En barsk ø hvor man har lært at overleve

 

undefined

Tekst og fotos: John Njor og Elisa Nielsen

 

Det er en ø med en forunderlig historie. Arawak indianerne levede et spartansk liv her i et par tusinde år, indtil den spanske conquistador Alonson de Ojeda gik i land med sine mænd i 1499. Men da de ikke fandt guld her, som forekom så rigeligt mange andre steder i denne nye verdensdel, og jorden var for ringe til opdyrkning, fik indianerne lov til at passe sig selv endnu et århundrede modsat mange andre steder.

Det var indianernes held, at spanierne ikke opdagede, at der faktisk var gode guldårer i undergrunden. Derfor har man også i dag flere efterkommere af arawak-indianerne her end de fleste andre steder i Caribien. Men spaniernes manglende interesse for øerne i dette område var også hollændernes held, for da de erobrede de såkaldte ABC-øer - Aruba, Bonaire og Curaçao - fra spanierne i 1636, mødte de ikke meget modstand.

Og da jorden på Aruba ikke var let at opdyrke, var det heller ikke interessant at bringe slaver hertil i større stil, idet hollænderne lod indianerne passe deres kvæg og især geder, som godt kunne finde føden her i den sparsomme bevoksning. Og dem kunne de handle med og videresælge kødet til andre øer.

Der blev dog fundet guld på Aruba i 1824, men det slap op allerede i 1916, efter at der var udsmeltet guld fra 3 millioner tons råmateriale i smelteriet i Bushiribana. Man opdagede til alt held samtidig, at den vilde lokale bevoksning var meget nyttig, idet den kunne indbringe andre formuer ved salg af aloe-saft til soldyrkende generationer i USA og Europa. I en årrække var Aruba således verdens største producent af disse skønhedsmidler. Og man kan stadig se, hvordan de siden 1890 er blevet fremstillet i Aruba Aloe Museum & Factory. Det har naturligvis også åbnet op for en række skønhedsklinikker og spa-behandlinger omkring de store hoteller på øen.

 

undefined

Så kom det sorte guld

Desuden hittede man endnu en ny indtægtskilde i form af sort guld. Olieeventyret begyndte i 1929 med, hvad der den gang var verdens største olieraffinaderi, som blev opført i San Nicolas på sydøst-kysten. Byen blev hurtigt øens næststørste, fordi 8.000 mennesker fandt beskæftigelse her. Det var 16 pct. af øens befolkning. Olien kommer dog ikke fra øens undergrund, men fra nærliggende Venezuela. Den forarbejdes kun her på øen.

Men mon ikke turisterne på længere sigt vil vise sig at have den længste økonomiske holdbarhed? Mange af dem finder stadig masser af guld og ædle stene i de omkring 35 butikker med det som speciale. De ligger kun et stenkast fra krydstogtskibene, ikke mindst i L. G. Smith Boulevard. 70 pct. af indtægterne på Aruba genereres i dag fra turisterne, som også hælder mange penge i kasinoerne. Den lille ø med kun 104.000 indbyggere besøges hvert år af omkring en million turister. Vi var mellem dem i år. Og var ikke specielt imponeret over øens seværdigheder. Har man ikke meget veludviklede shopping-gener, kan man hurtigt begynde at kede sig uden for den behagelige liggestol med en bog og en stor drink på en af strandene.

 

Et livskraftigt træ

Før vi anduvede Oranjestad, passerede vi en lille bitte ø med kun et enkelt watapana-træ (også kaldet divi-divi) med en stor løvkrone, som rejser sig adskillige meter over øens minimalistiske sandstrand, der kun ligger nogle få centimeter over havet. En elegant fregatfugl lander i trætoppen. Den eneste gæst på en ø, som vi undrede os over kan bevare det store træ i god behold her i det ofte urolige caribiske hav med orkaner, der ellers kan rydde større øer for hele skove på et øjeblik. Mystisk.

I den tidlige kolonitid overskyggede det massive Fort Zoutman den nu så centrale by Oranjestad. Fortet havde fået sit navn længe før, byen blev navngivet. Bebyggelsen, der var vokset op i skyggen af fortet, blev bare omtalt som ”byen i Hestebugten”. Først nogle årtier senere blev byen navngivet efter den nederlandske fyrsteslægt Oranje, hvis sidelinje siden 1814 har siddet på tronen i Holland og klædt landet i den nationale orange farve ved festlige lejligheder.

Oranjestad har været øens ”hovedstad” siden 1797. Men først i 1986 fik Aruba udbredt selvstyre inden for den hollandske stat med en demokratisk valgt lovgivende forsamling på 21 medlemmer med en premierminister og 8 ministre. Der er dog fortsat nære økonomiske, kulturelle og politiske bånd til Holland og de andre Hollandske Antiller.  

Man hilses straks velkommen med ordene ”bon bini”, som ikke forekommer specielt hollandsk, men det gør til gengæld de store gouda-oste, man ser i supermarkedet. Og det samme gælder det typiske porcelæn fra Delft i en anden butik – også en meget hollandsk specialitet siden sidst i 1600-tallet, da byens pottemagere lurede kineserne kunsten af. Disse specialiteter afsættes i stort omfang til amerikanske turister.

undefined

Oranjestad er ikke, som navnet ellers kunne tyde på, domineret af orange farver. Den ligner mest en by, der er designet af Disneylands arkitekter i samarbejde med en konditor, som i fællesskab har skabt de store pastelfarvede og lagkagelignende huse i centrum nærmest havnen. Her er der stribevis af butikker, som er proppet med fornemme ure, smykker og kendte mærkevarer til taxfree priser.

