Verdens rigeste indianere

Tekst og foto: Franseska Anette Mortensen

 

ECUADORS SUPERMARKED

Sidste sommer mødte jeg på torvet i Viborg en mand ved navn Alfredo, og vi fik os en sludder. Han havde boet nogle år i Italien og rejste nu rundt i Europa for at sælge kunsthåndværk. Når man rundt omkring i Danmark møder indianske gadesælgere, der faldbyder deres varer spredt ud på et tæppe på strøg og til torvedage, kommer de – hvor usandsynligt det end kan lyde – alle fra samme by. Otavalo i det sydamerikanske land Ecuador. Den lille by i det ecuadorianske højland kaldes også Ecuadors supermarked og er en af de største turistattraktioner i landet. Udover at være et lokalt marked med alt fra store bunker af majskorn og stjerneanis til helstegte pattegrise (hornado), finder du et væld af lokalt og nationalt fremstillet kunsthåndværk – og det til spotpris.

Men pas på! At besøge Otavalo kan let blive lidt ligesom at gå i IKEA. Du skulle egentlig bare købe en tærteform og se dig lidt omkring, men pludselig er indkøbsvognen fyldt. Her er det måske nærmere: Jeg skulle bare lige finde en lille gave til min søster, men pludselig kunne jeg godt bruge en meget stor kuffert og fylde den med smykker af tagua (vegetabilsk elfenben), bløde sweatre af alpaca-uld, traditionelle musikinstrumenter, tasker, hængekøjer, vægtæpper og alskens eksotiske pyntegenstande - det meste af det håndlavet.

Vi trodser risikoen for overvægt på hjemturen og tager jer med en tur til den hyggelige provinsby i 2.550 meters højde for at se, om vi kan finde hemmeligheden bag den lille bys store succes.

 

OTAVALO

 

Otavalo er historisk set og også nu til dags en by, der udmærker sig på mange måder. Du mærker straks stoltheden og den stærke indianske identitet hos befolkningen. De fleste klæder sig traditionelt, kvinderne har mange lag gyldne kæder om halsen og er iført hvide bluser med blomstrede broderier, mændene er iført mørkeblå ponchos og filthatte (fedoras) og har en lang shimba (fletning) hængende ned ad ryggen. Efter sigende får de endda lov at beholde deres shimba, når de indkaldes til militæret. Deres hovedsprog er den dag i dag quechua, om end de fleste også taler spansk. 

 

 

Deres stolthed som folk stammer helt tilbage fra inkatiden, hvor de lokale høvdinge holdt inkaerne skakmat i 17 år. Sidenhen fik de spanske erobrere øjnene op for egnens rigdom, idet indianerne her både var dygtige landmænd og allerede dengang også dygtige vævere. I 1535 var overdragelsen af jorden og den indfødte arbejdskraft til de spanske erobrere – la encomienda - godt i gang, og Sebastián de Benalcázar overtog selv Otavalo-regionen. Det blev en hård tid for de indianske folk generelt. Men indianerne på denne egn har en over tusind år gammel tradition for vævning, hvilket er dokumenteret gennem arkæologiske fund, og op gennem tiden har de holdt deres kundskaber ved lige. Og det er ikke mindst dette håndværk og deres evne til at videreudvikle den såvel teknisk som motivmæssigt, som har gjort los otavaleños til verdens rigeste indianere. Under kampen for uafhængighed af det spanske styre havde de kontrakt med frihedskæmperen Simón Bolívar om at levere stof til frihedshærens uniformer, og belønningen var, at Otavalo i 1829 ved et dekret blev ophøjet fra landsby til by.

Ligesom mange andre byer i Ecuador har også Otavalo på et tidspunkt måttet starte helt forfra. Den nærliggende vulkan Imbabura gik i udbrud i 1868, og det efterfølgende jordskælv lagde byen i ruiner med sult og sygdom til følge. Men Otavalo rejste sig igen, og var tilmed en af de første byer i Ecuador, der fik elektricitet - allerede i 1911.

