Argentinas Hjerte

undefined

Tekst og foto: Karsten Bidstrup

 

Alle veje fører til Avenida 9 de Julio, den bredeste boulevard i Buenos Aires – endda i hele verden er der nogen, der siger...

Fra mit 11. sals hotelvindue kan jeg se og høre trafikken brøle omkring obelisken midt på Plaza de la Republica og bevæge sig som en slange ned mod havnen og banegården Retiro. Det er svært ikke at lade sig lokke af byens inciterende rytme, så jeg følger med, ud i eftermiddagsmylderet…

 

undefined

Kig dig omkring

Med Juan Díaz de Solís i spidsen opdagede spanierne i 1516 landet, men ikke før 1580 skabte de en koloni, hvor Buenos Aires ligger i dag, ved floden Rio de la Platas sydlige strand. Byen, som nu breder sig over 200 kvadratkilometer og har en befolkning på tre millioner mennesker i den centrale bydel, er et kludetæppe af forskellige samfund; fra det pulserende centrum til velhaverkvartererne Recoleta og det trendy Palermo over middelklassekvartererne Belgrano og Caballito til arbejderklassens tilholdssteder San Telmo og La Boca.

Et af de skæggere distrikter er netop sidstnævnte, den tidligere italienske bydel La Boca, som er kendt for sine særprægede huse med facader af bølgepap og stærke farver. San Telmo derimod er et kvarter for kreative sjæle. Her finder man det mest berømte tangodistrikt. Er man i stedet på udkig efter noget moderne er Palermo Viejo stedet med sit trendy natteliv og hippe butikker.

 

undefined

Sydamerikas Paris

“Buenos Aires’ historie kan læses i telefonbogen,” skrev den britiske forfatter Bruce Chatwin og refererede til byens etniske og ikke mindst kulturelle sammensætning, som i dag er præget af den massive europæiske indvandring mellem 1880 og 1930.

Buenos Aires kaldes ofte ”Sydamerikas Paris” på grund af sin skyhøje arkitektur og rige europæiske kulturarv. Men byen og dens folk, kendt som porteños, er et studium i kontraster: europæiske følelser og latinamerikansk lidenskab, brede boulevarder og brostensbelagte stræder, dampende tango og dunkende rock´n´roll, fortovscafeer og fodboldfanatikere, diamantglimtende damer draperet i pels og fattige børn, der roder sig igennem skraldebunker for at finde småting, de kan sælge for få pesos.

Det er svært ikke at smile af, at Argentina er det land i verden med flest uddannede psykologer per indbyggere. Og los porteños, som Buenos Aires’ indbyggere kalder sig selv, taler gerne og længe om deres følelser – flere mennesker i storbyen her skulle gå regelmæssigt til psykolog end i New York!

 

undefined

Evita

Man kan umuligt tale om Argentina uden også at nævne politik og Juan og ikke mindst Eva Peron. Men før ægteparret Peron trådte ind på den politiske scene, fungerede en anden som nøgleperson, præsidenten igennem ikke mindre end 70 år, Bartolomé Mitre. I hans regeringsperiode steg befolkningstallet fra 800.000 til næsten 8 millioner alene i indvandring, primært fra Italien og Spanien. Og indvandring i forbindelse med industrialisering og eksport af kød, uld og hvede gjorde Argentina til et af de rigeste lande i verden i begyndelsen af ​​1900.

 

Den tunge historie

Men fordi arbejderklassen aldrig rigtig fik mulighed for at tage del i politik, blev der skabt en uro og ulighed i landet. Mellem 1930 og 1943 var situationen politisk ustabil. Og ind trådte så Juan Perón. Perón var arbejder og vandt valget 1946 – til dels på grund af sin kone, Eva Duarte, også kendt som Evita, som blev en af ​​Argentinas mest elskede personer. Musicalen Evita handler om Juan Peróns magtovertagelse set fra sin kones perspektiv – og der er også filmiske spor at følge i Buenos Aires. Eva Perón ligger begravet på den smukke kirkegård Recoleta, i en krypt af sort marmor med en enkelt rose.

undefined

Efter Perón blev væltet ved et kup i 1955, blev også politikken ændret, og siden har både økonomiske og politiske kriser ramt Argentina. Den seneste omkring 2001, hvor landets BNP faldt med 28 procent, arbejdsløsheden fordobledes til 25 procent, og antallet af fattige steg til halvdelen af ​​befolkningen. Dette blev løst ved at indstille betalingen af ​​den nationale gæld. En beslutning var opgivelsen af ​​den faste valutakurs, der sikrede, at en argentinsk dollar svarede til en amerikansk. Resultatet var en devaluering af pesoen med 80%.

 

For godt til at blive spist

Argentina er dog mere kendt for sine steaks, og nogle af verdens bedste af slagsen indtages her i Buenos Aires. Og det er lige før, jeg ikke vil anbefale restauranten Oviedo. For har man først sat sine ben her og spist en af deres bøffer, så går man nemlig ikke andre steder hen resten af tiden i byen. Og det ville jo trods alt være synd…

Så spis en saftig bøf, nyd en svedig tango eller tag en spadseretur ned ad verdens bredeste boulevard, og gør det gerne i det argentinske efterår, hvor vejret er dejligt for en nordeuropæer. Her tager Buenos Aires sig nemlig rigtig godt ud.

undefined

 

Læs mere om rejser til Sydamerika her:

Nærkontakt med Andesbjergene, Argentina

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

Gennem en ørken af salt, Bolivia

Hæv Glasset som en carioca, Brasilien

Verdens rigeste indianere, Ecuador

Fugleparadiset på Falklandsøerne, Falklandsøerne

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 7 / 2013 den 1. juli 2013

*Senest opdateret den 11. juni 2018.