunkt på turen. Byen bobler stadig med blues som i B. B. Kings regeringstid. Og på en god aften (som denne) må den legendariske Bourbon Street i New Orleans bukke for Memphis’ Beale Street som den ultimative og altoverdøvende festgade langs Mississippi. Og ud på de små timer med en jævnt stigende promille i årerne vil et besøg hos Earnestine & Hazel's føles som dit livs bedste beslutning. Den lille bar og restaurant er et tidligere bordel, der menes at være hjemsøgt. I dag er det lystne kødmarked byttet ud med byens bedste burgere – helt frem til klokken tre om natten. Vælg bordet ved vinduet på 1. sal og sæt Ray Charles på jukeboxen, mens du skyller maden ned med en kold Dr. Pepper. Dét burde give dig et smil på læberne.

 

I dag aflagde jeg audiens hos kongen. Elvis’ bolig ”Graceland” vedbliver at fascinere. Selv for førstegangsbesøgende, der end ikke var født ved 20 års jubilæet for Presleys død. Den akneindhyllede teenagepige, der kun kender kongen af rock ’n’ roll fra sin fars vinylsamling i kælderen, betræder den halvhellige jord med ligeså stor ærefrygt som de tudsegamle hardcore fans med pinligt fede bakkenbarter. Men besøget i musikkens vigtigste katedral bliver efterfulgt af en spandfuld iskold kapitalisme, når man til sidst på sin tur skal lænses for sine sidste dollars. Elvis-babytøj. Elvis-nissehuer. Sågar en Elvis-toiletbørste kan købes i en af de mange butikker, der er strategisk indrettet som udgangsområde for din totale (og nu lidt dyrere) Elvis-oplevelse.

Dagens overraskelse: En slentretur rundt i de grønne gader bag Graceland-området, og især Williams Park for enden af Birchleaf Road, byder på en grøn oase midt i en smogtung bilby.

 

4. december 2012

Cairo, Missouri

1.006 km fra Den Mexicanske Golf

 

Jeg er kun nået omtrent halvvejs op ad Den Store Flod til stedet, hvor Mississippi forgrener sig videre nordpå og sidelæns under andre navne som Ohio River og Missouri River. Dette er min endestation og jeg siger farvel til floden, der udspringer så langt væk som 6 stater herfra og som dræner 31 amerikanske stater og to canadiske provinser for smelte- og regnvand.

undefined

Mississippi har fortryllet mig med sydens sump-voodoo. Floden har et ry for at fortære folk med hud og hår og efterlade dem i vandet som rå og ufortyndede mennesker. Og selvom der er langt fra de fordrukne turister i Bourbon Street til alligatortæmmerne i bayouen, så er der noget mystisk i dette vand, som forandrer alle på dets vej. Folk her er nok så forskellige, men en anderledes tilstedeværelse og en lykkelig fandenivoldskhed har de til fælles. Og nu da jeg lægger Mississippi bag mig, kan jeg mærke, at jeg tager noget med mig herfra. En fred. En fest. En fornemmelse. Eller måske blot en dyr toiletbørste med Elvis’ smørrede smil på.

 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 10 / 2013 den 1. oktober 2013

*Senest opdateret den 21 september 2017.