Peru - Strikker sig ud af fattigdom

Andeskvinder strikker sig mod en lysere fremtid

I de peruvianske Andesbjerge kan livet være hårdt. Man har kartofler og alpakaer, men bondesamfundene har haft store problemer med at overleve. Nu er turisterne begyndt at komme, og det kan man mærke på økonomien. Der er pludselig blevet en fremtid i traditionelt håndværk.

Tekst & foto: Jeppe Ørlund

Morgensolens stråler brænder i huden. I Andesbjergene er vinternætterne ellers så kolde, at man må pakke sig ind i mange uldtæpper for at kunne holde den bidende kulde ud. Eller også er det kontrasten til den skarpe vintersol, som hurtigt hjælper temperaturen op på 20 grader.

I Ccaccaccollo er det endnu ikke blevet helt varmt nok til at smide overtøjet, så de lokale indianske kvinder, quechua-indianerne, sidder stadig med deres karakteristiske uldne trøjer. Men de er allerede i fuld gang med at spinne garn, strikke eller væve.

”Vi arbejder hele morgenen og formiddagen,” siger Teodora, som er en af i alt 60 arbejdende kvinder. ”Efter middag tager vi hjem for at se til vores alpakaer eller lave mad. Huset skal jo også passes.”

Teodora kigger op fra sit strikketøj på en af de turister, som er kommet på besøg i landsbyen.

”Buenos Dias,” smiler hun. Turisten smiler tilbage og mumler en hilsen, før han går mod butikken bag Teodora. Det er her, kvinderne sælger de ting, de laver. Vanter, tæpper, ponchoer, huer, bordskånere. Alt hvad man kan lave i alpakauld, udført til perfektion med sirlige mønstre og traditionelle motiver. Priserne er ikke ligeså lave som i Pisac eller Cusco, men det er bedste kvalitet og støtter lokalbefolkningen.

Socialt sammenhold

Selvom Peru i de sidste tyve år har oplevet en stor økonomisk fremgang, er det ikke noget, man har mærket meget til i bjergområderne. Her lever over halvdelen af befolkningen stadig under fattigdomsgrænsen. Det er særligt kvinderne, der er hårdt ramt. De passer både hus, børn, dyr og afgrøder, så manden kan rejse til byområderne for at få sæsonarbejde. Med et så presset liv er det vigtigt med socialt sammenhold i lokalsamfundene.

Uddannelse af børnene

”Vi deler alt det, vi tjener,” siger Teodora. ”Der er ikke noget med at holde det hele for sig selv. Vi er et helt samfund, og der skal være nok til os alle. Pengene går til at hjælpe dem, som har det dårligst eller er havnet i en dårlig situation. Og så selvfølgelig til uddannelse for vores børn.”

I Peru er skolen officielt set obligatorisk og gratis til børnene fylder 16 år. Herefter er der mulighed for både offentlige og private universiteter, men begge dele vil i de fleste tilfælde koste mange penge. Og selvom basisuddannelsen er gratis, vil der som regel også være udgifter forbundet med forskellige undervisningsgebyrer, skoleuniformer og skolebøger. Der bliver givet tilskud til særligt fattige familier, men den samlede udgift for en universitetsuddannelse kan selv for de fattigste børn løbe op i 40.000 til 50.000 kroner.

"Vi kan strikke"

Selvom det egentlig er skoletid, er der stadig et par børn tilbage i landsbyen i dag. De hopper rundt i deres traditionelle quechuatøj. De griner højlydt og falder om ved siden af alpakaindhegningen. Det hele er bare en del af legen. Alpakaerne ser til, mens de morgentrætte gnasker i noget hø fra markerne. Man kan høre kvinderne snakke og småfnise. Ellers er der stille.

”Vi har selvfølgelig altid strikket og vævet, men nu er det blevet en levevej. Eller i hvert fald et tilskud til den daglige økonomi,” fortæller Teodora. ”Vi har ikke så meget andet at byde på. Andre steder er der ruiner og gamle skatte, men vi kan bare strikke. Og heldigvis er det nok i dag. Tidligere kom der måske en eller to turister ad gangen, men nu kommer der mange flere. Der kommer nok til, at vi kan sælge noget nyt hver dag. Så nu er vi glade.”