Transport - KLM flyver mod en grønnere fremtid

Bæredygtighed er et nøgleord i rejsebranchen i dag, og særligt flyindustrien er i fokus, når man taler klima og global opvarmning. Det mærker flyselskaberne, og mange af dem arbejder allerede stærkt på bæredygtige tiltag og klimaeffektivisering. Et af selskaberne er hollandske

Tekst: Jeppe Ørlund. Foto: KLM

 

Flytrafikken er en af de helt store fokusområder, når det kommer til klimadebatten. Hver dag stimler tusinder af demonstranter sammen et eller andet sted i verden og prædiker bæredygtighed og skrappere krav til flyselskaberne. ”Flyskam” er blevet et helt nyt begreb, som mange har taget til sig. Man bør skamme sig over at flyve, mener de. Flyselskaberne er stemplet som onde virksomheder, som gør alt for at ødelægge vores fælles klode; profit er vigtigere end klima.

Men når man har siddet i timevis i et KLM-fly og hakket i en bæredygtigt fanget fiskefilet på tallerkener af imiteret porcelæn, viser der sig et helt andet billede af KLM og deres virksomhedsstrategi. På sædet foran glider en kort film over skærmen om bæredygtighed og KLM’s bidrag til bedre klima og miljø. Man har tænkt på alt fra vægt til vandforbrug og brændstof. 

Teknologien udvikler sig konstant, og der opstår hele tiden nye muligheder, blandt andet på brændstofområdet. ”Vi har gjort meget for at koncentrere vores fokus på biofuel,” siger Anita Wagner Feddersen, som er landeansvarlig for KLM i Danmark og Island. ”Og der mener jeg holdbare løsninger. Det er ikke i orden at fælde regnskove eller ødelægge natur i iveren efter at producere biofuel. Der er flere andre muligheder – blandt andet biofuel baseret på rent biologisk affald.” KLM har bekendtgjort, at man støtter udviklingen af biobrændsel i Holland, og man fra 2022 vil købe 75.000 tons årligt i ti år.

”Et andet redskab i jagten på en mere bæredygtig fremtid er at blive mere kritisk i sin stillingtagen til, om man i hvert tilfælde egentlig behøver at flyve. Eller om der reelt findes alternativer, som tog, videokonference eller andet,” siger hun. ”Vi har også indgået en aftale med det hollandske togselskab Thalys om at booke sæder til vores kunder på højhastighedstoge mellem Amsterdam og Bruxelles. Det betyder, at vi har kunnet droppe en af vores daglige afgange på ruten.”

KLM er ikke de eneste, der arbejder på en bæredygtig udvikling. Der kommer konstant nye udspil fra flyselskaber med tiltag, der kan effektivisere og mindske CO2-aftrykket.

”Der er heldigvis mange andre nu, der arbejder med mere bæredygtighed,” siger Anita Wagner Feddersen. ”En af forskellene på dem og os er, at vi har været i gang i rigtig mange år. Men vi ser det ikke som et kapløb. Det er en opgave, vi bedst kan løfte i fællesskab. Vi hilser alle tiltag velkommen.”

Hvis du vil vide, hvordan du selv kan bidrage til en mere bæredygtig flyrejse, så læs mere i Vagabonds nye guide ”Mere Bæredygtighed på rejsen”.