Nærkontakt med Andesbjergene

Uanset årstid er det en bjergtagende oplevelse at krydse Andesbjergenes tinder fra Chiles hovedstad for at ende i Argentinas vincentrum på den anden side.

 undefined

 

Jeg og mine to medpassagerer begynder vores rejse over Andesbjergene i storbyen Santiago de Chile i god ro og orden ved 9-tiden om morgenen. I det fjerne står de sneklædte kæmper og ser en kende utilnærmelige ud. Men mine medpassagerer, der er chilenere, forsikrer mig om, at det ikke tager mere end halvanden time at nå grænsen til Argentina – som ligger på toppen af Andes.

Inden afrejse har bjergene fulgt mig i flere uger, og jeg har jævnligt tænkt på, hvad der mon gemmer sig oppe i disse kæmper. Er der overhovedet liv på bjergenes tilsyneladende golde sider?

 

Chaufførernes beskytter

Vejen til Argentina er den gamle vej, der begynder i byen Los Andes, og man begynder at fornemme, at den sorte vej med gule midterstriber ikke går lige ud, men slanger sig igennem landskabets sorte, brune og gullige farver op til passet, hvor grænsen til nabolandet ligger.

Dette er også hovedvejen fra Stillehavet, hen over det centrale Argentina til Buenos Aires, så der kører mange lastbiler på denne rute.

Lastbilchaufførerne kender vejene, men har alligevel brug for beskyttelse fra højere magter. Det ser man, når man både på den chilenske og argentinske side passerer små offerpladser, animitas, hvor der er sat vandflasker eller andet til de afdøde, som er blevet til en slags moderne helgener.

Gaucho Gil er en afdød, argentinsk cowboy, der er blevet en form beskytter for chaufførerne. Hans animita kan man kende på den røde farve. En anden af de største animitas er Difunte Correa, hvis legende fortæller, at hun blev fundet død af tørst i ørkenen med sin baby, der stadig drak hendes mælk. En sørgelig historie, der gør, at der ved hendes små altre langs vejen er ofret plastflasker med vand.

 

En skilegende på toppen

undefined

Inden grænsen passerer vi kun få huse langs landevejen. De står som små klaser af blå barakker, en obligatorisk kirke med et stort hvidt kors på hist og her. Men det slår mig, at bjergene slet ikke er så utilnærmelige, som de ser ud på afstand. De er derimod smukke, til tider frodige og livgivende for folk for foden af bjergene, der er afhængige af smeltevandet.

En af de større klaser af huse ligger omkring et legendarisk skisportssted, som med kun 120 kilometer fra Santiago og helt op ad Argentinas grænse både bruges flittigt af chilenere og argentinere. Hotellet hedder Portillo og emmer af den 30’er-stil, det blev bygget i tilbage i 1939. Salonen har pejs og bløde sofaer, og panelerne er i mørkt egetræ. Og på terrassen står liggestole klar til skigæsterne efter en lang dag på ski.

Selvom jeg besøger hotellet uden for sæsonen, er hotellets restaurant åbent for gæster, der kommer forbi til frokost, og der er ikke noget, der slår den udsigt, man får fra første parket i restauranten. Portillos bagside ligger ud til en kløft mellem to sorte bjergtoppe, og i bunden – lige ud for hotellet – ligger den azurblå sø, Lagune del Inca.

 

Over grænsen

undefined

Her i 2.800 meters højde er vi tæt på porten ind til Argentina, men det er godt, vi har styrket os med en frokost inden, for papirarbejdet der møder os, da vi er kørt ind i Chiles naboland halvvejs gennem en tunnel, der forbinder landene, er overvældende. Tre steder skal man stoppe og have tjekket papirer eller bagagerum for ferske madvarer, og vores ’adgangspapir’ bliver stemplet 12 gange. I højsæsonen – skisæsonen og omkring helligdage – skal man pakke en hel del tålmodighed med i baggagen. Ellers synes det relativt enkelt at krydse grænsen.

Vel inde i Argentina er det som om, bjergene skifter farve fra sorte og sneklædte til røde og grønne.

Fra at have haft alt på meget lidt plads i det smalle land, Chile, går man til at have det, der virker som ingenting, på rigtigt meget plads. Argentina er et enormt land, og Andesbjergene strækker sig langt ind i dette land. På denne side af bjergtoppene kører man flere timer langs den blodrøde flod, Rio Mendoza, før man er ved foden af bjerget.

 

Bodegavisit ved bjergets fod

Her fører vejen én til ’vinlandet’, Mendoza, der ligger på en slette, man ikke kan se enden på. Vinmarker står side om side hele vejen ind til byen Mendoza, og som dansker genkender man flere af navnene på de bodegas, der ligger her: Montes, Catena Zapata osv. Endeløse rækker af pinde støtter vinranker i alle aldre – fra små lysegrønne stammer til høje, krogede stokke med den karakteristiske flade krone, der er blevet fremelsket for at opnå mest udbytte.

Vi skal ikke længere, for her i området er vinturismen stor, og der er flere muligheder for både guidede ture, middage og overnatning på bodegaerne. Prøv for eksempel restauranten på den hollandsk ejede Salentein, der var de første til at invitere turister indenfor, eller overnat under månen i en af vinproducenten Atamisques seks lodges i Valle de Uco, og tag på vinsmagning i området.

 undefined

Den sidste nadver

Efter et par dage i ’vinland’, går turen hjem samme vej tilbage over Andesbjergenes tinder. Denne gang vælger vi at stoppe ved en landevejsrestaurant til frokost. Et godt tip er at gå efter de steder, hvor der holder flest lastbiler uden for. Det borger for kvaliteten. Og på Los Patos får man rigeligt saftigt argentinsk kød til ingen penge. Køb også nogle lokale alfajores (traditionelle kager med karamelcreme) med hjem.

Et par kilometer længere fremme mod passet møder et af turens højdepunkter: Lige foran os troner Aconcagua med sne på toppen mod en knaldblå himmel. Aconcagua er det højeste bjerg på den sydlige halvkugle. Med sine 6.961 meter over havet overgår Aconcagua enhver bjergtop i Europa, Afrika og Nordamerika.

Med dette sidste guddommelige syn i rygsækken krydser vi igen Andesbjergene, der ser ud til at have skiftet farve endnu en gang, for at ende rejsen tilbage i storbyen.

 

Læs mere om rejser til Sydamerika her:

Argentinas hjerte, Argentina

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

Gennem en ørken af salt, Bolivia

Hæv Glasset som en carioca, Brasilien

Verdens rigeste indianere, Ecuador

Fugleparadiset på Falklandsøerne, Falklandsøerne

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 2 / 2015 den 1. februar 2015

*Senest opdateret den 11. juni 2018.