Gennem en ørken af salt

Tekst: Maria Rise Børjesen. Foto: Maria Rise Børjesen og Jesper Rise Børjesen

 

 

 

Vi er taget til Bolivia i Sydamerika for at besøge verdens største saltørken, Salar de Uyuni. Kridhvid og flad, kun brudt af en enkelt koralø eller to, strækker den sig over et areal, der svarer til halvanden gang Sjællands størrelse. Det skulle efter sigende være et af de smukkeste syn i verden, og vi bliver ikke skuffede.

 

Allerede længe inden vi når den lille lufthavn, kan vi fra flyets vinduer se saltørkenen, der er så blændende lys, at flere af flyets passagerer vælger at tage solbriller på, mens de spejder ned mod det ret specielle naturfænomen langt under os.

Selv heroppefra ser saltørkenen gigantisk ud. Med sine lidt over 10.000 kvadratkilometer er den halvanden gang større end Sjælland, og den kan endda ses fra rummet som en hvid plet på jordens overflade.

Vidste vi ikke bedre, ville vi tro, at vi kiggede ned på et stort område af is, men i virkeligheden er det Salar de Uyuni – verdens største lager af salt med hele 10 milliarder ton af de hvide krydderi-krystaller.

På forhånd har vi sammen med nogle andre turister lejet en jeep med guide og chauffør, som i løbet af de næste dage tager os gennem saltørkenen og de barske Andesbjerge.

 

En westernby af støv

 

Flyet lander i det, man kun med god vilje kan kalde en lufthavn i udkanten af den lille by Uyuni i det sydlige Bolivia. Lufthavnen består af et ensomt hus og en smal landingsbane, som også bruges af militæret, hvorfor det lille hus bliver bevogtet af en gruppe bevæbnede soldater. Der er ingen baggagebånd her. Kun en enkelt rusten vogn, som de få ansatte samler alle taskerne på.

Vi hopper ind i en af de to taxaer, der holder og venter på den håndfuld passagerer, som var med flyet, og begiver os af sted mod byen ad en bred jordvej. Der er støv alle vegne, da det er vinter og dermed tørsæson i Bolivia. Alt er jordfarvet. Også husene, der er bygget af ler og hvor vinduer er en stor luksus.

Stemningen er helt speciel. Kom en sherif ridende på sin hest, ville det ikke se spor mærkeligt ud. Uyuni føles som en westernby i 1850’erne. Bortset fra at der ingen hestevogne er. Og ingen saloner med cancandans og pokerspil. Men der er brede gader og indianere – det oprindelige folk – overalt. Bolivia er det land i Sydamerika med den største befolkning af indianere, og de fleste går traditionelt klædt – særlig kvinderne, som går i kulørte skørter, sorte bowlerhatte og har lange, flotte fletninger ned til lænden.

 

 

Uyuni ligger i 3.600 meters højde, og vinden er isnende kold, når solen ikke er fremme. Om natten falder temperaturen drastisk til minusgrader. Terrænet er kun vanskeligt tilgængeligt, og plateauet, som både saltørkenen og byen ligger på, er næsten ubeboet. Kun bittesmå landsbyer ligger spredt rundt på højsletten, og som man stiger i højden, bliver der endnu længere mellem dem. Livet heroppe er hårdt.

Vi skal kun være i westernbyen en enkelt nat. I morgen begiver vi os af sted på en barsk køretur gennem det smukke, men rå landskab.

 

Saltsøen, der tørrede ud

 

I løbet af tre dage skal vi i jeep køre over verdens næststørste højplateau, Altiplano, der er en del af Andesbjergene. Vores flok tæller alt i alt to jeeps, elleve turister, en guide og to chauffører. Hovedattraktionen på turen er naturligvis Salar de Uyuni.

Vi pakker de to jeeps og triller ud af byen, sætter farten op og begiver os mod saltørkenen. Vi ser, hvordan det grå, støvede underlag langsomt forvandler sig til hvidt salt. Området var for mange år siden en saltsø, men med tiden er søen tørret ud og har efterladt en ørken i stedet.

Jeepen ræser over saltet, og overalt omkring os er der hvidt. Ørkenen er helt tør nu, fordi det er tørsæson, men havde vi været her mellem januar og april, ville det hele være dækket af ti centimeter vand.

Det ligner næsten en ørken af is. Men også kun næsten. For saltet danner mønstre, som vi aldrig før har set. Og så er saltørkenen helt flad. Der er ingen store saltdynger eller bakketoppe af salt at se, og kun i det allerfjerneste, hvor ørkenen ophører, kan vi skimte de bjerge, som omkranser højsletten og Salar de Uyuni.

 

 

Vi stopper flere steder, for saltørkenen forandrer sig, jo længere ind vi kommer. Nogle steder er saltet helt jævnt og nubret. Andre steder krakelerer det i store sekskanter. Det er stenhårdt. Så hårdt, at man næsten kan skære sig på det.

Vi kaster os ud i at tage en masse skøre fotos, for det flade landskab gør det muligt at lege med perspektivet. Den slags billeder er kutymen, når man besøger Salar de Uyuni. Vores guide og chauffør hjælper med at finde på nye sjove konstellationer, og vi tager billeder, hvor vi står på sodavandsflasker, og hvor vi holder jeepen i vores hånd. Eller det ligner det i hvert fald.