Bevæger man sig nogle gader længere væk, tynder det stærkt ud i turisterne, og husene bliver noget mere lasede og nedslidte. Også nogle af de tidligere pragtvillaer i traditionel kolonistil ser noget ramponerede ud. Den globale krise er også nået her til. Hvor der før kun boede en enkelt rig familie, er der i dag adskillige familier i disse huse. Det røber de mange vandmålere udenfor, hvorfra der fører rør op til hver af de flere lejligheder.

undefined

Man ser, modsat bl.a. i Roseau på Dominica, forbavsende få lokale mennesker i gadebilledet. På en lille plads sidder en ældre mand og ryger en smøg i skyggen under et træ. Han fortæller hvorfor: ”Det er for varmt at være ude i dagtimerne!”. Det har en ung mand nogle meter fra ham til gengæld gjort til sin forretning. Men kunderne er kun turister. Han skalperer kokosnødder næsten på samlebånd med sin machete og stikker sugerør ned i dem, så den friske og svale saft er lige til at suge op, når man køber en af de store nødder hos ham.

 

undefined

Fisk med onde tænder

Nær de store passagerskibe finder du en lang række boder, hvor man sælger alverdens ting, som der står Aruba på: solhatte, T-shirts, tørklæder, tasker, punge, kasketter, bilnummerpladser, machetekopier i træ, udskårne hoveder i kokosnødder, armbånd, børnekjoler, kastagnetter, nøgleringe, kuglepenne: Aruba, Aruba, Aruba…

Opfindsomheden kender ingen grænser. Så vi skynder os væk og søger hen mod fiskernes både for at se, hvad de mon har trukket op på det tørre. Der kan vel næppe stå Aruba på de friske fangster. Her ligger store sølvskinnende fisk på molen. Fiskeren er ved at rense en krabat på en god meters længde. Den har et ondskabsfuldt gab fyldt med sylespidse tænder og store udstående øjne bag den spidse snude. Mørkt blod fra fisken står i voldsom kontrast til dens sølvskinnende ydre, da han flækker den fra halsen og bagud.

undefined

”Det er bare en baby,” fortæller fiskeren. ”De kan blive meget større. Men selv de små kan bide ret hårdt. Vi siger, de har saksetænder. Det er som at blive klippet i hånden med en stor saks, hvis du ikke tager dig i agt,” forklarer han.

”Hvad er det for en fisk?”

”Det er en wahoo, en af de mest delikate fisk, du kan få på din tallerken. Spørg efter den næste gang, du besøger en restaurant her på Aruba!” Det gjorde vi – og manden havde ret.

Er man interesseret i gamle mønter og pengesedler fra flere end 400 lande og numismatiske sjældenheder med århundreder på bagen, så er byens Numismatiske Museum værd at besøge. Samlingen lokker med omkring 40.000 historiske mønter. Man kan finde gallerier med lokal Mopa Mopa-kunst i flere af de pastelfarvede huse med klassiske hollandske gavle. Og lokalhistorisk kan man blive klogere i Aruba Historiske Museum i Fort Zoutman og Kong Willem III’s Tårn.

Vi vandrer videre hen til Markedshallen, der er lavet om til et centrum for caféer (internet til 3 dollar i timen), restauranter, butikker og gallerier. Også her har turismen fået overtaget. Ganske som på den lille kunstige sandstrand foran hotellet, der er nabo til krydstogtskibenes anløbsplads.

undefined

Der mangler ellers ikke fine strande på Aruba. Alle er offentligt tilgængelige, og de synes at være overalt med de bedste på syd- og vestkysten. Og store spraglede busser og jeeps lokker med ørundture eller udflugter til strandenes mangfoldighed og besøg i ørkenlandskaber med masser af kaktus. Ja, selv helikoptere tilbyder at bringe de travle krydstogtturister ud til strandene eller den vilde natur, når de nu kun er en enkelt dag i byen. Knap en femtedel af øen er udlagt som naturpark.

I Arikok National Park med et noget nær månelignende landskab kan man besøge et par interessante grotter og på store sten se urbefolkningens oldgamle helleristninger. Men det er ikke noget at køre langt efter. Også katamaraner har ture med turister ud til strandene i bugterne, hvor havet og himlen faktisk er lige så blændende blå og akvamarinfarvet, som man ser det i turistbrochurerne, med enkelte små hvide totter af skyer.

Orker man ikke at snorkle eller svømmedykke, men gerne vil se de mange fantastiske og farvestrålende fiskearter omkring korallerne, kan man komme ned til dem på en sejltur med en undervandsbåd med store vinduer. Snorkler man over korallerne, kan man her se de sjove søheste.

De populæreste strande som Palm Beach og Eagle Beach tilbyder mange former for vandsport, bl.a. windsurfing og vandski. Men vi skal videre til flere andre øer med det enorme krydstogtskib.

 

   

Læs mere om rejser til Sydamerika her:

Argentinas hjerte og Nærkontakt med Andesbjergene, Argentina

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

Gennem en ørken af salt, Bolivia

Hæv Glasset som en carioca, Brasilien

Verdens rigeste indianere, Ecuador

Fugleparadiset på Falklandsøerne, Falklandsøerne 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 6 / 2012 den 1. juni 2012

*Senest opdateret den 11. juni 2018.