New York - Lavprismekka for shoppeglade

undefined

Skønt dollarkursen er høj, er det ingen undskyldning for ikke at drage til USA for at shoppe. Er man til mærketøj og til gode tilbud, bør man ikke snyde sig selv for et besøg i Woodbury Common Premium Outlets, der ligger en times kørsel fra New York City.

Tekst: Stine Daugaard. Foto: Woodbury Common Premium Outlets

Køb din rejse HER 

Almindeligvis er jeg glad for at shoppe, når jeg er på farten. Og kan der gøres gode kup til billige penge, er det kun endnu bedre. Men alligevel er det sjældent, jeg orker at tage i outlets. For min erfaring er, at begrebet som regel dækker over en stor, trist, lageragtig bygning, hvor tingene roder og flyder i halvåbne papkasser og rodebunker, som får selv den tristeste Netto til at ligne Magasins Mad & Vin, og hvor de fleste ting ikke er fra sidste år, men snarere fra sidste årti.

undefined

 

Heldigvis findes der undtagelser, som bekræfter reglen, og Woodbury Common Premium Outlets, som ligger cirka en times kørsel fra New York City, er lige nøjagtigt alt det, man ikke forventer af et outlet: Organiseret, pænt, ryddeligt og med utroligt god service fra ekspedienterne.

Ordet outlet er egentligt ikke rigtigt dækkende, for stedet er en hel lille landsby med små, lave, hvide huse i kolonistil, som huser de 220 butikker, der efterhånden er kommet til, siden outlettet åbnede i slutningen af 1985. Efterfølgende er det blevet udvidet et par gange og dækker i dag over cirka 72.000 m2, så husk de gode sko, for man kommer langt omkring i løbet af en dag.

 

Lækre mærker til lave priser

Netop opbygningen med mindre butikker, der huser hvert sit mærke – eller kæde som fx Saks eller Barneys – gør Woodbury Common Premium Outlets nemt og overskueligt. Så har man yndlingsmærker, kan man på forhånd lægge en slagplan, så man ved, hvilke butikker man bare skal besøge. Men det kan være svært at vælge, for stedet er et veritabelt overflødighedshorn for alle, der har bare den mindste trang til at shoppe – og til at gøre gode handler. Blandt de mest kendte mærker har fx Chanel, Gucci, Burberry, Dolce & Gabbana, Fendi, Armani, Ralph Lauren, Dior, Bottega Venata, Hugo Boss, MaxMara, Prada og Yves Saint Laurent alle butikker på stedet. Er man ikke til mærkerne i den helt dyre ende, er der også masser at vælge imellem af fx klassiske amerikanske brands som Nike, Levis, Calvin Klein, Banana Republic og Gap – for blot at nævne nogle få.

undefined

De individuelle butikker er med til at give en rigtigt god oplevelse. Faktisk glemmer man nemt, at man er i et outlet – indtil man ser på prisskiltene og bliver positivt overrasket. Går man fx ind i Chanel-butikken, bliver man betjent med samme høflighed og serviceniveau, som man ellers vil opleve i Chanelbutikker verden over. Tingene hænger pænt på brede bøjler eller ligger elegant præsenteret i glasmontrer, og ens køb bliver stadig registreret i computersystemet, pakket fint ind i silkepapir med Chanel-logoer på og lagt i en fin, stiv pappose med håndtag af bløde snore. Ingen discountløsninger med billige plasticposer, hvor tingene bare bliver rodet sammen. Til gengæld betaler jeg under halv pris af den oprindelige butikspris for det tørklæde, jeg har forelsket mig i.

 

Nemt at komme dertil

Man får nemt en hel dag til at gå med at vandre på opdagelse i de små, hyggelige butikker, som ud over tøj også byder på sportsudstyr, ting til hjemmet, parfumer og cremer, gaveartikler og meget andet. Men tøjet er der mest af.

Men mens shoppemulighederne er alsidige og varierede, skal man ikke forvente sig for meget af stedets kulinariske udbud. For det er amerikansk, når det er værst: Fastfood ad libitum i form af fx McDonalds, pizza eller tilsvarende. Vi prøvede kræfter med Thyme to Eat restauranten, som der dog ikke var meget restaurant over – det mindede mere om en art bistro. Maden er ok, men ikke meget mere – men det var heldigvis heller ikke det, vi kom efter.

undefined

 

Til gengæld spilder man så ikke sin kostbare shoppingtid på at hænge over maden – så måske er det en del af strategien. Hvem ved? Men det er nu ikke fordi, man nemt kommer i tidsnød, for Woodbury Common Premium Outlets har minimum åbent fra 10 til 21 – i højsæsonen allerede fra kl. 9.

Det kan i øvrigt godt betale sig at besøge outlettets hjemmeside (se nedenfor) inden afgang for at se, om der er specielle tilbud eller happenings på det tidspunkt, man lægger turen forbi. Det kan være et særligt sample sale, ekstra rabatter i nogle butikker, koncerter og meget andet.

I forhold til New York City er Woodbury Common Premium Outlets relativt nemt at besøge. Flere selskaber arrangerer busture direkte fra Port Authority busterminalen ikke langt fra Times Square og direkte til outlettet. Billetterne koster cirka $40 for en tur-retur, og der er flere afgange at vælge mellem begge veje. Men det er uden tvivl en god idé at tage af sted fra morgenstunden, for der er mere at se på, end man umiddelbart lige skulle tro. Undertegnede fik uden problemer mere end 10 timer til at gå med at gøre gode kup, og det var snarere de ømme arme fyldt med poser og det glødende kreditkort, der dekreterede afgang, end det var manglen på butikker at besøge.

 

 

LINKS

www.sas.dk

www.premiumoutlets.com