Vi tager hundredvis af billeder af saltørkenen. Selv efter flere timer herude bliver den ved med at fascinere os, og saltet glimter næsten som krystaller på den smukke bolivianske vinterdag. Himlens klare blå farve står i stærk kontrast til det hvide salt.

 

Kaktus vokser også i saltørkenen

 

Ind imellem støder vi på en ø midt i al saltet. En af de største hedder Isla Incahuasi. Den består af koraller, fra dengang ørkenen var en sø. De er grå og skarpe, og midt ude i det hvide hav er det et pudsigt syn. Ikke mindst fordi det eneste, der vokser på øen, er kaktus. Kæmpestore kaktusser, som vi ellers forbinder med den amerikanske ørken.

Vi klatrer rundt på klippen i en times tid. En svensk turist, 20-årige Victor, forveksler en lille kaktus med en sten og springer hylende i vejret, da han mærker sin fejltagelse, mens vi andre får os et godt grin.

Ikke langt fra øen spotter vi en lille flok lamaer. Vi begiver os af sted i deres retning for at komme helt tæt på og fange et billede af det dyr, som vi om noget forbinder med Sydamerika. Der er lamaer over det hele i Bolivia. Særligt i de sydlige områder holder bolivianerne dem som husdyr og bruger dem til transport, ligesom de giver uld og kød.

 

Salt er hårdt arbejde

 

Ørkenen er stort set øde, men der ligger alligevel et par små landsbyer i udkanten, som lever af saltet. De indsamler, forarbejder og eksporterer det hvide krydderi. Det er ikke en lukrativ branche, og saltbønderne er fattige.

Det er hårdt arbejde, og mændene graver årligt omkring 25.000 tons salt op med håndkraft. Det er næsten som sten, og et spadestik ad gangen stabler de saltet i små toppe, så det kan tørre, og så der er plads til, at ny salt kan bevæge sig op mod overfladen. Bagefter læsser de det på ladet af en bil og kører det til landsbyen.

Her, i huse bygget af salt og ler, opvarmer de ældre indbyggere saltet, så de sidste dråber vand fordamper, og det til sidst er knastørt. Derefter bliver saltet pakket i poser, som bønderne sælger.

Fernando, en flink, ældre mand med et vindbidt ansigt, viser os hele processen, og for en krone køber vi 250 gram autentisk Uyuni-salt. Det er knap så hvidt efter den lange proces, men det smager overraskende godt.

 

Et hotel af salt

 

Vi fortsætter vores køretur over det hårde salt. I det aftagende eftermiddagslys tager vi de sidste billeder, før vi sætter kurs mod vores logi for natten.

I modsætning til da vi kørte ind i ørkenen, ophører saltet nu pludseligt, som var der tegnet en streg på jorden, og jeepen drøner endnu en gang over det støvede, grå underlag.

Vi skal bo på et lille hotel lige uden for ørkenen. Det er i områdets ånd bygget af salt. Væggene er af salt, gulvet er af salt, og sågar vores senge er af salt – dog har vi fået en madras til at lægge oven på den hårde overflade, og det er vi taknemmelige for.

På hotellet laver de mad til os. Det er rimelig basalt – ris, kogt kød og grøntsager. Og en dampende suppe til at varme os på. Aftenluften er iskold, så vi pakker os godt ind. En sovepose og et par tæpper er lige nok til at klare os gennem natten.

 

Bjerge og farverige søer lokker

 

Det sydlige Bolivia byder dog ikke kun på salt, men også på imponerende bjerge, aktive vulkaner og søer i alverdens farver. Og så er området overraskende nok kendt for sine mange arter af flamingoer. Nogle er hvide, andre lyserøde, men alle står de i vand til knæene og fisker dovent efter føde i den lave ende af søerne.

Heroppe langt fra civilisationen finder man også Siloli-ørkenen, der dog ikke er af salt, men af sten og sand. Med sine 4.700 meter over havets overflade er den en af de højest beliggende ørkener i verden, samtidig med at det er en af de tørreste. Endnu højere oppe, i 5.000 meters højde, ligger vulkanen Sol de Mañana, der også er en yndet turistattraktion på jeepture gennem bjergene.

De farverige søer er også populære. Der er for eksempel den hvide sø, den grønne sø og den røde sø. Særlig den sidstnævnte imponerer os. Solens eftermiddagsstråler fremhæver den røde farve, og man kan følge vandet hele vejen rundt langs bredden og se, hvordan det skifter farve fra en lys rød til en mørk rød.

Der bor stort set ingen mennesker her i højderne. Landskabet er for goldt og råt. Og det er netop det, der er så tiltrækkende ved det sydlige Bolivia.

 

 

Læs mere om rejser til Sydamerika her:

Argentinas hjerte og Nærkontakt med Andesbjergene, Argentina

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

Hæv Glasset som en carioca, Brasilien

Verdens rigeste indianere, Equador

Fugleparadiset på Falklandsøerne, Falklandsøerne 

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 6 / 2012 den 1. juni 2012

*Artiklen er senest opdateret den 1. juni 2017.