Hæv glasset som en carioca

Brasilien, strand, caipirinha. Tre ord, der hænger uløseligt sammen. Og i Rio de Janeiro går det hele op i en højere enhed – selv uden karneval.

 undefined

 

Hvis man kan tale om en brasiliansk nationaldrink, så må det være caipirinha’en. Den friske drink med lime, sukker og spiritussen cachaçaer en perfekt forfriskning på Rio de Janeiros brede, hvide sandstrande. Hvis man gør som Rios egne indbyggere, cariocas, og bruger dagen med solbadning, beachvolley og forfriskninger i form af friske kokosnødder, der bliver hugget over på stedet, er Bar Astor ved stranden i Ipanema et godt sted at slutte stranddagen af med en caipirinha og udsigt til solnedgang over Atlanterhavet. Med sit 40’er art deco-look er det en bar med bistrostemning og et menukort, hvor man både finder franskinspireret bistromad og mere traditionelle brasilianske retter. Uanset valg af aftensmad er den klassiske caipirinha med lime eller en caipirinha på cajú-frugten en god start.

 

Brændevinsakademi

undefined

Cachaça er en sukkerrørsbrændevin på 40 procent, som findes i enhver brasiliansk bar med respekt for sig selv. Men få steder har det samme udvalg som Academia da Cachaça i Leblon, tæt på det store overdækkede marked, som man bør runde inden.

Baren er åben ud til gaden, men mørk, og har en enorm mængde farvede papirstrimler hængende i loftet, og når man sætter sig på en af stolene, kan man se, at strimlerne tilsammen danner det brasilianske flag. Lidt ’corny’, men det er en del af den samlede oplevelse, når man sidder med sin drink og ser på livet på gaden før eller efter et besøg på en af de mange restauranter i området. Uanset om man kan lide indretningen eller ej, er det et sted, man må besøge, hvis man skal smage cachaça ’on the rocks’ eller blandet med is og lime.

 

Frugtigt strandhit

undefined

Academia tager cachaça alvorligt og har i en særlig menu testet og beskrevet 91 af sine varianter. Brændevinen beskrives med ord som ’frugtig’, ’træagtig’, ’kokos’, ’anis’, ’karamel’, ’majs’ og ’vanilje’. Den forveksles ofte med rom, og det er ikke helt uden grund. Cachaça adskiller sig dog fra rom ved at anvende den friske rørsukkersaft og ikke melassen som i romproduktionen.

Academia de Cachaça anbefaler løbende forskellige caipirinha’er, og prøver man for eksempel en jordbær-caipirinha står det hurtigt klart, hvorfor drinken er et hit på stranden: Det er i princippet en bunke frugt blødt op i sukkerrørsspiritus. At det føles som at spise jordbær med sukker på gør den farlig, for den slår væsentligt hårdere end vores velkendte jordbærgrød! Det faktum kan man bruge som undskyldning for at afprøve et par af husets brasilianske forretsspecialiteter. Prøv for eksempel bolinha de queijo (fritterede osteboller), casquinho de caranguejo (krabbekøb med låg af grillet kassava) eller pastel de camarão (rejeempanadas).

 

Rios bedste

undefined

Leblon er et af de hotteste kvarterer i øjeblikket, og her ligger også et par af de bedste steder at nyde sin caipirinha og måske prøve nogle af de sjovere varianter.

Et af de nyere, hippe vandhuller er Complex Esquina 111 i Ipanema. Baren ligger i et gammelt, koksgrå hjørnehus i to etager midt i et område med store boligkomplekser. Et godt og livligt sted at begynde sin aften, før man tager videre til for eksempel den portugisiske restaurant Kiosque do Portugues, der ligger ud til søen Lagoa Rodrigo de Freitas, som begynder tre blokke fra Complex Esquina 111. Her fra kan man tage en spadseretur i retning mod Rios botaniske have, til man kommer til Complex Lagoon, hvor den portugisiske restaurant ligger.

’Kiosken’ er et mere traditionelt sted, der bryster sig af at have Rios bedste caipirinha. Her kan du blandt andet slutte dagen af med deres klementin-ingefær- eller brombær-citron-blanding til den smukke udsigt over søen.

Uanset om man nyder sin sukkerrørsdrink ved havet eller søen, er det en god idé også at få noget vand indenbords! 

 

  

Læs mere om rejser til Sydamerika her:

Argentinas hjerte og Nærkontakt med Andesbjergene, Argentina

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

Gennem en ørken af salt, Bolivia

Verdens rigeste indianere, Equador

Fugleparadiset på Falklandsøerne, Falklandsøerne 

 

*Senest opdateret den 11. juni 2018.