 

PLAZA DE LOS PONCHOS

 

Efter et par timer i bus gennem det smukke højland, hvor marker strøet med løs hånd over bjergene mest af alt minder om et patchworktæppe i smukke grønne nuancer, passerer vi den blå Laguna San Pablo, over hvilken knejser vulkanen Imbabura. Et par minutter mere og vi når frem til Otavalo, zigzagger til fods op gennem byen med færten af markedspladsen i næseborene. Plaza de los Ponchos kaldes også Mercado Centenario, hundredårsmarkedet, fordi det tog sin begyndelse i 1929 – i hundredåret efter at Otavalo blev erklæret by - og anerkendes i dag som det amerikanske kontinents største kunsthåndværkermarked. Her er marked hele ugen, men om lørdagen har torvet fangarme ud i alle retninger for at fange turister ind.

 

 

På hjørnet til en af sidegaderne holder en ung familie til. Cesar De La Torre og hans unge kone sælger smykker lavet af tagua, vegetabilsk elfenben, som høstes i regnskoven, skæres i skiver og indfarves. For ti måneder siden udvidede de ved at købe en lille butik i samme gade. Her kan de bedre vise tingene frem og holde åbent alle dage, men må tage en lidt højere pris, så der er til huslejen. Da jeg ville købe en helt dusin halskæder af tagua, kunne jeg nu sagtens få den unge kvinde med sit tredje barn på ryggen ned i pris.

 

PRUT OM PRISEN

 

For tag aldrig prisen for givet! Det er let at gøre et godt køb, hvis man straks med ansigtet i lettere forargede folder siger, at det dog er ALT for dyrt – og byder det halve. Så skal de nok forklare, at deres varer er helt unikke, at der er så og så meget arbejde med det, at det er lavet i hånden – og så mødes man et rimeligt sted midt imellem, og begge parter synes, de har gjort en god handel. Og tag en runde på markedet, før du begynder at købe - du ved aldrig, om der er noget endnu mere spændende lige omkring hjørnet.

 

INNOVATION PÅ INDIANSK

Jeg har besøgt markedet en del gange gennem de sidste år. Denne gang var det to år siden sidst, og jeg overraskes igen. For lige så traditionelt klædte som de fleste sælgere er, lige så innovative er de. Der er hele tiden nye mønstre på trøjerne, nye typer tasker, nye smykker. Intet står stille. Jeg spørger nogle af sælgerne, hvordan de bærer sig ad med at vide, hvad der kan sælges. ”Vi satser på heldet!”, svarer Clara Lema på 64, som har kendt markedet, siden det blot var en åben plads med stampet jord og de sidste 22 år har haft sin egen stand. ”Og vi er nødt til at have et varieret udvalg, for hvis turisterne kommer og ser, at vi kun har det samme, så sælger vi ingenting.” Samtidig med at varerne har et etnisk præg, er der hele tiden noget nyt, der skal afprøves. Otavaleños kaldes for verdens rigeste indianere. Og det er netop, fordi de er så innovative og initiativrige og generelt producerer det, som kan sælges, det og som turisterne vil have. At indrette sig efter markedsmekanismerne er hemmeligheden bag deres succes, og det der gør, at de som den eneste oprindelige befolkningsgruppe samlet set er solvente og også er mere integrerede i samfundet uden at give køb på deres indianske identitet.

 

 

Efterhånden har maskinerne overtaget en del af vævningen, men der er stadig deciderede billedvævere, der gør en ære af at fremstille deres tæpper på trævæve. F.eks. 40-årige Segundo fra Tungurahua, der som ung kom til Otavalo og lærte vævekunsten. Også folk fra f.eks. landsbyen Tigua ved Latacunga kommer og sælger deres varer, i deres tilfælde de specielle lakerede naivistiske malerier med motiver fra folkesagn.

 

KULTURSAMMENSTØD

 

A la orden” – ”til tjeneste”, lyder det straks, vi viser den mindste interesse for eller måske oven i købet rører ved deres varer. Også selvom der tilsyneladende ikke var nogle i boden, da vi kom. Som trold af æske springer de frem og vil straks vise os alle deres varer - også dem, der er meget langt fra det, vi egentlig stod og kiggede på. Man kan blive nødt til at gå sin vej, hvis det generer én, men kan jo også vælge at tage det som en charmerende oplevelse og møde dem, som de er. Denne adfærd er så indgroet en del af deres kultur og bunder i tjenstvillighed – og håbet om en god handel.

 

TIGGERE

De hiver dig i ærmet, rører ved din bare arm, når du går forbi. Henleder din opmærksomhed på den næsten tomme skål i deres hænder. Tiggere er der selvfølgelig mange af, hvor der er mange turister. Lommetyve er der måske også, men jeg har nu aldrig hørt om det i Otavalo. Selvfølgelig passer man på sine ting, men Otavalo er et trygt sted.

 

NYD STEMNINGEN

                                                                                                                             

Nyder duften af mad og lyden af traditionel musik fra cd-afspillere. Som afbrydes af en ung pige iklædt traditionelt tøj, som synger temaet fra ”Titanic” på spansk, mens en flok lokale musikere akkompagnerer hende. Anledningen er lidt usædvanlig: Tamya Morán fra Cotacachi er med i Ecuador tiene talento (Talent) og skal filmes til fjernsynet. Og smukt lød hendes stemme ud over Plaza de los Ponchos.

 

EROTIK I KERAMIK

 

Jeg bemærkede for to år siden nogle erotiske figurer af mand og kvinde i alskens sjove stillinger. De var lavet af ler i stil med de figurer fra tidligere (præcolumbianske) kulturer, som man har fundet mange af ved Stillehavskysten. I dag fandt jeg ingen. Jeg blev nu også noget overrasket over at finde disse figurer åbent på gaden i Ecuador, et katolsk land, hvor der ikke er den helt store åbenhed, og hvor sex før ægteskab stadig principielt er bandlyst. Det er f.eks. den gængse opfattelse, at en kvinde, der har haft sex før ægteskab, ikke vil kunne blive gift med en anden, hvis forholdet ophører. Måske er det ved at flytte sig, måske er nuancerne ved at snige sig ind, men Ecuador er et samfund, der på mange områder er halvtreds år bagud i forhold til det danske.

Jeg husker stadig den fnisende attitude hos den unge kvinde, der viste os figurerne for to år siden. Med god grund, da intet var overladt til fantasien. Meget mere direkte end de oprindelige fund, som man f.eks. kan se dem på Museo Nacional på Casa de la Cultura Ecuatoriana i Quito.

 

OVERVÆGT?

Og så regner det igen, når vi kører fra Otavalo. Som det meget ofte gør hen ad eftermiddagen i højlandet. Og den blide salsapop klinger ud af højtalerne og luller os lidt i søvn oven på en dag med mange gode indkøb. Gæt selv, hvordan det gik med vægten. Jeg kan sige så meget, som at der blev ”pruttet” og lokket og forhandlet om en hel del dollars den dag i det ecuadorianske højland.

 

 

 

LINKS

www.jysk-rejsebureau.dk

www.booking.com

www.ecuador.com

  

Læs mere om rejser til Sydamerika her:

Argentinas hjerte og Nærkontakt med Andesbjergene, Argentina

En barsk ø hvor man har lært at overleve, Aruba

Gennem en ørken af salt, Bolivia

Hæv Glasset som en carioca, Brasilien

Fugleparadiset på Falklandsøerne, Falklandsøerne

 

Denne artikel udkom i Rejsemagasinet Vagabond 2 / 2013 den 1. februar 2013

*Senest opdateret den 11. juni 2018.